Tunesisk 20 franc

Historie

Tunesien - en udpost for afrikansk guld

Længe før de første 20 francs guldmønter blev introduceret i den tunesiske økonomi, havde landet en omfattende og gribende historie relateret til dette ædelmetal. Det begyndte, da fønikiske handlende koloniserede Tunesiens kyst omkring 1100 f.Kr., og etablerede den mindeværdige by Kartago. Denne by blev centrum for et stort maritimt imperium og en af de dominerende magter i Middelhavet. Ifølge gamle forfattere blev Kartago betragtet som en af de rigeste byer i den kendte verden, der blomstrede på grund af sin omfattende handel med guld, sølv, tin, jern og slaver.

Da den legendariske kriger fra Kartago, Hannibal, fejlede i sin erobring af Italien efter at have besat dets territorier i 15 år, sluttede en række krige mellem romerne og karthaginerne med den samlede ødelæggelse af byen Carthage. Ikke desto mindre blev byen genopbygget og blev sammen med Tunesiens territorier indarbejdet i det romerske imperium omkring 50 f.Kr., hvor den blomstrede og blev en af de vigtigste byer i imperiet.

Efter den arabiske erobring af Tunesien i det 7. århundrede blev Kartago endnu en gang jævnet med jorden, og aldrig genopbygget igen. I stedet blev en tæt nabo til den faldne by, Tunis - hovedstaden i dagens Tunesien, et centralt stadium og blev en vigtig arabisk handelspost og marinebase. Under arabisk styre, der varede indtil det 16. århundrede, var der fremgang i Tunis og blev et vigtigt knudepunkt i guldhandelen i Sahara.

Handelsruten mellem Sahara forbandt Middelhavslandene, der havde brug for guld, med Afrika syd for Sahara, hvor dette metal fandtes i massevis. Kamel karavaner transporterede guldet til handelspost som Tunis, hvor det blev udvekslet til salt, perler, klæder og andre materialer. Denne handel var af særlig interesse for nordlige islamiske stater samt spanske og italienske købmænd, der havde brug for rå guld til mønter. Den landbaserede "guldrute" var på plads indtil 1500'erne, da portugisiske søfolk etablerede de mere effektive søveje mellem Vestafrika og Europa.

Med tilbagegangen i den transsahariske handel faldt arabisk indflydelse, hvilket gjorde det muligt for de første spanske og derefter tyrkiske dynastier at få kontrol over Tunesiens territorier. I begyndelsen af 1700'erne var Tunesien blevet næsten et uafhængigt land administreret af lokale Beys (høvdinge) under det tyrkiske imperiums domæne. Den mest fremtrædende af Beys kom fra Husainid-dynastiet, der styrede over Tunesien i mere end 250 år indtil 1957. De tunesiske 20 francs guldmønter bærer den kalligrafiske underskrift af to af disse høvdinger, Bey Ali III fra 1891 til 1902, og Bey Muhammad IV fra 1903 til 1904.

Tunesien bliver et fransk protektorat

I det 19. århundrede forsøgte den herskende Bey at revidere den tunesiske økonomi ved at låne tungt fra Europa. Midlerne blev brugt overdådigt på landets infrastruktur, udvidelse af offentlige projekter, opgradering af militæret og til Beys eget brug. Med midlerne lånt på ugunstige vilkår og i kombination med dårlige afkast på de investeringer, de havde foretaget, blev gælden og rentebetalingerne uhåndterlige.

I 1869 var det klart for den pengestrengte Bey-regering, at den eneste mulighed, der var tilbage, var at erklære Tunesien konkurs. Med landet i misligholdelse tog en international finansiel kommission, ledet af Frankrig, Storbritannien og Italien, kontrol over de tunesiske finanser.

Det var ikke overraskende, at de tre europæiske magter, der delte samme koloniale tankegang, efter overtagelsen af Tunesiens finansielle anliggender, begyndte et tiår langt listigt skænderi over rettighederne over tunisiske territorier. Italien begrundede sine krav til Tunesien ved at påpege, at det havde flere investeringer i landet, og at dets statsborgere udgjorde størstedelen af de europæiske bosættere, der boede i Tunesien på det tidspunkt. Frankrig på den anden side så Tunesien som en naturlig forlængelse af sine afrikanske ejendele, da den grænsede til Algeriet, som på det tidspunkt var en fransk koloni. Endelig ønskede Storbritannien ikke, som besad øen Maltas nær den tunesiske kyst, at have en enkelt nation kontrollerer den Pantelleriske Kanal

(Strædet mellem Tunesien og øen Sicilien).