Den spændende historie om Danmarks guldreserve - 2. del

Fra 2. verdenskrig og til i dag

I første del af denne historie fortalte jeg om, hvordan guldet bliver grundlaget for Danmarks valuta og pengevæsen med den skandinaviske møntunion fra midten af 1870’erne. Det er det, der kaldes guldfod. Du kunne også læse om, hvorfor 1. verdenskrig bliver afgørende frem til, at guldfoden endelig afskaffes i Danmark i 1931.

Jeg fortalte også om, at guld formelt stadig spiller en rolle, eftersom man dengang man vedtog lov om Danmarks Nationalbank i 1936 troede, at man skulle tilbage til en guldfod – og at man derfor hvert år er nødt til at bevilge sig selv en undtagelse fra lovens krav om opbevaring af guld i København.

Jeg fortalte også den dramatiske historie, hvor regeringen i 1939 sørger for at få det danske guld væk fra Danmark, fordi man frygtede en tysk besættelse.

Så kommer 2. verdenskrig, hvorefter man tager guldet hjem, og så er der stort set stille om Danmarks 66,5 tons guldreserve, bortset fra at man flytter det rundt mellem USA og England. Eller hvad?

Det er sandt, at guldet spillede en mindre rolle i pengepolitikken og i det praktiske arbejde i Danmarks Nationalbank efter anden verdenskrig, men helt stille blev der ikke om guldet.

Tandguld fra Nationalbanken

Vidste du f.eks., at danske tandlæger i perioden 1937-1946 kunne få leveret guld fra Danmarks Nationalbanks guldreserve til patienters tandfyldninger? Det skyldes, at tandguld var underlagt de importrestriktioner, som bredte sig i den internationale handel i kølvandet på den økonomiske krise i 30’erne, så det var svært at skaffe på anden vis.

Der var også andre lettere bizarre historier.

I 1942 flyttede Hitlers rigsbefuldmægtigede i Danmark, topnazisten Werner Best, ind i Villa Rydhave på Strandvejen nord for København, som Det Tyske Rige ærligt og redeligt havde købt af den tidligere ejer.

I maj 1945 havde Tyskland kapituleret, og dr. Best var historie i Danmark, så Rydhave blev overtaget af lederen af den britiske militærmission i Danmark, viceadmiral Reginald Vesey Holt. Han fandt sørme to guldbarrer i Bests efterladenskaber, som blev overdraget til kommissarius for konfiskation af tysk og japansk ejendom, der solgte barrerne til Nationalbanken. I dag er Villa Rydhave bolig for USA’s ambassadør i Danmark.

Bretton Woods giver rolle til guldet efter 1944

Men i mange år efter 2. verdenskrig spillede guldet faktisk en rolle for Danmarks økonomiske politik og position i verden. Guldet, eller rettere dollarens funktion som ”verdensvaluta” og dens binding til guldet var grundsten i den model for økonomisk samarbejde, som var blevet fastlagt i Bretton Woods i USA i 1944. Og da Danmark skulle være med i det system i 1947, indbetalte vi omkring 5 tons guld til IMF, der på dansk hedder Den Internationale Valutafond. Det blev fuldt af yderligere indbetalinger til IMF i 1949, 1959, 1966 og 1970.

I 1950’erne købte Danmark en del guld hos USA’s finansministerium, mens vi i 1969 solgte godt 22 tons for at øge de likvide reserver i forbindelse med en international valutakrise.

Der var også andre typer transaktioner med IMF. Eksempelvis indbetalte Nationalbanken guld til IMF i 1971 i forbindelse med tilbagebetaling af et tidligere dansk træk på fonden, og IMF solgte guld til Danmark mod kroner i 1965 og 1968 i tilknytning til andre landes træk på IMF.

Nixon ”går fra guldet” i 1971

Bretton Woods-systemet og dollarens tilknytning til guldet ophørte i 1971, da præsident Nixon ”gik fra guldet”, som man formulerede det. Nixon ophævede dollarens binding til guldet, da den amerikanske valuta var kommet under pres fra D-mark og yen, og Nixon ikke turde presse den hjemlige økonomi for at holde dollaren sammen med guldet.

Da guldets status som grundlag for systemet var ophævet med dollarens adskillelse fra guldet, begyndte IMF at sælge noget af sit guld tilbage til de stater, der have indbetalt det. Det skete væsentligt under markedsværdi, så Nationalbanken så en mulighed for at gøre en god forretning og købte ca. 6,9 tons guld hjem til Danmark mellem 1977 og 1979.

Europæisk valutasamarbejde med guld

Guld var oprindeligt blandt de valutaaktiver, der kunne bruges til at holde valutaerne stabile inden for det europæiske valutasamarbejde, kaldet ”valutaslangen”, som blev etableret i begyndelsen af 1970’erne. Danmark og de danske kroner var også med, men da afregningen skete til betydeligt under markedspris, ville medlemslandene ikke af deres guld. Derfor faldt guldet ud af valutaslangens værktøjskasse.

Da næste fase i det europæiske valutasamarbejde, EMS/ERM, kom til i 1979, skulle de deltagende landes centralbanker – herunder Nationalbanken – deponere 20 % af deres guldbeholdning og 20 % af deres dollarbeholdning i Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde (EFMS). De fik så en fordring i ecu på EFMS, som kunne anvendes til afregning af såkaldte interventionskreditter, som brugtes, når man skulle have styr på valutaerne. Gulddeponeringerne blev justeret hvert kvartal, så de løbende svarede til 20 % af guldbeholdningerne, men ejerskabet forblev hos centralbankerne.

EFMS blev i 1994 afløst af Det Europæiske Monetære Institut (EMI), og hvis Danmark i september 2000 havde stemt ja til euroen, så skulle 15 % af overførslen fra Danmarks Nationalbank have været i guld. Alle centralbanker, der siden da er gået med i eurosamarbejdet, har indbetalt 15 % af deres guldreserver.

Centralbanker – fra guldsælgere til købere

Vi er vant til, at centralbanker bare øger deres guldbeholdning, hvilket er med til at drive guldprisen op.

Sådan har ikke altid været. I slutningen af 1980’erne og i 1990’erne solgte en række centralbanker ud af deres guldbeholdninger, mens andre havde planer om det. Det pressede guldprisen og skabte usikkerhed på markedet. For at skabe gennemsigtighed og dæmpe usikkerheden indgik ECB og 14 andre europæiske centralbanker i 1999 en aftale om at koordinere deres planer om guldsalg. Nationalbanken deltog ikke i aftalen.

20 år efter, i 2019, er aftalen blevet ophævet, da centralbankerne, bortset fra bl.a. Danmarks Nationalbank, er gået fra et sælge til at købe guld.

Danmarks Nationalbank køber ikke guld, men på den anden sige sælger man heller ikke ud af sin beholdning. I et skrift fra bankens forskningsenhed skriver man: ”Nationalbanken har tidligere i forskellige studier belyst diversifikationsgevinsterne ved at have guld i sin valutareserve gennem en spredning af markedsrisikoen på porteføljen.” Man kalder guldreserven for en ”ren anlægsbeholdning” i valutareserven, som ikke forvaltes investeringsmæssigt aktivt, men som stort set holdes konstant i fysisk mængde.

Nationalbankens guldudlån 1987-2004

Som sagt, så opbevares det meste af Nationalbankens 66,5 tons guld hos Bank of England i London. Det har det gjort siden midten af firserne, hvor det blev overflyttet fra Federal Reserve Bank of New York. Det skyldes, at Nationalbanken øjnede en mulighed for at sikre det, som man normalt ikke kan få ved guld, nemlig et afkast uden at sælge. Årsagen var, at der i London var opstået et marked for udlån af guld.

På det internationale marked for guldudlån kan centralbanker udlåne guld i f.eks. 3 eller 6 måneder til kommercielle banker. De kommercielle banker videreudlåner guldet, f.eks. til mineselskaber, der ønsker at sikre sig mod fremtidige prisfald på guld, men jo givetvis også til andre investorer, der ønsker at shorte guld, altså spekulere i et prisfald.

Ved udlån af guld flyttes guldbarrerne ikke nødvendigvis fysisk (hvis låntageren ikke har haft behov for at sælge eller anvende de lånte guldbarrer). Det er heller ikke nødvendigvis de samme guldbarrer, som udlåneren får tilbage ved låneperiodens udløb, blot guldbarrer af samme type og kvalitet. Udlån af guld på standardvilkår kræver, at der er tale om guldbarrer af en standardiseret type (såkaldte ”London-leverbare” guldbarrer), og guldmønter kan ikke udlånes. Omkring 2004 besluttede Nationalbanken sig for at trække sig fra udlåningen af guld, da renteindtægten var faldet betydeligt, og siden da har det danske guld ikke været lånt ud.

Guldmønter fra Danmark, Norge og Vestindien

Beholdningen hjemme i Havnegade i København består af 1,8 tons guld. Heraf er der tre guldbarrer, inklusive den, der i perioden 2008-2020 var udstillet i bankens lokaler. Den resterende mængde udgøres hovedsagelig af gamle 10- og 20-kroneguldmønter produceret af Den Kgl. Mønt, mens der endnu var guldfod i Danmark, altså op til 1931. Der er også en hel del såkaldte vestindiske mønter i valutaen franc/vestindisk daler fra perioden 1904-1917, hvor Danmark havde ansvaret for at opretholde møntvæsenet på sine øer i Vestindien.

Nationalbankens datterselskab Den Kgl. Mønt solgte de danske mønter til markedspris via sin hjemmeside i en periode fra 2008. Når Den Kgl. Mønt købte guldmønter fra Nationalbankens valutareserve med henblik på salg, skete det i et antal med en samlet vægt svarende til en hel guldbarre. Nationalbanken købte så en ”erstatningsguldbarre” til valutareserven af nogenlunde samme vægt som mønterne til gulddepotet i Bank of England. Dermed kunne Nationalbanken holde guldreservens mængde konstant.

I 1997 købte Nationalbanken 1,6 tons danske 10- og 20-kronemønter i guld fra Norges Bank, der havde haft dem liggende fra Den Skandinaviske Møntunions dage, hvor hovedmønterne frit kunne bruges i alle tre skandinaviske lande. De blev betalt i form af guldbarrer, og i 2002 smeltede Nationalbanken mange af disse mønter og nogle ukurante barrer om til ”London-leverbare” guldbarrer, der kunne udlånes i London. På den måde gør Nationalbanken sit yderste for at holde guldreserven helt konstant.

Gennemsigtighed og afmystificering

Nationalbanken er slet ikke ligeglad med det postyr, der de seneste år har været i forbindelse med placering af guldreserver, også ude i verden.

Deutsche Bundesbank besluttede i 2013 – efter kritik fra visse forbundsdagsmedlemmer, som drog i tvivl, hvorvidt forbundsbankens guldreserve faktisk eksisterede, da den ikke var revideret – at 50 % af de tyske reserver skal opbevares i Tyskland. Holland, Polen og Østrig har også trukket noget af deres guld hjem.

I 2010 undersøgte Nationalbanken, om det kunne være ønskeligt at hente guldet hjem, men kom frem til, at det i forhold til sikkerhed og omsættelighed er bedre at lade guldreserven blive i Bank of England.

Nationalbanken modtager årligt opgørelser (revisorerklæringer eller depotopgørelser) fra Bank of England og Federal Reserve Bank of New York over det guld, som Nationalbanken har deponeret. Fra 2014 har man også foretaget egne inspektioner af beholdningerne, hvor udvalgte barrers registreringsnummer og renhed kontrolleres, ligesom de kontrolvejes og ultralydsscannes. På det allerseneste har Nationalbanken offentliggjort de reviderede lister over nummererede guldbarrer.

Hensigten er tydelig: Nationalbanken ønsker at afmystificere guldet og først og fremmest at undgå, at rygtedannelse, som man f.eks. har set i Tyskland, får mulighed for at ske. For det gule metal, der i årtusinder har været brugt til at opbevare rigdomme, har en stor dragende kraft og interesse i offentligheden.