Guldet skinner efter en varm sommer

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder, Markedsanalyser på 25.08.2026
Guldpris (XAU-DKK)
27423,10 DKK/oz
  
- 235,60 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
399,29 DKK/oz
  
- 7,96 DKK

Denne artikel er et udklip fra denne måneds nyhedsbrev. Abonner på vores nyhedsbrev her

Dejligt at være tilbage på pinden: Jeg håber, at I alle sammen har formået at nyde sommeren, der heldigvis ikke er helt færdig med at give endnu. Men over til det, der uanset vores sikkert mange forskelligheder binder os sammen: guld og sølv.

Trods gode priser: Presset af obligationer

Trods en stigning i den sidste tid, og et løft sent i går den 19. august, hvor Fed begyndte at tilbagekøbe sine egne lange obligationer, er guldprisen stadig presset især af høje renter (afkast) på amerikanske lange statsobligationer, hvor den 30-årige statsobligation nåede over 5,33 %, den højeste rente siden finanskrisen, mens den 10-årige statsobligation nåede over 4,72 %, det højeste i 12 måneder.

Der er grund til at fokusere på de lange amerikanske obligationer, fordi de har de karakteristika som også guld har som investeringsgode: De er sikre, de er lette at omsætte, de har små omkostninger og så har de – desværre for guldet – endnu en fordel: Man indkasserer løbende rente, hvis man ejer dem, og lige nu er den rente høj, hvilket giver en klar fordel til de lange obligationer frem for guldet.

Krise i fiatøkonomien

Den høje rente på de lange amerikanske obligationer er i sig selv en refleksion af en krise i fiatpengeøkonomien og en direkte trussel mod den dollarbaserede økonomi. For hvis dollar-fiatøkonomien begynder at udvise endnu flere sprækker i fundamentet, vil det få renterne til at stige endnu mere.

Dertil skal man lægge, at de fleste nøgletal i USA lige nu peger nedad. Blandt andet faldt påbegyndte boligbyggerier med 12,4 % i juli til 1,239 mio. på årsbasis (mod 1,415 mio. i juni), industriproduktionen i juli steg med 0,2 % mod en forventet stigning på 0,3 %, kerneinflationen lå på 2,5 %, detailsalget faldt med 0,6 %, mens ”nonfarm payrolls”, altså hvor mange job der blev skabt uden for det sæsonprægede landbrug, faldt med 23.000 i forhold til en forventet stigning på 80.000 (se bl.a. her: https://www.berlingske.dk/internationalt/23000-faerre-job-uden-for-landbruget-i-usa-i-juli).

Fuld fart på gældsætningen

Lige nu udviser USA ingen som helst vilje til at reducere farten på gældsætningen – krige startes med frisk mod, varer alt for lang tid, giver et elendigt resultat, og det virker ikke til, at nogen ædruelig hjerne har overvejet de magtpolitiske eller økonomiske konsekvenser af dem.

Alt imens USA’s føderale statsgæld spurter forbi de 40 billioner USD og landets reserve af missiler er kritisk lille, griber USA’s finansminister Scott Bessent efter halmstrå for at redde dollarens position.

Scott Bessent (f. 1962) er en amerikansk kapitalforvalter, der i mange år paradoksalt nok arbejdede for George Soros (som mange Trump-folk betragter som Den Onde selv), bl.a. under pundets og den svenske krones krise i 1992, men i 2015 blev han selvstændig og blev knyttet til Trump-lejren. Siden januar 2025 er han USA’s finansminister. Foto: US Department of the Treasury/Public domain

Bessents fikumdik

Senest gav Bessent japanerne adgang til at købe yen for amerikanske penge for at hindre en svækkelse af yennen, fordi Bessent er opmærksom på den korrelation, der siden 2020 har været mellem en svag yen og en høj rente på de lange amerikanske obligationer – hvilket økonomen Lars Christensen fortjenstfuldt gjorde sit danske publikum opmærksom på.

Christensen kalder Bessents manøvrer for ”fikumdik”, hvilket er noget man laver, når man ikke formår at gøre det, man ved, der skal til. Som besparelser på de offentlige udgifter, så man kan stoppe eller i hvert fald bremse gældsætningen.

Hvad vil Fed?

Alt dette kunne-ville-skulle-burde føre til – som den svenske guldentusiast Eric Strand fra AuAg Fonder altid påpeger – et sammenbrud i fiatøkonomien, hvilket vil bane vejen for en opblomstring for guld som investeringsgode, der transcenderer enhver forståelse af guld, penge og investeringsgoder, som vi måtte have i dag. Man kan sige, at det nuværende pres mod guldet lover en potentiel velsignelse for os guldinvestorer, hvis presset mod fiat bliver kraftigt nok.

Eric Strand skriver, at Fed bare leder efter en god undskyldning til at pumpe masser af dollars ud i systemet igen som i de gode gamle dage med Quantitative Easing, hvilket ifølge Strand også vil føre til en uset fremgang for guldet. Feds nye opkøb af lange obligationer kan være et vendepunkt – det må vi vente og se.

Det er i sig selv et paradoks – men vi har jo lært at leve med paradokser – for den nuværende Fed-chef Kevin Warsh forlod i sin tid Fed på grund af sin modstand mod Quantitative Easing og, må vi forstå, for at hævde Feds uafhængighed i forhold til politiske beslutninger i Finansministeriet, altså regeringen.

6.000 eller 5.000 USD/ounce?

Eric Strand og AuAg Fonder har tidligere sat prismålet for guld til 6.000 USD/ounce per ultimo 2026, hvilket begynder at se lidt svært ud… men naturligvis ikke umuligt!

Mere konservative er amerikanske Wells Fargo Investment Institute, der ifølge Kitco har revideret sine måltal for guld til 4.900-5.100 USD/ounce for ultimo 2026 og 5.400-5.600 USD/ounce for ultimo 2027. I det korte perspektiv opererer Wells Fargo dog med en nedre grænse for guldet på 3.500 USD/ounce, altså næsten 1.000 USD under kursen lige nu.

Kilde: By Marcus Qwertyus – Own work, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=30953245

Det røde guld

Lad os gå over til guld og sølv i tal den sidste måned. Først, som altid, guld – før i tiden kaldet det røde metal (fordi man blandede mere kobber i) – i euro og danske kroner.

Guldet lagde ud den 15. juli på 3.494 EUR/ounce (26.117 DKK), hvilket heldigvis både er det første og det laveste tal i denne gennemgang.

Derpå strakte det gule metal sig til 3.630 EUR/ounce (27.140 DKK) og fladede ud mod 3.503 EUR/ounce (26.195 DKK) den 3. august, det næstlaveste tal i denne gennemgang.

Så skete der noget: Den 7. august var guldet oppe i 3.756 EUR/ounce (28.084 DKK), og fem dage senere, den 12. august, stod guldet i 3.827 EUR/ounce (28.627 DKK).

Derefter korrigerede det røde guld ned til 3.742 EUR/ounce (27.969 DKK) den 19. august, men her til morgen har guldet taget skeen i den anden hånd og er klatret op til 3.840 EUR/ounce (28.696 DKK). Det er dejligt at afslutte med periodens højeste kurs.

Guldprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex

Guld i greenbacks

Så til guld i amerikanske dollar. Startskuddet gik lavt den 15. juli på 3.997 USD/ounce, periodens laveste. Derpå steg det til 4.142 USD/ounce den 22. juli og dyppede til 4.030 USD/ounce (periodens næstlaveste), men så rankede guldet ryggen og ramte 4.340 USD/ounce den 7. august og 4.414 USD/ounce den 12. august.

Derpå kom korrektionen til 4.335 USD/ounce den 19. august, hvorpå det gule metal løftede sig til 4.480 USD/ounce her i skrivende stund den 20. august om morgenen.

Det skinnende sølv

Nu over til det sølvgrå metal, der skinner så smukt, når det ligger nypudset på et veldækket bord – nogle er endda så heldige at have opsatser og kandelabere og skåle og andet såkaldt korpussølv, der faktisk står på et bord. Men i de fleste tilfælde udfylder sølvet som bekendt blot funktionen som superleder i elektroniske produkter.

Vi begynder med euro og danske kroner. Starten for sølvet gik den 16. juli på 48,68 EUR/ounce (369,04 DKK) – som for guldet var også dette periodens laveste. Derpå steg sølvet til 52,27 EUR/ounce (392,96 DKK) den 22. juli.

Så fulgte lidt god gammel zigzag: 50,39 EUR/ounce (376,68 DKK) den 24. juli, 52,35 EUR/ounce (391,36 DKK) den 26. juli, hvorpå det landede på 50,24 EUR/ounce (374,28 DKK) den 28. juli. Her blev det liggende indtil den 3. august, hvor sølvet stod i 50,11 EUR/ounce (379,59 DKK).

Da begyndte en kraftigere optur: Den 12. august nåede sølvet 57,43 EUR/ounce (429,43 DKK) – periodens højeste, hvorefter det lagde sig omkring 56 EUR/ounce (420 DKK), hvor det lå, indtil det den 19. august faldt til 54,10 EUR/ounce (404,34 DKK).

Heldigvis sluttede det sølvgrå metal af med en stigning til 57,23 EUR/ounce (427,90 DKK) i skrivende stund den 20. august om morgenen, periodens næsthøjeste notering.

Sølvprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex

Over til sølv i amerikanske dollar. Udgangspunktet var 55,71 USD/ounce den 16. juli (den laveste notering i perioden) og så en stigning til 59,98 USD/ounce den 22. juli. Derpå zigzaggede sølvet, som vi så det i EUR-prisen, til 57,33 USD/ounce den 24. juli, 59,65 USD/ounce den 26. juli og 57,11 USD/ounce den 28. juli.

Her, lidt over 57 USD/ounce, blev sølvet til den 3. august, hvor det stod i 57,64 USD/ounce, og steg derpå til 66,31 USD/ounce den 12. august.

Derefter stod sølvet parkeret ved 65 USD frem til den 18. august, men faldt til 62,88 USD/ounce den 19. august, hvorefter det heldigvis er steget til 66,97 USD/ounce, periodens højeste her i skrivende stund den 20. august om morgenen.

Guldpris (XAU-DKK)
27423,10 DKK/oz
  
- 235,60 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
399,29 DKK/oz
  
- 7,96 DKK

Du vil måske også gerne læse