Kommer krigen? Duer NATO?

”Hvem er du, hvis krigen kommer?”

Sådan spurgte Sveriges minister for civilt beredskab Carl-Oskar Bohlin på en konference i januar i år. Budskabet i talen lød: ”Der kan blive krig i Sverige.”

Det gav genlyd i internationale medier. For det var første gang en minister havde advaret sin befolkning så direkte om den sikkerhedspolitiske situation efter Ruslands angreb på Ukraine i 2022.

Bohlins løsning er, at vi alle har pligt til at træde til for fædrelandets forsvar. Og han var meget konkret. Han forklarede, at det spørgsmål, han ofte får, er: ”Hvad kan jeg dog gøre?” Og Bohlin svarede selv på dette spørgsmål med en række eksempler, herunder:

Sæt i værk!

”Er du borgmester? Fint, er krigsorganisation, tryghedspunkter, plan for nødvandforsyning, redundant fødevareforsyning, varme og el sikret for plejehjem og lignende? Har I en fungerende frivillig ressourcegruppe? Hvis ikke, så: Sæt i værk!”

Sådan plejer vi ikke at tale til befolkningen i Danmark. Men svenskerne mener det. I 2018 udsendte man i Sverige en lille bog til alle husstande – ”Hvis krigen kommer” – med råd til, hvad man kan gøre for at forberede sig på krig.

Det har vi ikke gjort i Danmark siden 1962, da Viggo Kampmann var statsminister.

Kommer krigen?

Men kommer krigen så?

Tja, den er i hvert fald kommet meget tættere på med Ruslands storskalainvasion af Ukraine i 2022. Og Putin har flere gange talt om muligheden for et begrænset atomangreb. Denne mulighed gentages jævnligt af statskontrollerede medier i Rusland. Men vi skal huske på, at en krig kan vindes ved at skræmme sin modstander langt inden det første skud affyres. Informationskrigen er nok den mest effektive, man kan føre.

Der spekuleres både i vest og øst på, om Putin vil teste sammenholdet i NATO. NATO-traktatens paragraf 5 siger, at et angreb på et medlem er et angreb på hele alliancen.

Baltikum, Moldova eller Bornholm?

Kunne Putin tænkte sig et hurtigt angreb mod f.eks. NATO-landet Litauen for at sikre forbindelsen mellem Rusland og dets enklave Kaliningrad ved Østersøens kyst? Eller vil Putin kaste sig over det neutrale Moldova som ligger mellem NATO-landet Rumænien på den ene side og Ukraine samt det de facto-russiskkontrollerede Transdnistrien på den anden side. Militærhistorikeren og fhv. brigadegeneral Michael Clemmesen har længe advaret for det han kalder for en russisk ”kup-invasion” af Bornholm med henblik på at afskære de baltiske lande fra resten af NATO.

I realiteten ved vi ikke, hvilke planer Putin har. Men vi kan konstatere, at han mener, at den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede var Sovjets sammenbrud. Og at han ikke har noget imod at bruge enorme summer og ofre 100.000-vis af russiske mænds liv på at forsøge at genvinde kontrollen over noget af det tabte.

Men hvad er der i øvrigt sket med vores sikkerhedssituation?

Bedre sikkerhed

Jo, den er paradoksalt nok på mange måder blevet meget bedre.

NATO var efter 1990 i tvivl om både sine muligheder og sin mission.

For det første mulighederne: Europæiske politikere mente, at de nu havde ret til at indkassere en såkaldt ”fredsdividende”. Det vil sige, at de mange penge, som man tidligere havde brugt på forsvar, kunne man nu bruge på skoler og hospitaler. Det gjaldt også i Danmark, selvom vi aldrig havde brugt særlig meget på forsvar.

Så var der NATO’s mission: Skulle man være verdens linjedommer i USA’s og frihedens (eller noget andets) tjeneste, eller skulle man koncentrere sig om at forsvare fædrelandet?

Mange i Vesteuropa mente længe det første, mens de østeuropæiske lande, som var blevet medlemmer af NATO fra 1999, mest mente det sidste. De ville, som alle i NATO, gerne please USA, som jo betaler gildet. Men østeuropæerne kunne sagtens huske, hvordan det var at været besat af Sovjet. Tiden har givet dem helt ret.

Oprustning, men batter det?

Krigen i Ukraine har betydet, at mange lande i Vesteuropa for første gang lever op til løftet om at bruge 2 % af sit BNP på forsvaret. Danmark var helt nede på 1,3 %, men når 2 % i år.

Men Forsvaret er en supertanker, så den kurs, der har været lagt i mange år, er svær at vende. Observatører som ovennævnte Michael Clemmesen mener, at man har bureaukratiseret Forsvaret så meget, og glemt at vedligeholde de praktiske og teoretiske soldaterkundskaber, at det stort set er umuligt at vende skuden.

Soldaterne, som ofte er glade for traditioner, fik kun med nød og næppe lov til at blive ved med at kalde den øverste officer for forsvarschef. Og det handler kun om form, for i indhold er han siden mange år kun en styrelseschef, da bureaukrater og departement for længst har vundet slaget mod soldater og forsvarsstab.

Selvom vi tilbage i marts 2022 fik et nationalt kompromis om det danske forsvar som grundlag for den største oprustning siden 2. verdenskrig, siger de ansatte i Forsvaret, at de ikke har set skyggen af de mange milliarder endnu. Derimod kan de godt se skimmelsvamp og dårlige kloakker på kasernerne, og at der ikke er ammunition til at uddanne værnepligtige. Regeringen og dens venner siger, at man har sat retningen, så kommer udmøntningen af alle de mange initiativer pø om pø. Så vi må være tålmodige.

Sverige og Finland med

Så er der situationen i vores nærområde. Her er de gode nyheder, at Sverige og Finland er blevet medlemmer af NATO.

Det er fantastisk, fordi det bliver meget lettere rent praktisk at forsvare store områder, uden at man skal tænke på grænser og alliancer, nu hvor hele Norden er samlet i NATO.

Og rent ressourcemæssigt er det også en fordel. Sverige var lige så langt nede med sit forsvar som Danmark, men opdagede i 2013 at det ikke havde noget forsvar, da russiske fly simulerede et angreb på Stockholm. Siden da har svenskerne oprustet, så de i år også bruger 2 % på forsvar. Og de har netop sagt, at de vil øge bevillingen med yderligere 50 mia. SEK.

Finland har altid brugt mange penge på sit forsvar og har en meget stor beredskabsstyrke. Finnerne har netop oprustet de 1.300 km hegn, der er på grænsen til Rusland. Sådan er det at bo ved siden af den russiske bjørn.

Og tænk hvilke signaler disse nye NATO-lande sender: Sverige nåede at være neutralt i 209 år, inden det gik med i NATO. Finland var to gange var ved at blive besat af Rusland i Sovjets forklædning, og fra 1809 til 1917 var det en del af det russiske kejserrige. Og nu vælger de NATO.

Når vi taler om at bo ved siden af bjørnen, så har Estland øget sine forsvarsudgifter til 3,5 % af BNP, og mange vil øge dem til 5%. Letland brugte 2,25% af BNP på forsvar i 2023, mens Litauen har besluttet at øge sine forsvarsudgifter til 3,5% af BNP fra 2025. Baltikum er det svage led i NATO’s nordlige flanke, som er blevet gevaldigt styrket ved Sveriges og Finlands medlemskab. Danmark har – med pauser, fordi vi mangler både mandskab og materiel – tropper stationeret i Estland og Letland og deltager i bevogtningen af Baltikums luftrum fra baser i Estland og Litauen.

Kan vi stole på NATO?

Det er sandt, at der i NATO har været forskellige holdninger til, hvordan man skulle støtte Ukraine. Til at begynde med ville man kun sende hjelme, men nu sender man jagerfly og raketsystemer.

Ungarns leder Victor Orban har været imod at støtte Ukraine, da han mener, at Ukraine og Rusland skal forhandle. Tyskland var også imod til at begynde med, men har langsomt ændret position, herunder opgivet energiforsyningen fra russisk gas.

I Slovakiet vandt den Ukraine-kritiske venstrepopulist Robert Fico valget i efteråret 2023. Men hans parti fik altså kun 23 % af stemmerne.

Trump og NATO: tidens gåde

Der kan skrives bøger om USA’s tidligere præsident Trumps syn på NATO. Dog ikke af Trump selv, for han har for vane at nøje sig med korte, kække formuleringer, lige som han har gjort hele sit liv i erhvervslivet og i showbiz. I sin første præsidentperiode fra 2017 til 2021 blev Trump kritiseret for at underminere NATO’s paragraf 5 ved at sige, at USA ikke vil forsvare lande, der ikke betaler deres rimelige andel af forsvarsudgifterne.

Nu, hvor han ser ud til at blive republikanernes kandidat ved præsidentvalget i november og står lige med præsident Biden i opinionsmålingerne, har Trump fortsat sin retorik. Men han påstår, at det kun er forhandlingsstrategi for at få europæerne til at betale mere for deres forsvar. Og den må man give ham, at det er lykkedes.

Så lad os håbe, at faktisk er en forhandling, der handler om at få os til at tage vores del. Det er vel ok, selvom det næppe er klogt at underminere NATO-pagtens paragraf 5. Ord betyder noget i politik og diplomati.

Hvad kan DU gøre?

Men tilbage til vores situation. For selvom de færreste venter en krig eller dyb krise i Danmark lige nu, så bliver vi mindet om, at vi kun har normaliteten til låns. Passer vi ikke på den, kan den tages fra os.

Og hvad kan vi så gøre for at sikre os?

At preppe er blevet et nyt ord på dansk, der for mange peger i retning af foliehat eller det, der er værre. Men lad os kalde det noget andet. Vi kan nøjes med at sige, at vi er forberedte, og det har aldrig skadet nogen.

Mad, vand, medicin

Du kan sørge for, at du har mad og vand til et par ugers tid. Derhjemme har jeg et spisekammer til konserves og en jordkælder i haven, hvor jeg kan opbevare grøntsager over vinteren. Hvis du tager medicin, så skal du have en vis beholdning af dette også.

Jeg har gaskomfur med reserveflaske, så jeg er uafhængig af elforsyningen. Jeg har min egen brønd med elpumpe til almindelig brug og håndpumpe til kriser. I øvrigt kan drikkevand fryses ned og bruges som køleelement til at holde fryseren kold ved længere strømafbrydelser.

Husk også at have vand til lidt truckervask og til at skylle ud i toilettet. Det sidste behøver ikke at være helt rent 😊

Varme, kommunikation

Det er vigtigt at kunne holde varmen, så jeg har en brændeovn med konvektion og fedtsten, der kan varme hele huset op. Den bruger jeg i øvrigt altid som primær varmekilde. Hvert år kløver jeg 50 rummeter brænde til eget forbrug lidt salg – og for at holde den gamle krop i gang.

Vi skal helst også kunne kommunikere.

Jeg, der bor på landet, har en gammel dieseldreven traktor, så jeg kan komme rundt i beskeden fart. Vi har desværre stadig to dieselbiler her hos os, men har talt meget om at skifte til elbil. Min hustru og jeg kommer nok aldrig til at have to elbiler. En batteriradio med friske batterier er en god og billig løsning for at få information fra omverdenen.

De, der kan, bør forberede sig

Og så er det vigtigt at have kontanter, ikke kort eller Mobilepay, hvis du skal være sikker på at kunne proviantere, når du er kommet ud i samme omverden. Hvis du vil bevare kontrollen med dine midler – men det er ikke et must i den akutte situation – så er det enten kontanter eller guld, der er sagen. Surprise!

Nå, det var ikke så lidt, synes du.

Men – det handler ikke om at sætte flueben i alle felterne. Det vigtige er, at vi, der kan selv, også gør noget, om det så er mere eller mindre. Evne giver pligt! For bliver det alvor, så er der bedre ressourcer fra samfundet til dem, der ikke kan selv. Lidt selvhjulpenhed er en stor hjælp på det rigtige tidspunkt.