Guld og sølv i zigzag – verdensrekorder og told-turbulens

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder, Markedsanalyser på 19.05.2025
Guldpris (XAU-DKK)
27421,80 DKK/oz
  
- 251,00 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
398,99 DKK/oz
  
- 8,42 DKK

 

April og maj har budt på alt andet end stabilitet for ædelmetallerne. Med Trumps toldbombe, markedsuro og historiske kursudsving har både guld og sølv taget investorerne med på en vild rutsjebanetur. Her får du overblikket over de vigtigste bevægelser – i euro, kroner og dollars – og et kig på, hvad der driver markedet i disse urolige tider.

Guld i euro og kroner

Det gule metal startede på 2.895 EUR/ounce (21.601 DKK) den 31. marts, men så satte Trumps Liberation Day ind med uhørte toldsatser mod alt fra det mindste klippeskær i Sydatlanten til verdens værksted, Kina. Det betød et markant fald for guld, som kulminerede den 6. april, hvor guldet stod i 2.745 EUR/ounce (20.497 DKK, periodens laveste i EUR, DKK og USD). Derefter steg det, naturligvis med en del zigzag på grund af den generelle Trump-inficerede markedsusikkerhed, til 3.027 EUR/ounce (22.607 DKK) periodens højeste i EUR, DKK og USD den 22. april. Top dramatisk med andre ord, med ekstrem volatilitet. Naturligvis verdensrekord, all time high og alt det der, hurra-hurra!

Højt at stige, dybt at falde, som man siger, for allerede dagen efter, Skt. Jørgens dag den 23. april, var guldet nede på mere afbalancerede 2.896 EUR/ounce (21.624 DKK), hvorefter det havde en periode med meget store zigzagbevægelser, som det vil føre for vidt at komme ind på her, selvom fluktuationerne var så markante, at det kunne have været absolut berettiget. Hvorom alting er, den 30. april stod guldet i 2.903 EUR/ounce (21.747 DKK), men faldt på arbejderbevægelsens internationale kampdag den 1. maj til 2.831 EUR/ounce (21.134 DKK).

Guldprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex
Guldprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex

Den 6. maj var guldet igen på vej op og krydsede 3.000 eurogrænsen på 3.004 EUR /ounce (22.415 DKK). Derfra gik det lidt nedad til 2.902 EUR/ounce (21.651 DKK) den 12. maj, med tilbagespring til 2.931 EUR/ounce (21.895 DKK) den 13. maj. Herefter fulgte en større nedtur til 2795 EUR/ounce (20.856 DKK) den 15. maj, hvorefter den zigzaggede frem og tilbage indtil guldprisen i dag, den 19. maj har fundet et leje på 2874 EUR/ounce (21.448 DKK).

Guld i dollars

Og nu til guld i de amerikanske dollars, som følger et lignende mønster, men på grund af svækkelsen af dollaren i forhold til hovedvalutaerne, er forskellen større, end den tidligere har været.

Den 2. april – inden Liberation Day-katastrofen – stod det gule metal i 3.163 USD/ounce; den 7. april var det faldet til 2.970 USD/ounce, periodens laveste i alle de her omtalte valutaer.

Den 22. april var det tid til en ny verdensrekord på 3.494 USD/ounce – godt 260 USD højere end den verdensrekord, som jeg omtalte i Guldbrev nr. 4 for en måned siden. Jo, det er skønt at investere i guld. Derpå begyndte en periode med fortsat volatilitet, idet guldet ramte 3.281 USD/ounce den 23. april, men steg til 3.305 USD/ounce den 30. april efter en periode med zigzigkurser. På May Day, som den 1. maj hedder i USA, ramte guldet 3.205 USD/ounce, men steg til respektable 3.414 USD/ounce den 6. maj.

Derfra er faldt det til 3.223 USD USD/ounce den 12. maj, med en mindre stigning til 3.257 USD/ounce den 13. maj. Herfra så vi samme tendens som guldprisen i EUR, nemlig et dramatisk fald frem til den 15. maj, hvor guldprisen nåede ned til 3129 USD/ounce. De følgende dage gik det både op og ned, og i skrivende stund den 19. maj er guldprisen 3224 USD/ounce.

Sølvprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex
Sølvprisen i euro den sidste måned. Kilde: Tavex

Dramatisk tid for sølvet

Så til sølvet, som har gode udsigter i betragtning af dets uomgængelighed for den grønne omstilling (læs overgang fra fossile brændsler til el), men som er ekstremt følsomt, eftersom det er så industrielt sammenlignet med guld
Sølvet startede på 31,28 EUR /ounce (233,38 DKK) den 1. april, men da konsekvenserne af Trumps toldudspil blev fordøjet af markederne, mistede det sølvgrå metal 1/6 af sin værdi og ramte 26,05 EUR/ounce (194,80 DKK) den 6. april. Disse to kurser er periodens hhv. højeste og laveste noteringer med en forskel på over 5 EUR. Det er nærmest chokerende.

Den 23. april var sølvet oppe på 29,69 EUR/ounce (221,25 DKK) og gik en i en periode med voldsomme zigzagbevægelser. Den 1. maj stod det grå metal i 28,02 EUR/ounce (209,21 DKK), men siden da er det gået fremad. Den 6. maj stod sølvet i 29,24 EUR/ounce (217,99 DKK) og den 13. maj kravlede sølvprisen sig op på 29,26 EUR/ounce (221,89 DKK). Fornøjelsen var dog kort, da sølveprisen tog endnu et dyk ned på 28.42 EUR/ounce (212,05 DKK), efterfulgt at et zigzag op og ned de følgende dage. I dag, den 19. maj er prisen 28.81 EUR/ounce (214,94 DKK).

Sølv i dollars

Til sidst det sølvgrå metal angivet i greenbacks, den verdensvaluta, som USA’s ledelse selv har en ambition om at svække. Og det er, som vi kan se, gået, som præsten har prædiket.

Starten lød den 1. april på 33,96 USD/ounce med et fald til 29,66 USD/ounce den 3. april efter Trumps toldkrigserklæring mod verden. Højeste og laveste notering i perioden.

Den 11. april var sølvet ”tilbage” på 32,28 USD/ounce, og den 23. april, Skt. Jørgens eller Sankt Georgs dag (ham med dragen!) var det oppe i respektable 33,65 USD/ounce.

Derpå zigzaggede det kraftigt ned til 31,73 USD/ounce den 1. maj, men var tilbage på 33,17 USD/ounce den 6. maj og den toppede den 13. maj i 33,05. De følgende dage gik det både flere hak op og ned, og den 19. maj er prisen ende på 32,51 USD/ounce.

Guldpris (XAU-DKK)
27421,80 DKK/oz
  
- 251,00 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
398,99 DKK/oz
  
- 8,42 DKK

Du vil måske også gerne læse