Opret ny alarm

Den spændende historie om Danmarks guldreserve - 1. del

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder på 11.10.2023
Guldpris (XAU-DKK)
16583,90 DKK/oz
  
- 126,10 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
217,23 DKK/oz
  
- 4,12 DKK
Danmarks guldreserve i London

Som mange ved, har Danmark, eller mere præcist Nationalbank, som så mange andre centralbanker en hel del guld. Faktisk drejer det sig om 66,5 tons guld, der formelt er en del af Danmarks valutareserve. Værdien af alt dette guld er ikke mindre end 27,7 mia. kroner.

En del af Danmarks valutareserve

Danmarks guldreserve i London
Her blandt de mange barrer i Bank of Englands gulddepot i London ligger langt det meste af Danmarks 66,5 tons guld. Foto: Bank of England

Valutareserven er penge, som Nationalbanken har i beredskab for at kunne påvirke værdien af danske kroner over for andre valutaer, hvilket i praksis vil sige euro, som den danske krone er bundet til. Danmark har siden 1999 været med i et valutasamarbejde, kaldet ERM II, der binder den danske krone til euroen i forholdet 1 euro = 7,46038 danske kroner.

Men valutakurser er noget, der hele tiden rører på sig. Danmark har derfor indgået en aftale med Den Europæiske Centralbank om at indskrænke båndet, altså den udstrækning, som kurserne på de to valutaer kan bevæge sig i, fra oprindeligt +/- 15 % til nu +/- 2,25 %. Det vil sige, at 1 euro kan være mellem 7,29 og 7,63 danske kroner værd.

I praksis skal der langt mindre udsving til, for at Nationalbanken begynder at påvirke kursen. Så sælger Danmarks Nationalbank euro for at styrke kronen eller kroner for at svække kronen. Der er mange måder, man kan gøre dette på i praksis – f.eks. ved at udstede kroneobligationer eller købe sådanne obligationer tilbage.

Men det er kun formelt, at guldet indgår som en del af valutareserven. Nationalbanken har selv meddelt, at guldreserven ikke bliver handlet. Det er nemmere at påvirke kursen på danske kroner ved at udstede eller tilbagekøbe elektroniske værdipapirer, end ved at bakse rundt med tunge guldbarrer.

Man kan sige, at Nationalbankens guldreserve er Danmarks dyreste minde om gamle dage. Nationalbanken har sin guldreserve, fordi den er tvunget til det. Det står faktisk i loven. Mere om det senere, men først lidt baggrund.

Kronen var en guldmønt

I 1873-1875 indførte man i Danmark, Sverige og Norge kronen som ny valuta. I Danmark havde man tidligere haft rigsdaler som valuta. Samtidig med at man indfører kronen, indfører man også en guldfod. Dette kaldes for Den Skandinaviske Møntunion.

Guldfoden betød, at der var et fast forhold mellem kronen og guldet. 1 kg guld var lig med 2.480 kroner, hvilket svarer til, at 1 krone var lig 0,4 g guld. Der blev udstedt såkaldte hovedmønter med et pålydende på 10 eller 20 kroner og en vægt, der fulgte guldfoden. Det er de danske 10 og 20-kroner, som du kan købe hos Tavex i dag.

Det betød også, at enhver, der havde danske mønter (i sølv eller andet metal) eller sedler i hånden, kunne få dem byttet til guldmønter. Derfor stod der langt op i 1950’erne på danske pengesedler, at de i Nationalbanken kunne byttes til guld.

Femhundrede kroner kunne førhen indløses til guld
Billede af en 500-kroner seddel med teksten: “Nationalbankens sedler indløses med guld efter gældende lov”. Foto: Tavex

Hvorfor guld?

Hvorfor bandt man valutaen til guld?

Det er der mange grunde til. For det første herskede der den holdning, at penge var værdipapirer, det vil sige, at hvis Nationalbanken udstedte pengesedler, skulle der også være en værdi til at bakke sedlen op. Det svarer til, at når du tager et obligationslån i dit hus, er der sikkerhed i huset.

For det andet ønskede man at modvirke inflation. Penge har altid haft en tendens til at falde i værdi over tid, og ved at binde valutaen til noget, kunne man modvirke den tendens. Guld var et klart valg, eftersom det ikke kan fremstilles ad kunstig vej og har en internationalt anerkendt værdi. Guld har igennem flere årtusinder og i mange forskellige kulturer, ikke kun den vesteuropæiske, været anerkendt som en bærer af værdi.

For det tredje var der i 1800-tallet en international tendens, der betød, at man gik bort fra sølvbaserede valutaer som rigsdaler og over til guldbaserede. På denne måde kunne man endvidere binde valutaer til hinanden, så de små og svage kunne låne styrke af de stærkere, lige som kronen i dag låner styrke af euroen ved at være bundet til den

1. verdenskrig tog livet af guldfoden

Man kalder med et farverigt udtryk denne tid i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet for ”la belle époche”, den smukke tid. Industri og handel udviklede sig, dampmaskinen, jernbanen og elektriciteten revolutionerede økonomierne, og der skabtes formuer og velstand mange steder. Tænk på, hvor meget af det smukke København, der blev bygget i denne tid.

Det hele fik en brat ende med 1. verdenskrig. Millioner af mænd gik i døden i skyttegravene for nærmest ingenting. Krigen var ekstremt dyr, og staterne, herunder Danmark, forsøgte at slippe fra regningen vil at springe fra guldfoden. På den måde kunne staterne udstede lige så mange penge, som de havde brug for, og var ikke begrænsede af den mængde guld, som det enkelte land havde liggende i sin centralbank. I mange lande fulgtes krigen derfor af inflation.

Lille Amalienborg på Dag Hammarskjölds Allé i København, som Simonsen fik bygget
Byggematadoren og gullaschbaronen Harald Simonsen (1973-1949) kunne lide store huse. Her Lille Amalienborg på Dag Hammarskjölds Allé i København, som Simonsen fik bygget i 1917, på 1.839 kvm boligareal.

Andre mennesker havde mulighed for at tjene mange penge, da de krigsførende stater var villige til at betale mange penge for at få fat i varer, de havde brug for. I Danmark kaldte man dem for gullaschbaroner, fordi en del af dem tjente deres penge ved at sælge kød på dåse til soldaterne.

Krisen i 30’erne gør det endeligt forbi

New York Stock Exchange den 24. oktober 1929
Bekymrede aktieejere samler sig uden for New York Stock Exchange den 24. oktober 1929. Foto: Associated Press

Efter 1. verdenskrig genindførte man guldfoden i Storbritannien, som Danmark gerne ville følge af hensyn til den store eksport af bacon og smør. Landbruget og partiet Venstre markedsførte sloganet om ”den ærlige krone”, altså en krone, der bundet til guld.

Krakket på New York Stock Exchange i Wall Street i oktober 1929 indvarslede 30’ernes økonomiske krise, og en banal krise for pundet som følge af et flådemytteri i Skotland førte til, at briterne ”gik fra guldet”, altså forlod guldfoden, i september 1931. Der gik få timer, hvilket var meget kort tid inden computeren, og så havde Danmark gjort det samme.

Vigtigt med adgang til guld

Selvom Danmark havde forladt guldet, var tanken om en guldmøntfod ikke død. Derfor står der i Lov om Danmarks Nationalbank fra 1936, at Danmarks Nationalbank til enhver tid skal have en guldreserve, der svarer til 25 % af værdien af samtlige udstedte pengesedler. Der står også, at denne reserve skal opbevares i Danmark.

Lovens fædre og mødre vidste nemlig, at en stor fordel ved at besidde fysisk guld er, at man har direkte adgang til det. Det er noget, som vi den dag i dag bruger hos Tavex som argument for at købe fysisk guld: Det er dig, der har adgang til din formue. Du har fuld kontrol. Du skal ikke være forhindret i et få fat i dine penge, som du er, hvis din forvalter går konkurs, og du ikke kan få fat i dine aktier. Eller netbanken bryder ned. Eller man indfører begrænsninger i adgangen til at hæve penge, som man f.eks. gjorde på Cypern efter finanskrisen 2008.

Desværre for dem, der havde håbet på, at Danmark ville genindføre guldfoden (men egentlig for os alle), kom der som bekendt endnu en krig i vejen. Det var 2. verdenskrig, der startede i september 1939.

Bramsnæs og Stauning redder guldet

Bog omkring hvordan redde det danske guld i 1939
Forfatteren Henrik Denta udgav i 2015 bogen ”Guld og bedrag” om, hvordan regeringen redde det danske guld i 1939.

Allerede inden da havde den danske regering, hvor statsministeren var socialdemokraten Thorvald Stauning (1873-1942), og direktøren for Danmarks Nationalbank, C. V. Bramsnæs (1879-1965), set hvordan vinden blæste. Bramsnæs var tidligere finansminister og selv en førende socialdemokrat.

Da Østrig i marts 1938 blev indlemmet i Tyskland ved det såkaldte Anschluss (som egentlig var forbudt ifølge fredsaftalerne efter 1. verdenskrig), lukkede tyskerne den østrigske nationalbank og overførte dens guld til Deutsche Reichsbank i Berlin. Her var for øvrigt Hjalmar Schacht (1877-1970) direktør. Han havde en dansk mor, og var født i Tinglev i Sønderjylland, der dengang hørte til Tyskland.

I strid med reglerne om import og eksport besluttede regeringen og Bramsnæs at flytte det danske guld til Sveriges Riksbank i Stockholm og Norges Bank i Oslo. Fra Norges Bank blev guldet sendt videre til England og især til USA.

 

84 dispensationer siden 1939

Dermed brød man også Lov om Danmarks Nationalbank, men heldigvis havde den en kattelem.

For hvis man kunne få Nationalbankens repræsentantskab til at godkende en dispensation, ville det være ok at have guldet anbragt uden for Danmarks grænser, hvor Nationalbanken altså ikke havde direkte rådighed over guldet. Så det godkendte repræsentantskabet i 1939, og hvert år siden da, nu i alt 84 gange, har man lavet det lille krumspring en gang om året for at opfylde lovens ord.

Det var formodentlig et held, at regeringen sendte det danske guld ud af landet, da tyskerne sagtens kunne have beslaglagt det danske guld, hvis det havde befundet sig i landet.

I stedet blev Danmark ”kun” pålagt at betale for omkostningerne ved tyskernes besættelse af landet efter den 9. april 1940. Det skete ved hjælp af en såkaldt clearingkonto i Danmarks Nationalbank. Da besættelsen var slut i maj 1945, var der et underskud på 7,7 milliarder kroner på clearingkontoen. Til sammenligning var hele Danmarks BNP i 1939, det sidste år inden krigen, på 8,1 milliarder kroner og statsbudgettet på beskedne 527 millioner kroner. Det var dengang.

Bunker ved Søndervig
Danske entreprenører og vognmænd og andre hjalp leverede flittigt til opførelsen af tyskernes Atlantvold, her bunkere ved Søndervig. De blev betalt via en konto i Nationalbanken. Foto: Rüdiger Wölk/Wikipedia Commons

Danmark uden en guldfod

At Danmark ikke længere havde en guldfod, gjorde det faktisk muligt at finansiere den tyske besættelse. Det havde været særdeles vanskeligt at sende ekstra 7,7 milliarder kroner ud i omløb i den danske økonomi, hvis en stor del af disse penge skulle dækkes ind i guld.

Og alt dette har faktisk indvirkninger på vores liv den dag i dag. For at få styr på pengemængden i Danmark, og for at få ram på dem, der havde tjent for meget (hvad det var, er et godt spørgsmål) på den tyske besættelse, de såkaldte værnemagere, gennemførte man en pengeombytning. Den betød, at alle danske sedler udstedt før den 23. juli 1945 blev ugyldige.

Alle sedler siden 1945 er gyldige

Alle sedler, der er udstedt derefter, kan du stadig bruge som lovligt betalingsmiddel – eller i hvert fald få dem byttet i en bank. Hvis du altså kan finde en, der tager imod kontanter. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan Nationalbanken ekspeditionskasse kontaktes på mail kf@nationalbanken.dk. eller på telefon 3363 7069 i telefontiden, som er hverdage kl. 10.00 – 15.00.

Efter krigen blev guldet i USA, indtil Danmarks Nationalbank i 1987 begyndte at låne guldet ud på det internationale guldmarked i London, hvorefter langt de fleste barrer blev flyttet til Bank of England.

I næste afsnit skal vi se, hvordan det går med Danmarks guldreserve i dag.

Guldpris (XAU-DKK)
16583,90 DKK/oz
  
- 126,10 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
217,23 DKK/oz
  
- 4,12 DKK

Du vil måske også gerne læse