Skuffende inflationstal tester centralbankerne

USA’s Bureau of Labor offentliggjorde torsdag de amerikanske inflationstal for september. Priserne steg med 8,2 % år-til-år. Det er lidt mindre end ved toppen på 9 % i juni, men tallet repræsenterer stadig en af de højeste inflationsrater, USA har set i 40 år.

Og hvad mere er, inflationen var højere, end hvad markedet forventede.

Hvornår knækker renten inflationen?

USA’s inflationstal fra i går rammer lige ned i de mest brændende økonomiske spørgsmål lige nu: Hvor meget skal verdens centralbanker hæve renten for at få styr på inflationen? Hvornår kommer det øjeblik, hvor balancen tipper, og vi alle sammen kan se, at inflationen er på vej nedad igen?

Det skete ikke i går.

Løfter vi perspektivet, handler dette om centralbankernes troværdighed.

Mange centralbanker verden over møder skarp kritik for at have ignoreret inflationsfaren alt for længe og fortsat med en alt for lempelig pengepolitik (med lave renter for at gavne finansmarkederne).

Komiske Powell

Vi husker alle sammen, hvordan USA’s centralbankchef Jerome Powell som en anden komiske Ali insisterede på, at inflationen sidste år var forbigående, ”transitory”. Den skyldtes problemer med at få økonomien i gang efter corona og et strandet skib i Suezkanalen og mangel på halvledere, og hvad man nu ellers fandt på. Indtil inflationen lige pludselig ikke var forbigående længere, og der måtte gribes hårdt ind.

Kritikken går på, at centralbankerne har sovet i timen, når det gælder at forvalte deres mandat om at holde en inflation omkring 2 %. Og det står jo helt klart, at det er tilfældet. De HAR sovet i timen. Kan man klandre dem for det? Ja, det kan man godt.

Hvem vil passe på økonomien?

Men spørgsmålet er, om det fører til noget. Har vi nogen bedre end centralbankerne til at passe på vores økonomi?

Centralbankernes helt centrale rolle i samfundsøkonomien kan vi føre tilbage til ”stagflationen” i 70’erne – sidste gang vi havde høj inflation. Problemet var bare, at der havde vi samtidigt en meget høj arbejdsløshed, selvom de to ting – høj arbejdsløshed og høj inflation – burde være modsætninger, hvis man analyserer økonomien i henhold til klassiske keynesianske principper.

Den gang styrede politikerne mange af de økonomiske spilleregler. Det betød f.eks., at man kunne spille sorteper om byrden ved inflation og stagnation ved bare at nedskrive sin valuta, hvilket gjorde det billigere at producere i det land, hvor valutaen blev nedskrevet. Mange ældre læsere husker Olof Palmes nedskrivning af den svenske krone med 25 % i 1982, efter at han havde vundet valget samme år. Den var en ren støtteforanstaltning til svensk eksportindustri.

Keynes savnede svar i 70’erne

Den klassiske keynesianismes manglende svar på tidens problemer betød en renæssance for de (i økonomisk sammenhæng) mere klassisk-liberale monetarister. Det betød dermed også en forskydning af fokus fra finanspolitik (regulering af økonomien ved at bruge flere eller færre penge i det offentlige) til pengepolitik (styring ved hjælp af valutaen, i praksis ved hjælp af renten).

Mange politikere var glade for, at de upolitiske centralbankchefer havde overtaget ansvaret for samfundsøkonomiens gaspedal. Det var rart at have lærde økonomer, der kunne tænke dybe tanker, og som ikke var underlagt vælgernes gunst eller mangel på samme, at kunne skyde skylden på.

Inflationen blev centralbankens hovedpine

Politikeren kunne sige: ”Ja, kære vælger, jeg ville gerne bruge flere penge på nye fortove eller krydsermissiler eller varm skolemad, men centralbanken siger, at det ville være dybt uansvarligt. Såeh….”

Derfor fik centralbankerne fra 90’erne også tillagt et ansvar for at styre inflationen i henhold til såkaldte inflationsmål. Og det var meget operativt, da der er en tæt sammenhæng mellem samfundets gaspedal (rente op eller rente ned) og inflationen.

Tåbeligheder og meningsløsheder

Problemerne kom efter, at centralbankerne efter først finanskrisen og siden covid-krisen følte sig tvunget til at føre en så ekstrem pengepolitik, at der intet stod om den slags i de økonomiske lærebøger.

Ingen havde nemlig kunne forestille sig sådanne tåbeligheder. Den ekstreme pengepolitik så vi udtrykt i grundlæggende meningsløsheder negative renter eller centralbanker, der trykker deres egne penge, som de bruger til stille og roligt at opkøbe aktier. Den logiske konsekvens af det første er, at penge ikke har nogen værdi, og af det sidste, at staten skal eje produktionsmidlerne i samfundet.

Disse afskyeligheder skyggede for inflationsproblemet. Og da inflationen ”aldrig” havde været noget problem, fik den i skyggen efter covidkrisen lov til at stige uhindret, uden at nogen turde gøre noget ved pengepolitikken. På finansmarkedet er ”aldrig” som bekendt lige så længe, som yngste arbitragehandler har siddet ved sin pult. Det vil sige maksimalt tre år.

Centralbankerne slipper ikke

Her står vi i dag. Verdens centralbankchefer, f.eks. Feds Jerome Powell eller Sveriges Riksbanks Stefan Ingves (der har siddet siden 2006, og som går af til nytår) ser temmelig forpjuskede ud.

Sagen er dog, at vi ikke har nogen, der er lempelig eller skikket til at overtage deres ansvar. Politikerne vil ikke have det – og vælgerne vil formentlig ikke tilbage til 70’erne – så centralbankerne ser ikke ud til at slippe for ansvaret lige med det samme.

Nu må vi se, om de kan få styr på inflationen, inden boligejerne skal betale 20 % i rente på et boliglån. Det var en almindelig rente, dengang inflationen for 40 år siden var lige så høj som i dag.