Italiensk 20 lira Vittorio Emanuele II

Historie

Huset Savoien og den italienske 20 lire i guld

Skabelsen af mønten 20 lire i guld kan tilskrives et af de ældste fyrstehuse i Europa, huset Savoien. Huset Savoiens historie begynder for næsten 1000 år siden i et lille alpeområde mellem Schweiz, Frankrig og Italien. Det er ganske interessant, at huset Savoien i løbet af de følgende århundreder ikke udvidede sit territorium med traditionelle midler, det vil sige ved erobring med magt, men gennem fordelagtige ægteskaber og alliancer. Selvom huset tabte sine territorier flere gange til større regionale spillere, som f.eks. Napoleon Bonaparte, lykkedes det altid mirakuløst for huset Savoien at genvinde sine områder og noget mere.

I begyndelsen af 1800-tallet var Italien en del af det franske kejserrige, men på grund af Napoleons afgørende nederlag ved Waterloo, brød det franske kejserrige sammen og Frankrig opgav herredømmet i Italien. Italien var derpå opdelt i regioner, hvor mange blev satellitstater til Østrig som belønning for Østrigs deltagelse i Napoleonskrigene. Huset Savoien var mere heldigt i forbindelse med opdelingen af Italien. Det fik selvstændigt herredømme over øen Sardinien og den nordvestlige del af Italien mod grænsen til Frankrig. Den nye region blev kaldt for kongeriget Sardinien og var en af de tre største regioner i Italien.

Det splittede Italien havde hverken en central regering eller en stærk hær, hvilket var præcis, hvad Østrig ønskede, således at man lettere indirekte kunne herske over en større del af Italien. Ikke overraskende opstod der i midten af 1800-tallet en stærk revolutionær bevægelse af nationalister, som ønskede at forene Italien. Efter forskellige rejsninger mod Østrig i de større norditalienske byer, besluttede kongeriget Sardinien at erklære den Første Italienske Uafhængighedskrig mod Østrig. Desværre for de revolutionære var krigen snart til ende efter en række afgørende sejre til østrigerne.

Selvom det havde tabt første forsøg, så prøvede kongeriget Sardinien med kong Vittorio Emanuele 2. igen ti år senere ved at erklære den Anden Italienske Uafhængighedskrig mod Østrig i 1859. Det gik bedre for italienerne denne gang, takket være støtte fra Napoleon 3. af Frankrig og en større og mere organiseret nationalistisk bevægelse under ledelse af den berømte italienske revolutionære Giuseppe Garibaldi. Efter to krige var det lykkedes for Vittorio Emanuele 2. at sikre sig alle dele af Italien bort set fra Rom og Veneto-regionen i nordøst. Derfor udråbte man i 1861 kongedømmet Italien med kong Vittorio Emanuele 2. som monark. For at markere de næsten fem årtier det havde taget at forene Italien, introducerede man guldliren med portrættet af sejrherren, kong Vittorio Emanuele 2. og våbenskjoldet for hans hus, Savoien. Man kaldte Vittorio Emanuele for “Fædrelandets fader” på grund af den rolle, han havde spillet i samlingen af Italien. Selvom han ikke var den eneste person, som var ansvarlig for samlingen af Italien, det såkaldte risorgimento, så viste han sig at være en stor diplomat og militærstrateg. Kong Vittorio Emanuele 2. regerende Italien med fast hånd indtil sin død i 1878, hvor tronen overgik til hans søn Umberto 1.

Lire i guld og sølv forener Italiens møntvæsen

Det lykkedes ikke blot for huset Savoien at forene Italien, det forenede også Italiens møntvæsen. Inden samlingen havde hver eneste større region sine enge penge i omløb. For eksempel, så anvendte Pavestaten, den del af Italien, som blev regeret af paven, scudos. Kongeriget Neapel brugte piastre, Lombardiet-Venedig prægede floriner og kongeriget Sardinien udstedte lire. De nye lire i guld og sølv var en fortsættelse af den møntfod, som blev anvendt i kongeriget Sardinien. Årsagen til, at man valgte den sardinske møntfod, var, at den allerede i 1816 var blevet afstemt, så den var ligeværdig med den franske guldfranc i forhold til renhed og vægt. Det gjorde, at liren kunne cirkulere i Frankrig i paritet med francen, og at franc kunne det samme i kongeriget Sardinien, hvilket gjorde det lettere at handle og udveksle varer. I øvrigt var francen under Italiens samling en større regional valuta, hvilket gjorde det endnu mere fornuftigt at basere liren på den franske franc. Den nye ensartethed, som sølv- og guldliren førte med sig, øgede handlen i Italien og gjorde, at Italien kunne være en af grundlæggerne af det moderne Europas første større valutaunion, den latinske møntunion.

Den italienske 20 lire i guld var en del af Europas guldmøntfod

I 1865 indgik Frankrig, Belgien, Italien og Schweiz den første større møntunion i det moderne Europa, den latinske møntunion. Unionen var et forsøg på at forene de respektive landes valutaer til en fælles valuta. Deltagerne blev enige om en ensartet renhed og vægt for deres valutaer og disse blev sat i overensstemmelse med den franske franc i guld og sølv, præcis som kongeriget Sardinien havde gjort 50 år forinden. Deltagerne blev enige om frit at veksle hinandens guld- og sølvmønter til kurs 100, uanset om mønterne havde en anden udformning eller motiv. Forholdet mellem de to ædelmetaller blev også standardiseret, sådan at 4,5 gram sølv blev lig med 0,290322 gram guld, et forhold på 15,5 til 1. Standardiseringen gjorde det lettere at handle blandt medlemsstaterne og blev opfattet positivt, hvilket fik det ene europæiske land efter det andet til at gå med. Selvom unionen havde en lang række indbyggede fejl – en af dem var, at de individuelle stater udstedte for mange seddelpenge i forhold til den faste relation, som var aftalt mellem papirpenge og ædelmetalmønter i cirkulation – var disse alle resultater af dårlig menneskelig dømmekraft, mere end det var en fiasko for de ensartede mønter i ædelmetal. Uanset dette fortsatte unionen med at ekspandere indtil begyndelsen af 1. verdenskrig – Dansk Vestindien gik i praksis med i 1904. Formelt blev unionen først afskaffet i 1927.