Svindel mod ældre: Kend metoderne, og vid, hvad du skal gøre

Offentliggjort af Anamta Orakzai i kategori Nyheder, Guide til investering på 25.08.2026
Guldpris (XAU-DKK)
27423,10 DKK/oz
  
- 235,60 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
399,29 DKK/oz
  
- 7,96 DKK

Vi oplever i øjeblikket flere forsøg på svindel, som særligt er rettet mod ældre personer. Svindlerne bliver mere avancerede, og metoderne varierer fra falske opkald til phishing via mail eller sms.

Fælles for langt de fleste henvendelser er, at svindlerne skaber et falsk indtryk af autoritet, hastværk og tillid. Formålet er at få dig til at handle, før du når at tænke dig om eller tale med nogen, der kan hjælpe dig med at gennemskue situationen.

I nogle tilfælde udgiver svindleren sig for at være fra politiet, banken, offentlige myndigheder eller Tavex. Du kan fx blive bedt om at overføre penge, hæve kontanter eller købe fysisk guld som led i en opdigtet efterforskning.

I denne artikel gennemgår vi de metoder, vi ser, og de vigtigste faresignaler. Du får også gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du er i tvivl om en henvendelse eller frygter, at du allerede er udsat for svindel.

Er du i tvivl eller midt i det lige nu? Gør dette først

Hvis du er usikker på en henvendelse eller frygter, at du er ved at blive udsat for svindel, skal du handle med det samme.

Følg trinene nedenfor:

  1. Stop. Foretag ikke nogen overførsler, hævninger eller guldkøb, uanset hvor meget du bliver presset. Overfør aldrig penge, før du er sikker på, hvem du taler med.
  2. Afbryd kontakten. Læg på, også selvom personen insisterer på, at du ikke må. Et ægte opkald fra politiet eller banken tåler, at du lægger på og selv ringer tilbage.
  3. Ring selv til Tavex. Kontakt os på vores officielle hovednummer +45 33 11 15 10, og få bekræftet, om henvendelsen er ægte. Find altid selv vores kontaktoplysninger på tavex.dk.
  4. Kontakt din bank. Bed banken om at stoppe eventuelle overførsler. Spær også dit betalingskort, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine kortoplysninger er blevet misbrugt.
  5. Kontakt politiet. Ring 114 for at anmelde svindel eller få vejledning. Ring 112, hvis situationen er akut.
  6. Involvér en, du stoler på. Kontakt et familiemedlem, en ven eller en anden betroet person, også selvom du er blevet bedt om at holde sagen hemmelig. Krav om hemmeligholdelse er et alvorligt faresignal.

Falsk politi og opdigtede efterforskninger

En alvorlig form for svindel starter ofte med, at en person udgiver sig for at være fra politiet. Personen kan fortælle, at din bankkonto eller identitet er blevet misbrugt, eller at du er en del af en større sag.

Derefter bliver du bedt om at købe guld, hæve kontanter eller overføre penge. Svindleren kan påstå, at det er nødvendigt for at beskytte din formue eller hjælpe politiet med at fange de “rigtige gerningspersoner”.

Du får måske også besked på ikke at fortælle Tavex, banken eller din familie, hvorfor du køber guldet. Historien kan virke troværdig, fordi svindleren kender dit navn, din adresse eller andre personlige oplysninger.

OBS – Politiet, banker og offentlige myndigheder vil aldrig bede dig om at købe guld, overføre penge til en sikker konto eller udlevere værdier. De vil heller ikke bede dig om at holde en efterforskning hemmelig for din familie eller bank.

Svindlere kan misbruge Tavex’ navn

En svindler kan også påstå, at personen har et samarbejde med Tavex. Du kan få at vide, at et guldkøb er nødvendigt for at sikre dine penge eller få tidligere tabte midler tilbage.

Det passer ikke.

OBS – Tavex laver ikke aftaler, hvor privatpersoner skal købe guld for politiet, offentlige myndigheder eller eksterne rådgivere. Et guldkøb hos Tavex er heller ikke en metode til at frigive penge fra en investering eller en kryptokonto.

Hvis nogen påstår andet, skal du afbryde kontakten og ringe direkte til Tavex på 33 11 15 10.

Phishing og falske mails

Phishing er falske beskeder, som forsøger at få adgang til dine følsomme oplysninger. Beskeden kan komme som mail eller sms. Den kan også blive sendt via sociale medier.

Svindleren kan efterligne Tavex og sende falske mails, der ligner vores normale kommunikation. Mailen kan indeholde et link til en hjemmeside, som ligner tavex.dk.

Hvis du klikker på et link, kan du blive bedt om at indtaste MitID oplysninger, kortoplysninger eller andre personlige oplysninger. Derefter kan svindleren få adgang til din konto eller bruge oplysningerne til nye former for svindel.

Tjek derfor altid hele afsenderadressen og hjemmesidens adresse. Hvis mailen virker mistænkelig, bør du skrive tavex.dk direkte i din browser i stedet for at bruge linket.

OBS – Tavex, politiet, banken og andre legitime virksomheder eller myndigheder vil aldrig uopfordret bede dig om at udlevere MitID-koder eller godkende en handling, du ikke selv har startet.

Sådan beskytter du dine oplysninger

Del aldrig koder, MitID oplysninger eller oplysninger om dit betalingskort med andre. Godkend kun handlinger med MitID, som du selv har startet, og læs altid teksten på skærmen, før du godkender.

Tal med en person, du stoler på, før du gennemfører et større køb eller en overførsel. Det er især vigtigt, hvis nogen presser dig til at handle hurtigt eller beder dig om at holde købet hemmeligt.

Vær også forsigtig med, hvilke oplysninger du deler på sociale medier. Svindlere kan bruge offentligt tilgængelige oplysninger til at gøre deres historie mere troværdig.

Hvis du allerede har betalt eller delt oplysninger

Har du allerede overført penge eller delt personlige oplysninger, skal du reagere hurtigt. Kontakt din bank, og spær dit betalingskort og dit MitID, hvis det er nødvendigt.

Gem mails, sms’er, telefonnumre, kvitteringer og billeder af beskederne. Dokumentationen kan hjælpe banken og politiet med at undersøge sagen.

Digital svindel kan anmeldes på politiets hjemmeside.

Du kan også kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37. Her kan du få gode råd om digital sikkerhed og hjælp til at finde den rette myndighed.

Tal med dine pårørende om svindel

Alle kan blive ramt af svindel, men svindlere kontakter ofte ældre personer. Tal derfor med dine forældre, bedsteforældre og andre pårørende om faresignalerne.

Fortæl dem, at politiet, banker og offentlige myndigheder ikke kommer hjem for at hente kort, kontanter, smykker eller guld. Det er altid i orden at lægge på og selv ringe tilbage på et officielt nummer.

En kort samtale om svindel kan gøre det lettere at reagere rigtigt, hvis situationen opstår.

Kontakt Tavex, før du handler

Er du i tvivl om en henvendelse eller et guldkøb, kan Tavex hjælpe med at undersøge, om henvendelsen er ægte.

Ring til os på 33 11 15 10, før du gennemfører købet. Din tryghed er vigtigere end en handel.

Guldpris (XAU-DKK)
27423,10 DKK/oz
  
- 235,60 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
399,29 DKK/oz
  
- 7,96 DKK

Du vil måske også gerne læse