Sådan lød budskabet fra Federal Reserves direktør Ben Bernanke, da han mandag deltog i et interview på University of Michigan.

“Jeg synes, det ville være godt, hvis vi ikke havde det”, sagde han, men erkendte i samme åndedrag, at han nok ikke får sit ønske opfyldt:

“Jeg tror ikke, det kommer til at ske,” sagde Ben Bernanke ifølge netavisen CNN Money.

Gældsloftet i USA er en selvskabt spændetrøje, som er designet til at sikre, at de offentlige udgifter ikke løber løbsk. Det betyder i praksis, at den amerikanske kongres skal blive enig om en grænse for, hvor meget gæld den amerikanske stat må optage.

Allerede ved årsskiftet stødte USA officielt mod det nuværende gældsloft på 16.394 billioner dollar (91.703 billioner kroner). Og det betyder, at Finansministeriet i øjeblikket bruger “ekstraordinære metoder” for at blive ved med at være i stand til at betale landets regninger.

Finansminister Tim Geithner advarer dog om, at det er et kapløb mod tiden – han forventer, at kassen er løbet helt tør i perioden fra midt i februar til begyndelsen af marts.

Men forhandlingerne i kongressen om at hæve loftet går i øjeblikket meget trægt. Republikanerne har flertal i det ene af kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus, og bruger i øjeblikket forhandlingerne om gældsloftet til at forsøge at skære i de offentlige udgifter, blandt andet udgifter til sundhedsreformen og Medicare-programmet.

De store slagsmål i kongressen vidner ifølge Ben Bernanke om en misforståelse eller bevidst fordrejning fra Republikanernes side om, hvad gældsloftet egentlig går ud på. Han understreger, at gældsloftet ikke i sig selv skaber nye udgifter for USA, men bare gør det muligt at betale de regninger, der allerede ligger på bordet.

“At hæve gældsloftet gør regeringen i stand til at betale sine nuværende regninger. Det skaber ikke ny gæld, det skaber ikke nye udgifter,” sagde han og fortsatte:

“Det her er som en familie, der siger: Vi har brugt for mange penge, lad os holde op med at betale vores kreditkortregninger. Det er ikke nogen god måde at få sig selv i god økonomisk form,” sagde Ben Bernanke.

Dermed bruger centralbankchefen stort set samme ordvalg som præsident Barack Obama, der på en pressekonference mandag understregede, at det at hæve gældsloftet ikke er det samme som at give lov til at bruge flere penge, men bare gør det muligt at finansiere de udgifter, man allerede er blevet enige om. Obama advarede samtidig om, at hele debatten er skadelig for landets renommé.

“USA har ikke råd til endnu en debat med kongressen om, hvorvidt vi skal betale de regninger, der allerede ligger på vores bord eller ej. USA er ikke en dødssejler,” sagde præsidenten ifølge CNN Money.

Republikanernes talsmand i Repræsentanternes Hus, John Boehner, tog dog hurtigt til genmæle over for Obamas udtalelser.

“Konsekvenserne ved, at vi ikke formår at hæve gældsloftet, er reelle, men der er også konsekvenser forbundet med at fortsætte uden at få løst vores udgiftsproblemer,” lød hans respons.

Centralbankchef Ben Bernanke er enig med Republikanerne i, at der skal styr på udgifterne. Men han mener i stedet, at det skal foregå ved hjælp af en langsigtet plan i stedet for en hård kortsigtet opstramning af budgetterne.

https://www.berlingske.dk/business/bernanke-droemmer-om-usa-uden-gaeldsloft