Ingen bedring i syne for svag svensk krone

Jeg bor i Skåne, og jeg ser jævnligt reportager om ”den stærke danske krone”. Sandheden er naturligvis, at den danske krone ikke er spor stærk, den ligger bare bundet til EUR, og det gør den svenske krone ikke. Derfor er det rimeligt at sige, at det er den svenske krone, der er svag; ikke at den danske krone er stærk. Og et eller andet sted er de alle papirpenge, som kun har værdi, fordi vi siger, at sådan er det bare.

63 øre for en krone

Lige nu koster en svensk krone 63 danske øre, og det er historisk lavt. Noget lignende har vi kun set i efterdønningerne af finanskrisen 2008, hvor den svenske krone også faldt i værdi. Dengang var svenskerne meget glad for det, for det hjalp med at holde hånden under den store svenske eksportindustri med alle de kendte navne som Volvo, Scania, Ericsson osv., så Sverige kom lettere gennem krisen.

Prisen i SEK på 1 EUR de sidste 23 år

Men nu er kursen igen meget lav, faktisk meget lav historisk set, uden samme panik i verdensøkonomien. Den danske krone og den svenske havde godt nok det samme udgangspunkt i guld- og kronereformen i 1873-1874, men gradvist som båndene i kronesamarbejdet slappedes blev den svenske krone mere værd, og det var den det meste af 1900-tallet.

Devalueringsræset

I 1971 kostede en svensk krone 0,81 CHF – i dag koster den 0,083 CHF. Men samme år var USD gået fra guldet, og så brød ræset mod bunden ud, og alle politikere i Europa og det meste af verden, herunder Danmark og Sverige, forsøgte at devaluere sig ud af strukturproblemer i erhvervslivet ved at nedskrive sin valuta.

Mest kendt er den devaluering på 25 %, som Olof Palme gennemførte i 1982, da socialdemokraterne havde vundet valget. Samtidig indførte Poul Schlüter fastkurspolitikken i Danmark, sådan at DKK var bundet til europæiske valutaer.

Trods det var den svenske krone stadig ”konge af Norden”, da jeg solgte toldfri sprut til tørstige svenskere for det daværende statsrederiet Bornholmstrafikken i 1992. I min kasse var den administrativt fastsatte kurs 1,25 DKK for 1 SEK. Og det var en dårlig kurs for SEK. Det ved jeg, for en ellers stilig svensker i jakke og hvid skjorte flippede helt ud over den og forlangte at tale med hovmesteren.

Den svenske finanskrise 1992

Kort derefter startede et stormløb mod den svenske krone, som dengang var bundet til ECU (EUR), som kulminerede med at Riksbanken den 16. september satte rente op til 500 % for at redde SEK. Det lykkedes ikke, og den 19. november 1992 måtte Riksbanken lade den svenske flyde og bryde bindingen til ECU (EUR). Senere har svenskerne som nævnt lært at elske en flydende, altså faldende, svensk krone, fordi den redder Sveriges rumpe i krisetider.

Import af inflation

Problemet i dag for den svenske økonomi, og for Sveriges Riksbank, som sætter renten og har som mål at holde svensk inflation omkring 2 %, er, at man importerer inflation med en svag krone. Altså at prisstigninger, som i forvejen findes på verdensmarkedet, bliver endnu større, når de skal betales i svenske kroner.

Det tilsiger, at Riksbanken sætter renten op, gerne uventet store øgninger med korte mellemrum, da det kan bremse efterspørgslen og dermed inflationen. Men det virker kun begrænset, da den svage krone gør, at priserne stiger uanset hvad. Inflationen i Sverige i maj lå på 6,7 %, men over 8 %, hvis man renser for energipriser.

Boligmarked overbelånt

Dertil skal man lægge det svenske boligmarked, som har oplevet meget store prisstigninger stort set lige siden finanskrisen. Det har ført til en meget kraftig belåning – dels de til private i form af boliglån, som i Sverige er banklån ofte med meget kort bindingstid, men nok især til de store svenske og internationale ejendomsselskaber, som er kraftigt belånt, og som har solgt porteføljer til hinanden til stigende værdier og med deraf stigende belåning. Lyder det bekendt? Ja, det lyder vel cirka som manuskriptet til den danske bankkrise 2008-2010 fra Roskilde Bank over Eik Bank til Amagerbanken og Finansiel Stabilitet – og med Danske Bank, der blev reddet af politikerne.

Riksbankens dilemma

Riksbanken kan derfor ikke sætte renten meget op, uden at man risikerer et sammenbrud på en anden front i den svenske økonomi. Det er som et valg mellem pest og kolera. Derfor satte Riksbanken renten op den 29. juni, men kun med 0,25 % til 3,75 % som et spagfærdigt ekko af ECB’s beslutning den 15. juni.

Det er formentlig ikke nok til at stoppe den kapitalflugt fra SEK til andre valutaer, som udfolder sig, så det ser ud til, at SEK bliver yderligere svækket. Noget, der taler for en yderligere svækkelse af den svenske krone, er, at både ECB’s Lagarde og Feds Powell har bebudet yderligere rentestigninger i juli. Lagarde har endda sagt, at inflationen skal bekæmpes uanset midlerne.

Læs mere om den svage svenske krone hos Berlingskes dygtige økonomiredaktør Ulrik Harald Bie.