Opret ny alarm

Vildeste guldfund siden Guldhornene

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder på 10.09.2021
Guldpris (XAU-DKK)
16 181,10 DKK/oz
  
+ 60,30 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
190,06 DKK/oz
  
+ 2,15 DKK

Guldfund. På en mark i Vindelev 8 km fra Danmarks vugge i Jelling i Østjylland gik en mand ved navn Ole Ginnerup Schytz rundt. I hænderne havde han den metaldetektor, han netop havde anskaffet sig. Pløjemarken tilhørte en gammel klassekammerat.

Knap 1 kg guld i pløjemarken

Og resten er historie. For efter få timer havde Ole Ginnerup Schytz fundet det, der skulle vise sig at være den største guldskat i Danmark siden Guldhornene. Knap 1 kg rent guld med medaljoner på størrelse med underkopper.

Guldfund. Holdet bag fund og udgravning af pløjemarken i Vindelev. Foto: Vejlemuseerne

Den største mønt er en stor romersk guldmønt med Konstantin den Stores kontrafej. Det var ham, der som kejser i 313 gjorde kristendommen lovlig. Hans og andre romerske kejseres mønter blev i mange århundreder brugt som valuta i hele Europa og store dele af Mellemøsten og Nordafrika.

Siden det første fund er marken i Vindelev blevet forsvarligt undersøgt af arkæologer fra Veljemuseerne og Nationalmuseet. Arkæologerne ved nu, at skatten blev gravet ned i et langhus i en landsby for omkring 1.500 år siden.

“Kun et medlem af samfundets absolutte top, har kunnet samle en skat, som den der er fundet her”, forklarer Vejlemuseernes forskningschef Mads Ravn. Han fortsætter:

“Selvom stednavnet Vindelev, kan forbindes med netop folkevandringstiden, var der ikke noget, der kunne få os til at forudsige, at der her boede en hidtil ukendt krigsherre eller stormand, længe inden kongeriget Danmark opstod i de efterfølgende århundreder.”

Fundet består af såkaldte brakteater, en slags medaljoner, i størrelse helt op til en underkop. Desuden er der romerske guldmønter, som er lavet om til smykker. Håndværket og teknikken er helt i top, hvilket gør fundet endnu mere særligt.

Høj mand, der taler med fugle

En af brakteaterne har afbildet et mandshoved samt nogle fugle, han kommunikerer med. Der er også en runeinskription. Der står ‘houaʀ’, hvilket betyder ’den høje’. Det kan referere til stormanden bag fundet, men det kan også være en reference til Odin, den øverste asagud. Det er episk fortællende. Det er faktisk litteratur fra 500-tallet – og det har vi ikke meget af i Danmark. Og så er det lavet på guld.

Guldfund. Episk guldbrakteat fra jernalderen. Mand, der kommunikerer med fugle. Foto: Konserveringscenter Vejle

Der er fundet over 40 kg guld fra jernalderen i den danske muld over tid. Og mange af ikke bare de danske, men også skandinaviske guldfund stammer fra midten af 500-tallet. For nogle få år siden undersøgte arkæologer fra Vejlemuseerne f.eks. et guldfund fra Hjarnø i Horsens fjord, som vi også skrev om hos Tavex.

Ragnarok og Fimbul – var det valkanen i 536?

Forskerne forbinder de mange guldfund fra netop denne periode med et vulkanudbrud i 536. Udbruddet var så kraftigt, at asken dækkede for solen, og der kom udbredt misvækst i Nordeuropa. Datidens samfund var ikke robuste. Få bondefamilier kunne klare et eller endda flere år uden høst. Nogle forskere regner med, at op mod halvdelen af befolkningen i Norge og Sverige forsvandt på grund af misvæksten.

Vi ved ikke præcis, hvor vulkanudbruddet fandt sted. Det kan være på Island eller i Nordamerika.

Flere forskere mener også, at udbruddet medførte en grundlæggende ændring i samfundet. Nye guder erstattede gamle, f.eks. er det svært at forestille sig vulkanudbruddet i 536 uden at tænke på den nordiske myte om Ragnarok, hvor Fenrisulven sluger solen. Derefter kommer Fimbulvinteren, der varede i tre år.

Hvis det er rigtigt, så peger vulkanudbruddet i 536 frem mod opbygningen af vikingesamfundet og derefter mod etableringen af Danmark og de andre nordiske riger i årene fra 950.

Skatten vil allerede blive udstillet i forbindelse med Vejlemuseernes store vikingeudstilling, der åbner den 3. februar 2022.

 

Guldpris (XAU-DKK)
16 181,10 DKK/oz
  
+ 60,30 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
190,06 DKK/oz
  
+ 2,15 DKK

Du vil måske også gerne læse