Rentekaos før december: Derfor hopper guldprisen op og ned

Offentliggjort af Heino Johansen i kategori Nyheder på 25.11.2025
Guldpris (XAU-DKK)
27417,50 DKK/oz
  
- 246,90 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
398,94 DKK/oz
  
- 8,43 DKK

Guldprisen har været alt andet end stabil de seneste uger. Nye rekordniveauer er blevet afløst af hurtige tilbagefald, og investorer forsøger at forstå, hvad Federal Reserve egentlig vil gøre med renterne frem mod årets sidste møde d. 10.-11. december.

Her får du en samlet gennemgang af hvad Fed besluttede i oktober, hvad markedet forventer i december, og hvorfor guldprisen svinger så meget lige nu.

Hvad skete der på Fed-mødet i oktober?

På mødet d. 28.–29. oktober 2025 sænkede Federal Reserve renten med 0,25 procentpoint, ned til intervallet 3,75–4,00 %. Det var årets anden rentenedsættelse, og komiteen stemte 10–2 for beslutningen.

Men det vigtigste var ikke selve rentenedsættelsen, det var signalværdien.

Tre ting fra oktober-mødet, der påvirker guld:

1. Fed nægtede at love flere renteklip.

Jerome Powell understregede, at yderligere nedsættelser ikke er på autopilot. Der skal flere data til, især fordi den amerikanske regeringsnedlukning har forsinket nøgleindikatorer.

2. To medlemmer ønskede en strammere linje.

Dissenterne skabte usikkerhed: Hvor splittet er Fed? Og hvor hurtigt kan de egentlig sænke renterne fremover?

3. Fed stoppede planerne om at reducere sin balance fra 1. december.

Det betyder mere likviditet i systemet, hvilket normalt er positivt for aktiver som guld.

Resultat

Guld steg, men ikke dramatisk. Markedet fik en rentenedsættelse, men blev samtidig mindet om, at Fed ikke nødvendigvis har travlt med at fortsætte.

Forventninger til december: Markedet presser på for endnu et renteklip

Siden oktober har flere nøgletal peget på, at den amerikanske økonomi er ved at miste fart. Jobmarkedet er kølet mærkbart af: ADP rapporterede kun 42.000 nye private job i oktober, den svageste udvikling i tre måneder, og de officielle tal for september viste kun 119.000 nye job, mens arbejdsløsheden steg til 4,4 %. Samtidig blev tidligere jobtal nedjusteret – et klassisk tegn på økonomisk afmatning.

Også forbrugertilliden er faldet. The Conference Board’s Consumer Confidence Index dykkede til 94,6 i oktober, mens forventningsindekset faldt til 71,5 – et niveau der historisk indikerer, at recession kan være på vej, når det ligger under 80.

Derudover viser analyser fra bl.a. State Street, at både virksomheder og industrien mærker usikkerheden, ikke mindst fordi den amerikanske regeringslukning har forsinket centrale økonomiske data og dermed dæmpet investeringslysten.

Derfor forventer markedet nu, at Fed vil sænke renten igen med 0,25 procentpoint på december-mødet.

Siden oktober er forventningerne til Feds decemberbeslutning blevet vendt på hovedet flere gange. I midten af oktober mente over 95 % af markedet, at der ville komme en rentenedsættelse på 0,25 procentpoint. Tidligt i november faldt sandsynligheden til under 50 %, efter en række stærkere inflationsdata og udtalelser fra flere mere forsigtige Fed-medlemmer.

Guldprisen i EUR den seneste måned. Kilde: Tavex
Guldprisen i EUR den seneste måned. Kilde: Tavex

Men efter New York Fed-præsident John Williams for nylig udtalte, at yderligere pengepolitisk lempelse “kan være passende”, steg sandsynligheden dramatisk igen. Ifølge CME FedWatch Tool ligger markedsprissætningen nu omkring 79 % sandsynlighed for et renteklip i december – op fra ca. 40 % tidligere på måneden.

Denne “on-again, off-again”-dynamik, hvor oddsene skifter fra 95 % → under 50 % → op mod 80 % igen, gør, at guldprisen har svært ved at finde en klar retning. Investorerne afventer ganske enkelt, hvilken vej Fed ender med at gå, før guldmarkedet kan etablere en mere stabil trend.

Hvorfor betyder decembermødet så meget for guld?

December-mødet er afgørende, fordi guld – i modsætning til obligationer og kontanter – ikke giver rente. Derfor bliver værdien af guld i høj grad bestemt af, hvad renteniveauet kunne have været, hvis man havde placeret sine penge et andet sted. Det kaldes “opportunity cost”.

Når Fed sænker renten, sker der typisk tre ting, som alle er positive for guld:

Lavere renter gør guld relativt mere attraktivt

  • Når du ikke længere kan få samme afkast på sikre rentebærende aktiver, falder alternativomkostningen ved at holde guld. Det øger efterspørgslen efter fysisk guld og guldrelaterede investeringer.

Dollaren svækkes ofte ved rentenedsættelser

  • En lavere amerikansk rente gør dollaren mindre attraktiv for globale investorer. Da guld prissættes i USD, betyder en svagere dollar typisk højere guldpris for investorer uden for USA.

Lavere renter øger bekymringen for økonomien – og dermed jagten på sikre havne

  • En rentenedsættelse er ofte et tegn på, at centralbanken ser modvind i økonomien. Når usikkerheden stiger, søger investorer mod aktiver, der kan bevare værdi gennem uro. Her er guld historisk set førstevalg.

Andre faktorer der påvirker guldprisen

Den amerikanske dollar har ikke oplevet store, trenddannende bevægelser de seneste uger. Den ligger fortsat omkring 100-niveauet på DXY og har hverken styrket eller svækket sig markant. Til gengæld har den bevæget sig let og uroligt rundt om dette niveau med små hop op og ned fra dag til dag, udløst af skiftende makronyheder og udtalelser fra Fed-medlemmer.

Det er altså lavvolatilitet men høj nervøsitet: ikke store udsving, men små og hyppige bevægelser uden en klar retning.

Og det er netop denne form for dollarbevægelse, der bidrager til, at guldprisen også mangler en tydelig trend. Guld reagerer ikke kun på store dollarbevægelser, men også på perioder, hvor markedet ikke kan beslutte sig.

Konklusion

Guldprisen hopper op og ned, fordi markedet befinder sig i et usædvanligt spændingsfelt. Fed har skabt stor usikkerhed ved først at signalere aggressive renteklip, derefter tvivl og siden igen åbne døre for lempelser. Efter måneder med udsving i sandsynligheden for decemberbeslutningen – fra 95 % til under 50 % og nu tæt på 80 % – venter investorerne på et klart signal. Samtidig svinger dollaren uden en klar retning, geopolitikken ulmer, og råvaremarkedet mangler likviditet.

Resultatet er et guldmarked uden klar retning. December-mødet bliver derfor afgørende: før Fed melder renten fast, vil guld sandsynligvis fortsætte med at bevæge sig hurtigt og ofte i begge retninger. Når beslutningen falder, får guldprisen – forhåbentligt – endelig mulighed for at finde en mere stabil kurs.

Guldpris (XAU-DKK)
27417,50 DKK/oz
  
- 246,90 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
398,94 DKK/oz
  
- 8,43 DKK

Du vil måske også gerne læse