Dansk 20 kroner guldmønt Christian IX

Historie

20 kroner guldmønter – den skandinaviske guldstandard 

Selv om det er nok er umuligt at skabe et fejlfrit monetært system, var den skandinaviske Valuta Union (SVU) dannet af Danmark og Sverige i 1873, og som Norge sluttede senere i 1875 var sandsynligvis tættest på perfekt monetære harmoni, der nogensinde var blevet undfanget mellem forskellige lande.

Op til 1873 forekom der en række grundlæggende ændringer i den globale økonomi; Sølv, som i århundreder havde været den vigtigste valuta for global handel, mistede gradvist sin status som penge til fordel for guld. Den latinske Monetære Union, der var baseret på guld blev etableret i 1865 mellem flere europæiske lande. Tyskland, som var en stor handelspartner for de nordiske lande, skiftede til guldstandarden i 1871 med indførelsen af det guld marken og England, som også var en vigtig handelspartner for både Danmark og Norge, havde vedtaget guldstandarden i begyndelsen af 1800’erne ved udstedelsen af guld sovereing. Selv USA var på en pseudo guldstandard fra begyndelsen af 1834. Årsagen til, at guld blev det foretrukne valutavalg, var på grund af det gule metals højere værdi-til-vægt-forhold, hvilket betød, at udgifterne til forsendelse og håndtering af guld var mindre end af sølv. Efterhånden som landene begyndte at udskifte deres valutareserver ved at sælge sølv og købe guld, betød det naturligvis, at sølv i forhold til guld var ved at blive mindre værd.

Det var på denne baggrund, at de tre nordiske lande, hvis monetære system var baseret på sølv, begyndte at overveje at skifte til guldstandarden. Desuden, var der den omstændighed, at de tre skandinaviske lande havde et andet optællingssystem, kombineret med forskellige størrelser af deres sølvmønters metalsammensætning gjorde sagen yderligere kompliceret. For eksempel brugte Sverige sølv rigsdaler, der var baseret på decimalsystemet, mens Danmark med rigsdaler og Norge med speciedaler baserede deres systemer på brøker. Disse forskelle skyldes ekstra vekselgebyrer og var en byrde for de handlende set i lyset den betydelige regionale handel, der blev gennemført mellem disse tre lande.

Danmark og Sverige besluttede i 1873 at oprette den første skandinaviske møntunion baseret på guldstandarden. Det nye system bestemte,  “krone” på dansk og “krona” på svensk (”crown” på engelsk) var at blive den nye regningsenhed, som var deleligt i 100 øre. Mønterne med pålydende værdi på 20 og 10 kroner blevet lavet af guld, og 1 kg guld var lig med 2.480 kroner. Med andre ord blev 1 guld krone sat til at være lig 0,403 gram guld. I forbindelse med krone guldmønter, blev sølv kroner, og senere pengesedler indført i de tre lande. Alle skandinaviske kroner blev anset lovligt betalingsmiddel og var frit udskiftelige kurs pari ved de respektive centralbanker, der var en del af SMU. Et vigtigt aspekt ved dette system var, at uanset hvem der holdt sølv kroner eller sedler var berettiget til at få dem ombyttet til guld i centralbanken.

Selvom SMU-systemet blev standardiseret og pengene i omløb blev indstillet til at have ensartet værdi blev det stadig decentraliseret. Dette betød, at der ikke var en centralbank i unionen der kontrollerede guldstrømmen. For eksempel, hvis Norge havde et handelsunderskud med et land uden for EU (dvs. værdien af dets import var højere end værdien af landets eksport), så betød det, at for at udligne denne forskel så måtte man betale i guld. Således ville guld flyde ud af Norge. Det er her, den unikke selvjusterende mekanisme ved guldstandarden kom i spil. Med guld strømmer ud af Norge, ville landets pengemængden (guld) reducere, hvilket fører til deflation, dvs. lavere priser. Med Norge nu at have lavere priser på sine varer (i form af guld), vil andre lande så være mere interesseret i at overtage norske varer, og dermed guld ville strømme tilbage til landet, re-hævde balancen mellem landets produktion og pengemængden .

Dette system fungerede så godt, at de tre centralbanker ikke engang gribe ind i de finansielle markeder (i modsætning til i dag) i næsten fire årtier, og udover viser sig at være yderst effektiv og let at vedligeholde, men også bidraget til at fremme handelen, og dermed velstand.

20 kroner guldmønter fostrede Danmarks velstand

Den Skandinaviske Møntunion var til stor gavn for alle dets medlemmer. Finansielle omkostninger var lavere som den nye standard og ensartet valuta vist sig at være mindre kompliceret end det tidligere system. Valutakurserne mellem disse tre lande var stabile, som direkte fordel købmænd og offentligheden på bekostning af den spekulant og, vigtigst, inflation i den tid af den SCU var næsten ikke-eksisterende. Faktisk 1873-1914 var den gennemsnitlige årlige inflation var 0,1%, mens den disponible realindkomst i samme tidsramme steget med næsten 100%!

Dette system leveres landet med 40 års stabilitet, velstand og fred. De 10 kroner guldmønter var på forkant med denne periode, så Danmark forvandle sig til en moderne industriel nation. Landets vækst i reallønnen under guldstandarden var blandt de højeste i verden. Sin landbrugssektor boomede, der udgør over halvdelen af amtets samlede eksport af 1914. Udenrigshandelen udvidet enormt blev Danmark nettoimportør af kapital – delvis tilskrives den stabile monetære system – dødeligheden faldt betydeligt, og de store sociale reformer blev gennemført. I betragtning af alle de ovennævnte, var dette en gylden æra i Danmark historie, en æra legemliggjort i de 20 kroner guldmønter.

Men gyldne epoker tendens til ikke at vare evigt. Mens WWI raser, Sveriges centralbank troede det ville være klogt at midlertidigt at suspendere den fri bevægelighed for guld og konvertibilitet af papirkroner til guldkroner. Norge og Danmarks centralbanker fulgte ikke længe efter trop. Forudsætningen for anvendelsen af denne ordning var en nedlukning. Det er ikke klart, om denne beslutning var en overreaktion på den del af de centrale bankfolk, der formentlig søgte at beskytte nationers guld mod virkningerne og resultaterne af krigen var ukendte. Men deres beslutning var det første søm, i en serie af mange, hvilket ville føre til at Unionens opløstes i 1924.

20 kroner guldmønten blev produceret af den danske Kongelige Mønt

Med specifikationen for guldstandarden gjort til lov i 1873, begyndte den Kongelige Danske Mønt at udstede 10 kroner guldmønter. Fra 1873 indtil 1900, blev der præget 1,7 millioner stykker, med af kong Christian IX. Fra 1908 til 1912, blev der udstedt yderligere 1.170.000 stykker af denne mønt med et portræt af Kong Frederik VIII. De sidste 20 kroner guldmønter, der afbildede Kong Christian X blev produceret i 1913-1916 og udgjorde i alt 3.670.000 styk. Men, 1,93 millioner af disse mønter som blev præget i 1915 og 1916 blev aldrig til rådighed for offentligheden på grund af den danske centralbanks belsutning om at suspendere konverteringen af pengesedler til guldmønter i 1914. Dette parti af mønter blev gemt i Nationalbankens bokse, og betragtes i dag som en del af landets guldreserver. I alt blev der møtet cirka 6.550.000 stykker af 20 kroner guldmønt under Danmark medlemskab af den skandinaviske møntunion.

Danske 20 kroner

20 kroner guldmønter – den skandinaviske guld standard 

Selv om det er nok er umuligt at skabe et fejlfrit monetært system, var den skandinaviske Valuta Union (SVU) dannet af Danmark og Sverige i 1873, og som Norge sluttede senere i 1875 var sandsynligvis tættest på perfekt monetære harmoni, der nogensinde var blevet undfanget mellem forskellige lande.

Op til 1873 forekom der en række grundlæggende ændringer i den globale økonomi; Sølv, som i århundreder havde været den vigtigste valuta for global handel, mistede gradvist sin status som penge til fordel for guld. Den latinske Monetære Union, der var baseret på guld blev etableret i 1865 mellem flere europæiske lande. Tyskland, som var en stor handelspartner for de nordiske lande, skiftede til guldstandarden i 1871 med indførelsen af det guld marken og England, som også var en vigtig handelspartner for både Danmark og Norge, havde vedtaget guldstandarden i begyndelsen af 1800’erne ved udstedelsen af guld sovereing. Selv USA var på en pseudo guldstandard fra begyndelsen af 1834. Årsagen til, at guld blev det foretrukne valutavalg, var på grund af det gule metals højere værdi-til-vægt-forhold, hvilket betød, at udgifterne til forsendelse og håndtering af guld var mindre end af sølv. Efterhånden som landene begyndte at udskifte deres valutareserver ved at sælge sølv og købe guld, betød det naturligvis, at sølv i forhold til guld var ved at blive mindre værd.

Det var på denne baggrund, at de tre nordiske lande, hvis monetære system var baseret på sølv, begyndte at overveje at skifte til guldstandarden. Desuden, var der den omstændighed, at de tre skandinaviske lande havde et andet optællingssystem, kombineret med forskellige størrelser af deres sølvmønters metalsammensætning gjorde sagen yderligere kompliceret. For eksempel brugte Sverige sølv rigsdaler, der var baseret på decimalsystemet, mens Danmark med rigsdaler og Norge med speciedaler baserede deres systemer på brøker. Disse forskelle skyldes ekstra vekselgebyrer og var en byrde for de handlende set i lyset den betydelige regionale handel, der blev gennemført mellem disse tre lande.

Danmark og Sverige besluttede i 1873 at oprette den første skandinaviske møntunion baseret på guldstandarden. Det nye system bestemte,  “krone” på dansk og “krona” på svensk (”crown” på engelsk) var at blive den nye regningsenhed, som var deleligt i 100 øre. Mønterne med pålydende værdi på 20 og 10 kroner blevet lavet af guld, og 1 kg guld var lig med 2.480 kroner. Med andre ord blev 1 guld krone sat til at være lig 0,403 gram guld. I forbindelse med krone guldmønter, blev sølv kroner, og senere pengesedler indført i de tre lande. Alle skandinaviske kroner blev anset lovligt betalingsmiddel og var frit udskiftelige kurs pari ved de respektive centralbanker, der var en del af SMU. Et vigtigt aspekt ved dette system var, at uanset hvem der holdt sølv kroner eller sedler var berettiget til at få dem ombyttet til guld i centralbanken.

Selvom SMU-systemet blev standardiseret og pengene i omløb blev indstillet til at have ensartet værdi blev det stadig decentraliseret. Dette betød, at der ikke var en centralbank i unionen der kontrollerede guldstrømmen. For eksempel, hvis Norge havde et handelsunderskud med et land uden for EU (dvs. værdien af dets import var højere end værdien af landets eksport), så betød det, at for at udligne denne forskel så måtte man betale i guld. Således ville guld flyde ud af Norge. Det er her, den unikke selvjusterende mekanisme ved guldstandarden kom i spil. Med guld strømmer ud af Norge, ville landets pengemængden (guld) reducere, hvilket fører til deflation, dvs. lavere priser. Med Norge nu at have lavere priser på sine varer (i form af guld), vil andre lande så være mere interesseret i at overtage norske varer, og dermed guld ville strømme tilbage til landet, re-hævde balancen mellem landets produktion og pengemængden .

Dette system fungerede så godt, at de tre centralbanker ikke engang gribe ind i de finansielle markeder (i modsætning til i dag) i næsten fire årtier, og udover viser sig at være yderst effektiv og let at vedligeholde, men også bidraget til at fremme handelen, og dermed velstand.

20 kroner guldmønter fostrede Danmarks velstand

Den Skandinaviske Møntunion var til stor gavn for alle dets medlemmer. Finansielle omkostninger var lavere som den nye standard og ensartet valuta vist sig at være mindre kompliceret end det tidligere system. Valutakurserne mellem disse tre lande var stabile, som direkte fordel købmænd og offentligheden på bekostning af den spekulant og, vigtigst, inflation i den tid af den SCU var næsten ikke-eksisterende. Faktisk 1873-1914 var den gennemsnitlige årlige inflation var 0,1%, mens den disponible realindkomst i samme tidsramme steget med næsten 100%!

Dette system leveres landet med 40 års stabilitet, velstand og fred. De 20 kroner guldmønter var på forkant med denne periode, så Danmark forvandle sig til en moderne industriel nation. Landets vækst i reallønnen under guldstandarden var blandt de højeste i verden. Sin landbrugssektor boomede, der udgør over halvdelen af amtets samlede eksport af 1914. Udenrigshandelen udvidet enormt blev Danmark nettoimportør af kapital – delvis tilskrives den stabile monetære system – dødeligheden faldt betydeligt, og de store sociale reformer blev gennemført. I betragtning af alle de ovennævnte, var dette en gylden æra i Danmark historie, en æra legemliggjort i de 20 kroner guldmønter.

Men gyldne epoker tendens til ikke at vare evigt. Mens WWI raser, Sveriges centralbank troede det ville være klogt at midlertidigt at suspendere den fri bevægelighed for guld og konvertibilitet af papirkroner til guldkroner. Norge og Danmarks centralbanker fulgte ikke længe efter trop. Forudsætningen for anvendelsen af denne ordning var en nedlukning. Det er ikke klart, om denne beslutning var en overreaktion på den del af de centrale bankfolk, der formentlig søgte at beskytte nationers guld mod virkningerne og resultaterne af krigen var ukendte. Men deres beslutning var det første søm, i en serie af mange, hvilket ville føre til at Unionens opløstes i 1924.

20 kroner guldmønten blev produceret af den danske Kongelige Mønt

Med specifikationen for guldstandarden gjort til lov i 1873, begyndte Kongelige Danske Mønt at udstede 20 kroner guldmønter. Fra da indtil 1900, det præget 1,7 millioner stykker, der gennemførte den afbildning af kong Christian IX. Fra 1908 til 1912, er det udstedte yderligere 1.170.000 stykker af denne mønt, om end med et portræt af Kong Frederik VIII. De sidste 20 kroner guldmønter, der afbildet Kong Christian X blev frigivet 1913-1916 og udgjorde i alt 3.670.000 styk. Men, 1,93 millioner af disse mønter præget i 1915 og 1916 blev aldrig til rådighed for offentligheden på grund af afgørelsen fra den danske centralbank til at suspendere konverteringen af pengesedler i guldmønter i 1914. Denne batch af mønter blev gemt i hvælvinger centralbanken, og er i dag betragtes som en del af sine guldreserver. I alt mynte slog cirka 6.550.000 stykker af 20 kroner guldmønt under Danmark medlemskab af den skandinaviske møntunion.