Derfor giver guld stadig mening i ustabile tider

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder på 26.05.2025
Guldpris (XAU-DKK)
27417,50 DKK/oz
  
- 246,90 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
398,94 DKK/oz
  
- 8,43 DKK
Derfor giver guld stadig mening i ustabile tider

I tider som disse undrer man sig over, hvorfor hele verden ikke investerer i guld… eller i hvert fald lytter til det yderst fornuftige råd om at lade 5-10 % af sin portefølje stå i guld.

Hvorfor det? Jo, for når jeg skriver disse artikler om guld hver måned, så er der de sidste mange gange sat verdensrekord i pris. Der er altid en all time high et eller andet sted.

Og det er jo netop i ustabile tider som dem, vi oplever nu, at guldet virkelig kan bevise sin værdi som kontrært investeringsaktiv, der gør det modsatte af, hvad de sædvanlige papiraktiver gør.

Ode til langsomheden

Lad mig også med det samme understrege betydningen af langsigtethed: Det nytter ikke noget at stryge ud og købe en masse guld og så skippe det igen, når det er steget en smule. Man skal være langsigtet i sine investeringer, for at rigtigt at få noget ud af dem.

Vores produkt her hos Tavex, det fysiske investeringsguld, medfører jo langsomhed, fordi det alt andet lige er lidt mere besværligt med et fysisk aktiv, du kan holde i hånden, end det er at lægge en salgsordre i sit elektroniske handelssystem. Så tag det roligt, slå koldt vand i blodet, du vinder på det.

Jeg vil synge en ode til langsomheden og til langsigtetheden… mere om dette senere.

Fortsat ustabilitet godt for guld

Vi har i den forgangne tid set fortsat ustabilitet på grund af usikkerhed om toldpolitikken drevet af USA’s præsident. Rundt omkring hører vi om pludselige suspensioner og pauser i de dramatiske toldsatser, som er bebudet eller indført. Senest er USA’s toldsatser i forhold til Kina nedskrevet til 10 % efter et diskret møde i Genève, hvilket har givet aktiekurserne medvind.

Kinas vicepremierminister He Lifeng (f. 1955) leder toldforhandlingerne med USA. Foto: China News Service
Kinas vicepremierminister He Lifeng (f. 1955) leder toldforhandlingerne med USA. Foto: China News Service

Det er jo egentlig fint for investeringsguld, Tavex’ hovedprodukt. Men jeg er sørme ikke misundelig på den producent af maskindele i Jylland, som, desperat prøver at finde ud af, hvad der gælder hvornår i forhold til det amerikanske marked, Danmarks største eksportmarked, eller det har det i hvert fald været i de sidste par år, bare fordi samme maskindelsproducent har den i det kapitalistiske system helt rimelige ambition om at tjene så meget som muligt på sine varer – uden at kunden løber skrigende bort. Det er ikke nemt, og det er ikke rimelige betingelser for erhvervslivet.

Oraklet fra Omaha

En nyhed, som måske ikke er afgørende, men som alligevel må betragtes som en milepæl inden for international finans, er, at Warren Buffett, nok verdens mest hypede investor, ved den årlige generalforsamling i Omaha, Nebraska, i hans investeringskonglomerat Berkshire Hathaway, meddelte, at han vil træde af fra posten som CEO fra 1. januar 2026. Buffett er født i 1930 og har opnået den respektable alder af 94 år, så nogle vil måske sige, at det er på tide.

Storinvestor med humor. Buffett sammen med den indisk-amerikanske investor Manpreet Singh efter en frokost. I Omaha, Nebraska, hvor ellers?
Storinvestor med humor. Buffett sammen med den indisk-amerikanske investor Manpreet Singh efter en frokost. I Omaha, Nebraska, hvor ellers?

Buffett, kendt som ”oraklet fra Omaha” (efter hans fødeby, som han er forblevet tro), repræsenterer en anden tid end dagens, og har blandt kaldt bitcoin for ”rottegift i anden”, men der er alligevel grund til at dvæle ved hans investeringsprincipper.

Buffett har den klassiske protestantiske, sparsommelige baggrund fra Midtvesten, og karakteristisk er det, at han altid arbejdede i ferierne og ved sine af studierne – og i øvrigt klarede at mangedoble sin personlige formue, mens han læste på college. I hans ”formative years” var hans forbillede den britisk-amerikanske finansteoretiker Ben Graham, som var hans underviser ved Columbia Business School, og som lagde den teoretiske grund til den type af investering, som Buffett har praktiseret hele sit liv, nemlig value investing. Value investing betyder, forenklet sagt, at man investerer i aktier, derefter et eller andet parameter – dette må man selv vælge – fremstår som undervurderede.

Langsomhedens apostel

Der er et andet aspekt i Buffetts lære, som er vigtigt for os, der investerer i guld og sølv, og det er langsomhed eller langsigtethed i investeringen. Jeg har netop hørt Warren Buffett omtalt som langsomhedens apostel, fordi hele hans temperament var imod tendensen til ”hurtigt ind og hurtigt ud” i forskellige investeringer. Man skulle, efter nøje overvejelse og analyse, købe for at beholde.

Og hele Warren Buffets liv og gerning gennemsyres af denne langsomhed eller langsigtethed. Bare det, at han blev som CEO i Berkshire Hathaway indtil sit fyldte 94. år. Berkshire Hathaway, der oprindeligt var en tekstilvirksomhed, købte Buffett selv i slutningen af 1950’erne, og fra 1965 gjorde han det til ejerkonglomerat og droppede tekstilproduktionen. Det var før, at de fleste, som læser dette, var født. Læg dertil det faktum, at han blev boende i det hus i Omaha, Nebraska, som han købte for 32.000 USD i 1959. Der findes ikke noget Buffett Tower i Omaha.

Warren Buffetts villa i Omaha, Nebraska. Nydeligt, men ikke prangende. Og det er pointen.
Warren Buffetts villa i Omaha, Nebraska. Nydeligt, men ikke prangende. Og det er pointen.

Berkshire Hathaways CEO har også humor, for da han langt om længe købte et privatfly, noget han har kritiseret andre erhvervsledere for at sløse penge på, døbte han flyet The Indefensible (Det Uforsvarlige).

Det er ikke sådan, at Buffett har været en fløjsblød behagesyg progressiv hele sit liv, langt fra. Han investerede frejdigt i både våben og rygning og var på mange måder et barn af sin tid.

Hvad kan vi bruge dette til? Jo, vi kan lade os inspirere af Buffetts investeringsprincipper, langsigtetheden, den sikre margin og det med at købe billigt efter en grundig analyse i stedet for at lade sig rive med af bobler.

Jeg ved godt, at Buffett aldrig rigtigt har været nogen stor ven af guld, og at han har foretrukket at investere i det, der kaldes produktive aktiver. Også på dette punkt er Buffett et barn af sin tid, idet præsident Roosevelt i 1933, da Buffett var 3 år, forbyder amerikanere at investere privat i guld, et forbud som var i kraft op til begyndelsen af 1970’erne, på hvilket tidspunkt Buffett for længst havde fastlagt sine principper for gode investeringer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Denne artikel er et udklip fra denne måneds nyhedsbrev!

Guldpris (XAU-DKK)
27417,50 DKK/oz
  
- 246,90 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
398,94 DKK/oz
  
- 8,43 DKK

Du vil måske også gerne læse