Svenske 10 kroner guldmønt - Oscar II

Historie

10 kroner guldmønter – den skandinaviske guldstandard 

Selv om det er nok er umuligt at skabe et fejlfrit monetært system, var den skandinaviske møntunion i 1875 var sandsynligvis tættest på perfekt monetære harmoni, der nogensinde var blevet undfanget mellem forskellige lande.

Op til 1873 forekom der en række grundlæggende ændringer i den globale økonomi; Sølv, som i århundreder havde været den vigtigste valuta for global handel, mistede gradvist sin status som penge til fordel for guld. Den latinske Monetære Union, der var baseret på guld blev etableret i 1865 mellem flere europæiske lande. Tyskland, som var en stor handelspartner for de nordiske lande, skiftede til guldstandarden i 1871 med indførelsen af det guld marken og England, som også var en vigtig handelspartner for både Danmark og Norge, havde vedtaget guldstandarden i begyndelsen af 1800’erne ved udstedelsen af guld sovereing. Selv USA var på en pseudo guldstandard fra begyndelsen af 1834. Årsagen til, at guld blev det foretrukne valutavalg, var på grund af det gule metals højere værdi-til-vægt-forhold, hvilket betød, at udgifterne til forsendelse og håndtering af guld var mindre end af sølv. Efterhånden som landene begyndte at udskifte deres valutareserver ved at sælge sølv og købe guld, betød det naturligvis, at sølv i forhold til guld var ved at blive mindre værd.

Det var på denne baggrund, at de tre nordiske lande, hvis monetære system var baseret på sølv, begyndte at overveje at skifte til guldstandarden. Desuden, var der den omstændighed, at de tre skandinaviske lande havde et andet optællingssystem, kombineret med forskellige størrelser af deres sølvmønters metalsammensætning gjorde sagen yderligere kompliceret. For eksempel brugte Sverige sølv rigsdaler, der var baseret på decimalsystemet, mens Danmark med rigsdaler og Norge med speciedaler baserede deres systemer på brøker. Disse forskelle skyldes ekstra vekselgebyrer og var en byrde for de handlende set i lyset den betydelige regionale handel, der blev gennemført mellem disse tre lande.

Danmark og Sverige besluttede i 1873 at oprette den første skandinaviske møntunion baseret på guldstandarden. Det nye system bestemte,  “krone” på dansk og “krona” på svensk (”crown” på engelsk) var at blive den nye regningsenhed, som var deleligt i 100 øre. Mønterne med pålydende værdi på 20 og 10 kroner blevet lavet af guld, og 1 kg guld var lig med 2.480 kroner. Med andre ord blev 1 guld krone sat til at være lig 0,403 gram guld. I forbindelse med krone guldmønter, blev sølv kroner, og senere pengesedler indført i de tre lande. Alle skandinaviske kroner blev anset lovligt betalingsmiddel og var frit udskiftelige kurs pari ved de respektive centralbanker, der var en del af SMU. Et vigtigt aspekt ved dette system var, at uanset hvem der holdt sølv kroner eller sedler var berettiget til at få dem ombyttet til guld i centralbanken.

Selvom SMU-systemet blev standardiseret og pengene i omløb blev indstillet til at have ensartet værdi blev det stadig decentraliseret. Dette betød, at der ikke var en centralbank i unionen der kontrollerede guldstrømmen. For eksempel, hvis Norge havde et handelsunderskud med et land uden for EU (dvs. værdien af dets import var højere end værdien af landets eksport), så betød det, at for at udligne denne forskel så måtte man betale i guld. Således ville guld flyde ud af Norge. Det er her, den unikke selvjusterende mekanisme ved guldstandarden kom i spil. Med guld strømmer ud af Norge, ville landets pengemængden (guld) reducere, hvilket fører til deflation, dvs. lavere priser. Med Norge nu at have lavere priser på sine varer (i form af guld), vil andre lande så være mere interesseret i at overtage norske varer, og dermed guld ville strømme tilbage til landet, re-hævde balancen mellem landets produktion og pengemængden .

Dette system fungerede så godt, at de tre centralbanker ikke engang gribe ind i de finansielle markeder (i modsætning til i dag) i næsten fire årtier, og udover viser sig at være yderst effektiv og let at vedligeholde, men også bidraget til at fremme handelen, og dermed velstand.