Opret ny alarm

Guld, lighed og broderskab

Offentliggjort af Tavex A/S i kategori Nyheder på 24.04.2017
Guldpris (XAU-DKK)
16 250,80 DKK/oz
  
+ 100,30 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
191,89 DKK/oz
  
+ 2,42 DKK

Guldet står i skyggen af det franske præsidentvalg lige nu (mandag den 24. april). Resultatet er som mainstreammedierne, aktieindustrien og pengemarkederne håbede på, nemlig at afgørelsen skal falde mellem Marine Le Pen (21,4% af stemmerne) og Emmanuel Macron (23,9% af stemmerne) i anden valgrunde.

Dermed undgik vi alle det såkaldte “mareridtsscenarie” med to euro- og EU-modstandere i anden valgrunde, Le Pen og venstresocialisten Jean-Luc Mélenchon, som faktisk fik over 19% i første runde.

Undgik Frexit

Med et sådant valg havde Frankrig været på vej mod en Fraxit eller Frexit, et udtryk, som har fundet vej til den politiske reportage i løbet af de sidste par uger.

Og en ting er, at Storbritannien forlader EU – briterne kom først med (sammen med Danmark) i 1973 og havde det meste af tiden diverse undtagelser – men hvis Frankrig havde fulgt efter, taber EU-projektet sin raison d’être, sin oprindelige eksistensberettigelse: EU var grundlæggende et projekt, der handler om, hvordan de to stridende stormagter i Vesteuropa, Tyskland og Frankrig, kan bilægge deres stridigheder og skabe økonomisk fremgang i stedet for militær konfrontation. Et sammenbrud her havde været al den politiske usikkerhed, som guldprisen kunne drømme om i meget lang tid.

Ventet sejr til Macron

Nå, men hele mainstreamanalysen bygger på, at tilstrækkelig mange franskmænd hellere vil brække deres højre arm end stemme på Marine Le Pen, og at anden runde den 7. maj derfor bliver en gentagelse af valget i 2002, hvor den siddende præsident Jacques Chirac gik op mod Marines far Jean-Marie Le Pen og vandt en jordskredssejr på 82-18 med flertal i alle Frankrigs knap 100 departementer.

Jordskredet bliver næppe så stort for Macron som for Chirac, men at den unge Macron, som har været både minister, højtstående embedsmand og ansat i investment banking, men stadig mener, at han ikke er en del af “systemet”, vil vinde, kan der ikke være megen tvivl om.

I løbet af den forgangne uge steg sandsynligheden for denne udgang af runde 1 i det franske valg. Det bidrog til at skære toppen af guldprisen, som ellers var på vej over 1300 USD/ounce i begyndelsen af ugen.

Kina lægger pres på Nordkorea

En anden årsag til den vigende guldpris er, at Kina ser ud til at have ændret på sin kurs og har lagt betydelig mere pres på sin irriterende allierede Nordkorea for at få det mere og mere desperate regime i Pyongyang til at holde igen med sine provokationer.

Trods presset består uroen, selvom den holdes i ave af, at nordkoreanerne tilsyneladende har problemer med deres raketter – og derfor ikke er helt den trussel mod USA, som de påstår at være. Nu, hvor problemet i Frankrig er “løst”, er det måske alligevel her vi skal kigge, for at finde den uro, som kan føde guldprisen?

Guldet i uge 16 kort: Ugen startede mandag den 17. april med en notering på 1285 USD/ounce efter at prisen den foregående uge havde ligger stabilt ca. 2 USD højere. Tirsdag steg prisen noget til 1289 USD/ounce, men begge dage flirtede guldet med 1300 USD/ounce. Det var slut onsdag, hvor prisen dykkede til 1278 USD/ounce for at stig til 1284 USD/ounce fredag. Weekenden – mere præcis 1. runde i det franske præsidentvalg – skar 1% af guldets værdi, og prisen startede den ny uge på 1275 USD/ounce.

Guldpris (XAU-DKK)
16 250,80 DKK/oz
  
+ 100,30 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
191,89 DKK/oz
  
+ 2,42 DKK

Du vil måske også gerne læse