Svag sommer for guld og sølv

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder, Markedsanalyser på 14.07.2026
Guldpris (XAU-DKK)
27423,10 DKK/oz
  
- 235,60 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
399,29 DKK/oz
  
- 7,96 DKK

Denne artikel er et udklip fra denne måneds nyhedsbrev. Abonner på vores nyhedsbrev her

Vi kan ikke tale os ud af det (og det skal vi heller ikke spilde vores eller din ferietid med): Juni måned var den svageste måned for guld siden 2013 med et fald på 11,7 %.

Fald på 27 % på 6 måneder

Forlænger vi perspektivet, ser det ikke bedre ud: Siden topnoteringen på over 5.500 USD i slutningen af januar er guldet på knapt et halvår faldet med ikke mindre end 1.500 USD til dagens niveau. Det er et fald på ikke mindre end 27,3 %.

Det eneste, vi kan trøste os med, er at guld faktisk steg meget hurtigere på vej op til januarrekorden, end det er faldet herefter, men det er en ringe trøst.

Det mere volatile sølv faldt 22,2 % i juni måned og nåede sin bund den 24. juni på 56,56 USD. Det er kun steget ubetydeligt siden da.

Fede forventninger til dollaren

Hvad er årsagerne til dette fald? Meget af det ligger i forventningen til en højere dollar, herunder rentestigninger fra Fed. Og dollaren har også indfriet forventningerne, idet indekset (USD i forhold til en kurv af andre større valutaer) er steget fra 97 til 101,6 på få måneder.

Slipset hænger løst, og han ser ung, sommerlig og dynamisk ud, Fed-chefen Kevin Warsh (f. 1970) på det spritnye officielle portræt fra Federal Reserve System. Nu venter vi på, hvad han vil og kan.

Referatet fra sidste FOMC-møde (mødet hvor Fed sætter sin rente), som blev frigivet, viste også, at der var mange FOMC-medlemmer, som ønskede en højere rente ved rentemødet i juni. Nu holdt Fed renten i ro, men på trods af en ny Fed-chef, Kevin Warsh, er tankerne om en renteforhøjelse og dermed yderligere styrkelse af USD, ikke afgået ved døden.

Man skal huske, at FOMC er et kollegium, altså et kollektivt beslutningsorgan, hvor 12 medlemmer (alle 7 medlemmer af Feds ’board of governors’, præsidenten for Fed i New York og fire roterende regionale Fed-chefer) på andendagen af komiteens todagesmøder afgiver deres stemmer i forhold til de forslag, som er fremlagt på førstedagen. Og det forslag, der får simpelt flertal, vinder.

Kapital strømmer ad andre kanaler

Der er mange andre ting, der bidrager til guldets svaghed. En vigtig ting er de ekstreme børsnoteringer, vi har set i perioden med SpaceX som det bedste eksempel. Selvom papirpengeøkonomien kan lave nye penge hurtigt, og gør det hele tiden, så er der altså grænser, og meget af kapitalen er gået til disse nye noteringer, hvorfor der er færre ressourcer til rådighed til investeringer i guld.

SpaceX – verdens største nyemission, der med det samme også dominerede børsindekset. Tiden vil vise, om rummet er guld eller et sort hul.

En anden ting er, at mineselskaberne faktisk klarede sig bedre end råvarerne, hvilket tyder på, at korrigeringen i guld og sølv er skabt ud fra algoritmehandel og altså ikke afspejler fundamentale ændringer i markedsbetingelserne.

For det skal vi huske på: De fundamentale kendsgerninger er stadig de samme.

OBS: Det fundamentale er uændret

Lad os begynde med centralbankerne: I 15 år har verdens centralbanker bare købt og købt guld for at lægge til deres reserver. Det gælder især centralbanker, der ser guld som en måde at undgå at kunne udsættes for politisk pression fra USA via den amerikanske regerings indflydelse på dollarøkonomien, men det gælder også centralbanker i vores nærhed.

F.eks. har Polens centralbank Narodowy Bank Polski i løbet af 1. halvår indkøbt 82 tons guld, hvoraf 19 tons inden for den sidste måned. Polens centralbankchef Adam Glapiński siger, at hans bank har taget tilfældet i agt, nu hvor guldet har haft en svag prisudvikling.

Økonomiprofessoren Adam Glapiński (f. 1950) har siden 2016 været chef for den polske centralbank, Narodowy Bank Polski. Foto: NBP

Verdens centralbanker ejer i alt anslået mellem 35.000 tons og 40.000 tons guld, hvilket svarer til ca. 20 % af det guld, der er udvundet på jorden igennem historien. Og nej, Elon, der er endnu ikke udvundet guld på andre planeter, men du er velkommen til at børsnotere en virksomhed til det.

Vi har desuden stadig enorme og stigende budgetunderskud, dollaren er strukturelt svækket (sammenbruddet i petrodollaren eksempelvis), vi har nu igen-igen usikkerhed med hensyn til krigen mellem USA og Iran, og Hormuzstrædet er igen lukket. Hvis Fed-chefen Warsh lykkes med at overtale flere i systemet, så kan vi også se en ændring i Feds rentesætning, hvilket vil svække dollaren og modsætningsvis gavne guldet.

Videre svækkelse eller brat opgang?

Så hvis jeg, helt uden ansvar, skal forsøge at gætte, så kan der ske to ting: Enten fortsætter svækkelsen af guld og sølv i de kommende måneder, eller også knækkes kurven opad for metallerne, og med et sammenfald af begivenheder kan det gå meget hurtigt opad. Det så vi i slutningen af 2025.

Men lad os se på, hvordan det gik for guld og sølv siden 1. juni. Vi begynder med guld i EUR og DKK.

Den 1. juni stod guld i 3.890 EUR/ounce (28.915 DKK), men faldt til 3.536 EUR/ounce (26.431 DKK) den 10. juni. Derpå korrigerede det gule metal til 3.776 EUR/ounce (28.231 DKK) den 17. juni, men faldt så igen til 3.500 EUR/ounce (26.166 DKK) den 24. juni. Det niveau holdt guldet sig på i en uge med pil nedad og nåede sin laveste notering i perioden den 1. juli, 3.485 EUR/ounce (26.043 DKK).

Guldprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex

Derefter korrigerede guldet til 3.651 EUR/ounce (27.292 DKK) den 3. juli, et niveau der holdt sig frem til den 5. juli, hvorefter guldet faldt til 3.563 EUR/ounce (26.617 DKK) den 8. juli, og efter en lille stigning på 40 EUR i mellemtiden er det stadig på det niveau, vi ligger på i skrivende stund den 13. juli, hvor guldet står i 3.556 EUR/ounce (26.584 DKK).

Guld i greenbacks

Så til guld i amerikanske greenbacks. Begyndelsen den 1. juni lød på 4.509 USD/ounce med et fald til 4.073 USD/ounce den 10. juni og en korrektion til 4.379 USD/ounce den 17. juni. En uge senere, den 24. juni, var guldprisen nede på 3.972 USD/ounce, hvilket for USD var periodens laveste notering.

Dette lave niveau holdt frem til 1. juli, hvorefter en korrektion satte ind til 4.183 USD/ounce den 5. juli, som blev rundet af med et fald til 4.062 USD/ounce den 8. juli. Efter en stigning til 4.136 USD/ounce den 9. juli er vi tilbage til det tidligere niveau eller endda lidt lavere: Den 13. juli står guldet i 4.053 USD/ounce.

Vi går videre til sølv, i EUR og DKK. Starten gik den 1. juni på 65,00 EUR/ounce (485,95 DKK) med et fald til 55,52 EUR/ounce (414,81 DKK) den 10. juni.

 

Sølvprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex

Korrektionen løftede sølvet til 61,49 EUR/ounce (459,72 DKK) den 17. juni, men den 24. juni var det tid for periodens laveste notering af det sølvgrå metal: 49,88 EUR/ounce (372,53 DKK).

Lavpunktet holdt en uges tid, men den 3. juli var sølvet på 54,46 EUR/ounce (407,07 DKK), hvorefter det faldt igen til 50,90 EUR/ounce (380,55 DKK) den 8. juli. Efter en stigning til 52,82 EUR/ounce (394,86 DKK) den 9. juli er vi den 13. juli tilbage igen ved 50,92 EUR/ounce (386,34 DKK).

Sølv i greenbacks

Så til sølv i amerikanske dollars. Den 1. juni stod det sølvgrå metal i 75,71 USD/ounce, men faldt til 63,93 USD/ounce den 10. juni. Den 17. juni var sølvet tilbage på 71,32 USD/ounce, men faldt så til sin laveste notering i perioden den 24. juni på 56,56 USD/ounce.

Dernede lå sølvet stadig og rodede en uge efter, men den 3. juli var det steget svagt til 62,35 USD/ounce, et niveau der holdt frem til den 5. juli. Derefter faldt sølvet til 58,15 USD/ounce den 8. juli. Efter en stigning til 60,42 USD/ounce den 9. juli er sølvet nede på 58,06 USD/ounce igen, når dette skrives den 13. juli.

Guldpris (XAU-DKK)
27423,10 DKK/oz
  
- 235,60 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
399,29 DKK/oz
  
- 7,96 DKK

Du vil måske også gerne læse