Ikke svært at blive mistænkt for hvidvask

af Peter Kyhn

Berlingskes erhvervskommentator og lederskribent Thomas Bernt Henriksen skrev mandag den 18. november en leder om de danske banker og og deres problemer med hvidvask. Han kalder den “221 veje leder til at blive mistænkt for hvidvask”. Jeg kommer til at tænke på Paul Simons “50 Ways to Leave Your Lover”.

I lederen kritiserer Bernt Henriksen, at bankerne skal bruge 4.300 ansatte eller 3,4 mia. kroner årligt på at efterleve hvidvasklovgivningen. Altså på at kontrollere kunderne – som nu i øvrigt hedder klienter, ikke kunder.

Ligger som de har redt

Tja, man kan vel sige, at bankerne ligger, som de har redt.

Man kunne også sige, at det er modydelsen for at bankerne (og her tænkes især på den største, Danske Bank) blev reddet af skatteyderpenge i 2008 og 2009, da ingen andre ville låne dem nogle. Og dermed modydelse for, at ejerne af bankaktier kan fortsætte med at tjene penge på deres aktier, som uden redningen fra skatteyderne ikke ville have været noget værd.

Om søndagen, dagen før Bernt Henriksens leder, havde Berlingske lavet en længere reportage om hvidvask. Den begynder med en historie om et alt for tykt bundt kontanter. Bundtet blev en dag langet op på disken i Folkesparekassen uden for Silkeborg.

Hvidvask – det er noget med kontanter, ikke?

Medarbejderen ved skranken meddelte sparekassens compliance-ansvarlige Kirsten Majgaard Basse, at pengene lugtede mærkeligt.

”Kirsten Majgaard Basse behøvede ikke at snuse efter. At dømme efter rådgiverens beskrivelse og kundens profil var hun enig: At netop denne type kunde ville sluse så stort et kontantbeløb ind i banksystemet via en lille lokalbank, var ganske enkelt mistænkeligt. Jo, pengesedlerne kunne sagtens stamme fra helt lovlige forhold. Men de kunne også stamme fra kriminalitet.

Kort efter åbnede hun Bagmandspolitiets hjemmeside. Hun indtastede sit brugernavn og sin adgangskode og loggede på serveren. Og underrettede de danske myndigheder om risiko for hvidvask.”

Det kunne være morsomt med et eksempel på hvidvask, der IKKE handlede om lugtende kontanter. Men om de milliarder af elektroniske penge, som bankerne lodser rundt i banksystemet. Og som, selvom bankerne gerne vil have os til at tro noget andet, udgør det største problem i forhold til hvidvask og kulsorte penge.

Bagmandspolitiets hvidvaskindikatorer

Men Thomas Bernt Henriksen og hans avis Berlingske skal have tak for noget andet, end at oprulle skandale om Danske Banks hvidvaskoperationer. I lederen linker han nemlig til et dokument udarbejdet af Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk eller International Kriminalitet, kaldet Bagmandspolitiet.

Det hedder ”INDIKATORER PÅ EVENTUEL HVIDVASK AF UDBYTTE ELLER FINANSIERING AF TERRORISME” i fine versaler.

Dokumentet er tænkt som en hjælp til bankmedarbejdere og andre, som er omfattet af hvidvaskloven, så de kan være opmærksom på, om der er grund til en indberetning til Bagmandspolitiet. Jeg har læst det igennem, og der viser sig at være masser af gange, hvor jeg har udvist mistænkelig adfærd.

Ud med sproget – ellers ….

F.eks. giver det udslag på mistankeskalaen, hvis man ikke opfattes som velvillig til at fremkomme med oplysninger.

Jeg har det på den måde, at jeg ikke gerne udleverer oplysninger om mig selv og mine til nogen, med mindre jeg helt præcis ved, hvad de skal bruges til, og kun hvis jeg vurdere, at modtageren faktisk har brug for dem. Jeg er også utilbøjelig til at udlevere oplysninger, som jeg ved, at banken har i forvejen.

Et eksempel på det sidste: For nogle år tilbage, da min bank stadig håndterede kontanter i den lokale filial, skulle jeg veksle et absolut mindre beløb, der skulle sættes ind på min konto. Bankmedarbejderen spørger mig så om mit telefonnummer. Jeg nægter at udlevere det, fordi jeg jo er kunde i banken allerede, og banken må have mit nummer. Det brød medarbejderen sig ikke om. Men der skal du huske på, at du – selvom de nu kalder det klient – stadig er dig, der er kunde i banken, og at du gerne må holde på dine rettigheder og forvente noget af din bank.

Husk: tag pænt tøj på i banken

Der er også noget andet ganske morsomt, man kan læse i Bagmandspolitiets dokument, under afsnit 1.A.4. Fremtoning. Det giver nemlig også anledning til mistanke, hvis ”kundens påklædning og adfærd [ikke] harmonerer med transaktionens størrelse.”

Tillad mig endnu en anekdote fra mit eget liv. Min hustru og jeg ville tilbage i 2001 købe et sommerhus i Skåne. Det skulle koste 250.000 svenske kroner – det var dengang! Jeg hævede pengene i kontanter i min danske bank på Nørrebro. Jeg syntes nemlig, at bankens vekselkurs var for dårlig. Så jeg stoppede pengene i lommen på mine slidte jeansshorts og tog flyvebåden til Malmö. Her vekslede jeg dem til svenske kroner hos Forex på Centralstationen (dengang var der ikke nogen Tavex!). Derpå gik jeg ind i den nærmeste Swedbank-filial og satte dem ind på ejerens konto – og jeg tjente flere tusind på den manøvre. Damen i skranken spurgte mig godt nok om dokumentation for pengene, men det løste jeg med kvitteringen fra min danske bank.

I dag havde min fremtoning i slidte jeans, til og med shorts, og solbleget skjorte have afstedkommet opringninger til både compliance-ansvarlig og Säpo. Min fremtoning harmonerede så afgjort ikke med transaktionens størrelse.

Tak til Thomas Bernt Henriksen for at gøre opmærksom på denne tåbelighed.