20 Franc Belgisk Leopold II Guldmønt

Historie

Den belgiske guld franc og Kong Leopold II

Med Belgiens uafhængighed fra Holland i 1831, indførte det nye belgiske kongerige et år senere sit eget møntsystem, kaldet belgiske francs, som blev produceret lig de franske mønter for så vidt angår vægt og sammensætning. I begyndelsen var det dog kun sølv og bronze mønter som blev præget, men de belgiske guld francs blev efterfølgende indført i 1834, med afbildning af Belgiens første konge, Leopold I (far til Leopold II). Guld francs blev udstedt i 10, 20, 25 og 40 francs, med 20 guld franc mønt som den mest almindelige. Mønterne blev præget indtil kong Leopold I’s død i 1865.

Efter kongens død, indtog hans søn Leopold II tronen samme år og de nye franc mønter som bærer afbildning af Belgiens anden konge, blev udgivet to år senere i 1867. Kong Leopold II troede fuldt og fast på, at et land skulle have kolonier, og han søgte at etablere Belgien som en kolonimagt. Efter flere års mislykkede forsøg på at opnå støtte fra den belgiske regering til hans ambitioner, stiftede Leopold II i stedet et privat holdingselskab, der hyret den berømte afrikanske opdagelsesrejsende Henry Stanley, som i videnskabens navn, skulle udforske og etablere en koloni i det centrale Afrika. Henry Stanley gjorde netop dette, og udforskede dybt ind territorier i Congo og gjorde samtidig krav på de nyligt udforskede områder. Da afrikanske anliggender blev drøftet af de europæiske nationer og USA på Berlin-konferencen i 1884, lykkedes det Leopold gennem dygtige diplomatiske evner, at overbevise de udenlandske nationer om at anerkende hans retfulde krav til Congo.

I 1885 blev Fristaten Congo, et land 76 gange større end Belgien, skabt, med kong Leopold II som enehersker. Selvom den nystiftede koloni i begyndelsen var en enorm udgift for Leopolds holdingselskab, ville dette ændres i slutningen af det 19. århundrede med opfindelsen af cykel og bil gummidæk. Dette førte til en dramatisk stigning i efterspørgslen efter gummi, og Congo, som besad store mængder af denne naturressource, blev en massiv indtægtskilde for Leopolds virksomhed. Faktisk påstod nogle kilder, at Leopold II i slutningen af det 19. århundrede var den rigeste mand i Europa, et direkte resultat af gummihandlen fra Congo. Selvom fortjenesten fra denne lukrative handel tilhørte hans private holdingselskab, investerede Leopold en stor del af sin formue i arkitektoniske og offentlige projekter i Belgien. Han finansierede flere store projekter, de to mest berømte er triumfbuen i Bruxelles og hovedbanegården i Antwerpen, hvilket gav tilnavnet “Builder King”. Ved udgangen af hans regeringstid, blev Congo afstået til den belgiske regering, som fortsatte med at regere over områderne indtil 1960.

Selvom kong Leopold II først døde i 1909, blev de sidste 20 franc guldmønt med hans afbildning præget i 1882. En forklaring på dette kan være, at der var en tilstrømning af guldmønter fra Frankrig, hvilket blev anset for lige lovligt betalingsmiddel i landet som følge af Belgiens medlemskab af latinske Monetære Union. Derfor var der ikke behov for Belgien at opretholde prægning af sine egne guld mønter.

Den belgiske franc og den latinske Monetære Union

I 1865, Italien, Frankrig, Belgien og Schweiz grundlagde Europas første store møntunion under navnet “latinske Monetære Union”. Denne union var et forsøg på at samle respektive landes valuta til en enkelt ensartet møntfod. De stiftende medlemmer af unionen blev enige om en ensartet finhed og vægt deres mønter, som blev sat til at være lig den franske sølv og guld franc, og de blev enige om at udveksle hinandens guld og sølv mønter på lige fod, uanset om mønterne var udført i et andet design, afbildning eller navn. Forholdet mellem de to ædelmetaller blev ligeledes standardiseret, således at 4,5 gram sølv var lig med 0,290322 gram guld, hvilket blev et forhold på 15,5 til 1. Denne standardisering gjorde det lettere at handle mellem medlemslandene og blev anset som en tiltalende koncept, hvilket førte til, at andre europæiske tilsluttede sig unionen. Selvom unionen begik mange fejl, blandt andet ved at de enkelte regeringer udstedte for mange pengesedler i forhold til fastsatte faste antal sedler i forhold ædelmetalsmønter mønter, så var de alle resultatet af dårlig menneskelig bedømmelse og ikke et udtryk for en fiasko af ensartede ædelmetalmønter. Ikke desto mindre fortsatte unionen med at vokse indtil udbruddet af Første Verdenskrig, og endte formelt et årti senere i 1927.