Tysk 20 mark guldmønt

Historie

The Kejserlige Ørn og den tyske guldmark

Det som virkelig skiller sig ud, når man ser på Wilhelm II 20 mark guldmønten er den mægtige Kongelige Ørn, som er afbildet på bagsiden af denne mønt. Udover at være detaljerig og udvise et imponerende stykke håndværk, har våbenskjoldet i det tidligere formidable tyske rige en fascinerende historie der strækker sig flere århundreder tilbage.

Forud for sin forening i 1871, omfattede Tysklands områder flere stater, riger, hertugdømmer og bystater, som blev regeret af et væld af forskellige adelsmænd, kongehuse og monarker. Den vigtigste familie var det tyske adelshus Hohenzollern, et dominerende kongeligt dynasti med rødder, som går tilbage til det 11. århundrede. Denne slægt producerede nogle af de mest mindeværdige konger, som ville etablere sig og herske over kongeriget Preussen og det efterfølgende tyske rige. En af disse konger var Wilhelm I, bedstefar til Wilhelm II (der er afbildet på denne mønt), og hersker over kongeriget Preussen fra 1861 til 1888. Kongeriget Preussen var på det tidspunkt et førende tysk kongerige og en militær stormagt der på sit højeste i 1876, omfattede dele af nutidens Tyskland, og strakte sig til Rusland i øst og Belgien i vest. Det var først og fremmest gennem Preussens militære magt, at kong Wilhelm I, med hjælp fra sin højre hånd, den formidable tyske kansler Otto von Bismarck, formåede at etablere det tyske kejserrige, med Preussen som nationens rygrad.

Det derfor, at den Kejserlige Ørn er afbildet på denne mønt faktisk er en lidt ændret udgave af Kongeriget Preussens våbenskjold. På en måde er det et-tusind-årige Hohenzollern dynasti, som havde Wilhelm I og senere Wilhelm II ved roret som konger af Preussen, indirekte repræsenteret gennem den Kejserlige Ørn som er afbildet på de tyske guldmønter.

Den tyske 20 mark guldmønt drev den tyske handel

Før sin forening, var Tysklands monetære system meget lig landets fragmenterede territorier. Nationen var opdelt i flere valutaområder som brugte mønter med forskelligt design, navn, renhed og metalindhold. Mønter, som indeholdt sølv var det foretrukne valutavalg, mens guldmønter havde mindre monetær betydning. Disse forskellige valutaer var udskiftelig med faste valutakurser og selv om systemet fungerede, pressede magtfulde tyske kommerciel interesse for et samlet monetært system.

Efter nationens genforening i 1871 og dannelsen af det tyske kejserrige,  etablerede den tyske regering et nyt guldbaseret monetært system, og satte de-facto nationen for første gang i sin historie på en ren guldstandard. Kejserlige guldmønter blev indført med en pålydende værdi på 10 og 20 mark, og bar portrættet af den første tyske kejser, kong Wilhelm I. Efter England og Portugal, var Tyskland det tredje land som baserede sit monetære system på guld. Dette system var på plads op til Første Verdenskrig og stod bag  Tysklands anden industrielle revolution, en periode med bemærkelsesværdig vækst, som gjorde nationen, sammen med USA, til den førende økonomi i verden.

Den tyske 20 mark guldmønt beskyttede Tyskland mod hyperinflation

Starten af Første Verdenskrig i 1914 fik den tyske centralbank til at suspendere guldstandarden. Tyske papir mark, uden nogen konkret opbakning,  blev det primære middel som regeringen brugte til at finansiere de enorme udgifter forbundet med krigsindsatsen. Seddelpressen var konstant i gang under hele krigen, og frem til 1918 var udbuddet af nye tyske mark firedoblet, hvilket fik priserne til at stige kraftigt. Men den oppustede pengemængde og tilsvarende stigning i priserne var stadig håndterbar og var faktisk på linje med andre lande i denne periode, især England og Frankrig. Dette ændrede sig i kølvandet på krigen, da de allierede sejrherrer pålagde enorme  krigserstatninger på det besejrede og økonomisk drænede Tyskland.

Idet krigserstatningen skulle afdrages i fremmed valuta eller guld, troede den tyske regering, at de kunne løse dette seriøse problem med trykte mark, som herefter blev brugt til at købe valuta eller guld. I første omgang virkede dette som en god løsning, men udstedelse af nye sedler bevirkede blot, at forøge den allerede høje inflation. Jo mere udenlandsk valuta eller guld den tyske regering erhvervede, jo hurtigere faldt værdien af den tyske mark. Omkring 1920 havde forbrugespriserne steget med en faktor 12 siden begyndelsen af krigen, og lagde et enormt pres på levestandarden for den almindelige tyske borgere. Tre år senere, var den tyske regering ude af i stand til at afdrage krigserstatningsbetalingen idet landet ikke var i stand til tilegne sig de nødvendige finansielle milder, idet ingen ønskede den stadigt faldende tyske mark. Dette tvang Frankrig til at besætte Ruhr-området, som på det tidspunkt var en af Tysklands vigtigste industriområder, hvilket tvang tyskerne til at afdrag deres gæld med varer og råvarer.

Besættelsen af Ruhr-regionen var dødsstødet mod den i forvejen svage tyske økonomi, som, kombineret med millioner af utilfredse arbejdere, stigende priser og frygten for, at Frankrig kunnefinde på at invadere Berlin, resulterede i en fuldstændig mistet tillid til Tysklands politiske etablissement og landets centralbank. Efterhånden som panikken spredte sig, begyndte alle at udveksle de tyske mark til fordel for varer for enhver pris. Dette var en psykologisk begivenhed, som udviklede sig til hyperinflation. På bare et par måneder, blev tyske mark værdiløs på grund af den  kraftigt stigende inflation. I denne periode faldt markens værdi i sådan en et ekstremt tempo, at priserne blev fordoblet med et par timers mellemrum, hvilket fik tyske husmødre til at brænde pengesedlerne i deres brændeovne, fordi valutaen var mindre end brænde.

Ved udgangen af 1923, var en 20 mark guldmønt over 23 billioner papir mark, hvilket var et klar vidnesbyrd om gulds evne til at sikre en mod inflation.