Guld og aktier i 2018

Af Peter Kyhn

De af os, der læser aviser, er ikke i tvivl: det var et ”frygteligt” år for dem, der investerer i aktier. Der var snesevis af artikler omkring nytår med netop dette indhold.

Jeg vil ikke komme med en så moralsk angribelig påstand som, at alting er relativt, men jeg er helt sikker på, at avisrubrikker er meget relative.

For hvad er der egentlig sket i 2018?

C25 faldt 14% i 2018

Det danske C25-indeks er faldet med 14%, meget takket være, at Danske Bank har tabt halvdelen af sin markedsværdi efter hvidvaskskandalen.

I USA er Dow Jones og S&P 500 begge faldet med 7%, FTSE i London faldt med 12%, DAX i Frankfurt med 19,5%, det svenske OMX-indeks med 10,9%, japanske Nikkei med 18%, koreanske KOSPI med 19,5% og Hongkongs HNX med 15%.

Dow Jones stadig 178% over 2009

Det er selvfølgelig en sjat, især i Tyskland og Fjernøsten, men man skal se det i forhold til de enorme aktiestigninger, som verden har set, siden det værste af finanskrisen var overstået i 2010.

I februar 2009 stod Dow Jones på 8.400 – efter ”det frygtelige år 2018”, endda inkl. faldet de første dage af januar 2019, ligger det stadig omkring 23.400, altså en fremgang på 178%. Ikke helt ringe.

Meget af denne fremgang blev endda finansieret af de ekstreme summer, som verdens centralbanker har hældt ud over de finansielle markeder de sidste ti år, der ud over at sikre købere til nogle obligationer, der ellers ikke havde været købere til, altså har gjort en række aktieejere meget rige, men samtidig har drænet den sidste mening ud af årtusindgamle økonomiske begreber som ’penge’, ’gæld’ og ’rente’.

Nær-død for pengepolitikken

Derudover har man afstedkommet en nær-dødoplevelse for pengepolitikken, 1980’ernes nye ting i økonomernes værktøjskasse og monetaristernes ”en-pille-kurerer-alt-ondt”, eftersom man nu kan spørge sig, om det giver mening at skabe vækst ved hjælp af lav rente og mere eller mindre ubegrænsede opkøb på de finansielle markeder.

Giver resultatet mening i forhold til omkostningerne ved anvendelse af værktøjet?

”The jury is still out,” som amerikanerne siger. Jeg tror ikke helt, at det er afgjort, om det hele var alle dollarbillionerne værd – for tigeren i markedet er ikke tæmmet, den er heller ikke rigtig mæt og den kan hvert øjeblik, det skal være, bryde ud af sit papirbur og ødelægge alles tilværelse med høje renter, arbejdsløshed og usikkerhed.

Var 2018 godt for guldet? Nja…

Men hvis 2018 var så skidt for aktier, som medierne vil have os til at tro, var det så godt for guldet?

Svaret er et klart nja. Ser man på prisen i USD, så faldt den med 2% fra 1320 USD/ounce til 1290 USD/ounce, men ser man på prisen i DKK, så steg den med 3,5% fra 8150 DKK/ounce til 8440 DKK/ounce.

Rejsen i USD var dramatisk. Begyndelsen af året tegnede sig rigtig god med priser helt op til omkring 1360 USD/ounce, senest 1357 USD/ounce den 18. april, men sommeren var ødelæggende, hvor den nåede 1183 USDF/ounce den 15. august og selv så sent som 9. oktober lå på 1197 USD/ounce. Heldigvis var den til 3. januar 2019 steget med præcis 100 USD i forhold til sidstnævnte notering, og havnede altså på 1297 USD/ounce.

Positiv trend for guld siden september

Rejsen i DKK fulgte samme mønster med en svaghed tidligere i forløbet. Prisen startede på 8153 DKK/ounce, men var allerede medio marts nede på 7870 DKK/ounce, i god afstand af de 800 DKK/ounce.

Derefter kom en lille stigning til 8373 DKK/ounce den 25. maj, men sommeren var som i USD meget skidt for prisen, der nåede ned på 7417 DKK/ounce den 26. september – i øvrigt Christian 10.’s fødselsdag! Siden da har trenden været i sikker stigning og ligger nu en god 1000-krone højere end på Margrethes farfars fødselsdag.

Hvordan ser det så ud nu? Jo, det er ikke så ringe endda, egentlig.

Afmatning i USA?

Vi har som nævnt en tre-fire månedens stigende trend for guldprisen i ryggen. USA’s økonomi peger i forskellige retninger – efteråret har været præget af oplysninger, der kunne tyde på, at opsvinget var ved at fade ud – og så kom der lige efter nytår et vigtigt nøgletal, det såkaldte non-farm payroll, der viser, at jobskabelsen i december 2018 i USA var 312.000, næsten dobbelt så højt som forventet.

Aktiemarkederne var glade, men man kan faktisk også anskue det fra en negativ vinkel: flaskehalsproblemerne forværres stadig i USA’s økonomi, hvilket giver øget risiko for overophedning og inflation.

Svært at vænne sig til Trump

Samtidig har der været angreb fra Trump mod Fed og mod den af Trump udnævnte centralbanksdirektør Jay Powell.

Det er sådan noget, man aldrig rigtig har set før, men vi har heller ikke set en præsident som Trump før, og markederne må bare lære på den hårde måde, at Trump ikke ser det som sin opgave at skabe stabilitet, men at han tværtimod elsker kaos.

Under alle omstændigheder er det gået sådan, at Powell, der begyndte sin periode som centralbankdirektør som en klar strammer i forhold til rentestigninger og formentlig stemte for den seneste, der blev gennemført af Federal Open Markets Commission i december, for nogle dage siden har sagt til Wall Street Journal, at rentepolitikken i 2019 kommer til at blive præget af ”fleksibilitet”.

Slut med Feds rentestigninger?

Hvad det så end betyder, men det betyder nok i hvert fald, at han ikke længere er benhårdt fokuseret på det, som tidligere blev kaldt en normalisering (øgning) af renten.

Markederne forestiller sig derfor heller ikke længere, at rentestigninger er lige for i 2019, og aktierne fik derfor et nøk opad.

Fjernøsten har været plaget af aktieuro, Kinas PMI-indeks faldt i december uventet til 49,7%, hvilket tyder på en stagnerende eller måske endda en kontraherende økonomi i Riget i Midten.

Masser af uro i Fjernøsten og Europa

I Europa har vi Brexit, der spøger som en ugjort fysikrapport søndag aften, og kilde til økonomisk tilbagegang i både rest-EU og Det Forenede Kongerige.

Frankrigs Macron ser ud til at være hårdt spændt op med sine gule veste og landets revolutionære tradition, mens Frau Merkel, Europas engang så mægtige leder, er lammet frem mod magtskiftet i CDU i 2020. Hun og hendes udvalgte efterfølger Annegret Kramp-Karrenbauer kan naturligvis fortsætte med at regere til næste valg i 2022, men partierne bag koalitionen taber mere og mere terræn.

Senest har Europas ældste politiske parti, de tyske socialdemokrater SPD, fået 14% i en meningsmåling, og det er dæleme langt fra de knap 44%, de fik ved forbundsdagsvalget i 1976 under Helmut Schmidt, verdensøkonomen fra Hamborg. Der er derfor mange politikere i både SPD og CDU, der frygter for deres genvalg, og det vil gøre den tyske regering mere og mere ustabil.

Hvis det, der skal til for en god udvikling i guldprisen, er usikkerhed, så findes det med andre ord i rigelige mængder. Spørgsmålet er, om det er nok.