Opret ny alarm

Guld hutler sig igennem corona

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder på 16.06.2020
Guldpris (XAU-DKK)
18122,70 DKK/oz
  
+ 184,10 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
215,12 DKK/oz
  
+ 2,63 DKK

Guld hutler sig igennem corona. Frygten for coronaens genopblussen eller anden bølge eller tilsvarende er ikke forbi. En stigning i tilfældene i Beijing i Kina fik aktiemarkederne især i Asien, men også verden over, til at gå i rødt. Det havde dog ikke megen effekt på guldmarkedet.

Sådan så guldmarkedet ud i amerikanske dollars.

Guld uændret siden 11. juni

Torsdag den 4. juni stod guldet i 1714 USD/ounce, men faldt skarpt til 1.683 USD/ounce den 5. juni. Derefter begyndte det gule metal en stigning, som førte det frem til 1.736 USD/ounce den 11. juni – hvor det har ligget siden. Noteringen er i skrivende stund, tirsdag den 16. juni kl.12, 1.729 USD/ounce.

I danske kroner var forløbet et let andet. Torsdag den 4. juni stod guldet i 11.043 DKK/ounce, hvorpå det steg til 11.525 DKK/ounce den 11. juni. I går mandag den 15. juni var det faldet til 11.367 DKK/ounce og er kun steget ubetydeligt siden.

Nogle giver pokker i guldets prisudvikling. De tænker mere på, hvordan de skal forbruge alle de rare feriekroner, der som et led i regeringens almindelige gaveregn er på vej ind på kontoen.

Redning for guld: Kan Powell skabe inflation?

Andre kan være skuffede over de manglende stigninger i guldprisen. Men de skal tænke på, at det kunne have været meget værre, hvis ikke regneenheden, dollaren, var blevet svækket. Svækkelsen er ikke noget under med tanke på Fed-chefen Jerome Powells meget stærke udtalelser fra FOMC-mødet i sidste uge. Her lovede Powell, at Fed vil sørge for en rente nær nul frem til 2022.

Fed vil også handle ”kraftfuldt, proaktivt og aggressivt” for at støtte amerikansk økonomi. Alt dette fik amerikanske iagttagere til at falde over hinanden med gæt om, hvor mange nytrykte billioner dollars dette fører til.

For de af os, der kan huske et begreb som inflation fra gamle økonomiske lærebøger, så må det betyde, at der opstår inflation. Og et af de bedste værn mod inflation er guld. Så … på langt sigt … er det godt nyt for guld.

Lad mig slutte af med en nyhed herhjemmefra, der har betydning for guld i bredere forstand.

Statens Aktieindkøb A.m.b.a.

De har haft det længe i Schweiz og meget i Japan. De har det i Sverige, og det har det i mange andre steder med betydelige lavere coronadødelighed. Jeg tænker naturligvis på nytrykte statslige penge, der skal bruges til at købe aktier for.

I mange lande sker det bare som en generel forholdsregel for at holde aktiemarkedet oppe. I Danmark skal 10 mia. kunne bruges på opkøb i særlig vigtige virksomheder, der er i fare for at gå konkurs. Finansminister Wammen kalder dem for ”samfundsbærende” virksomheder. Det lyder som et skuespil af Ibsen.

Det kan jo lyde meget sympatisk, for hvem vil have, at samfundet bryder sammen? Eller at forkerte virksomheder går konkurs?

Men fonden bygger på to store misforståelser.

Den første er, at konkurser altid er negative. Det er de ikke, for hvis vi ikke fik luget ud i de private virksomheder, kunne vi ikke være sikre på, at kun de bedste overlever. Det sikrer konkurser. Den anden misforståelse er, at det er statens opgave at trykke penge, som den så køber private virksomheder for. Denne misforståelse bygger på det faktum, som med coronaens hærgen i verdens økonomi må stå klart for alle: penge har ingen værdi. Penge er noget, man skaber til formålet. Her er mere læsestof om fonden.

En glemsom guldrandet schweizer
Vreneli er det uofficielle navn på schweiziske guldmønter fra mellem 1897 og 1949 i valørerne 10, 20 og 100 franc. Vreneli er diminutivformen af det schweiziske fornavn Verena, altså en slags Lille-Verena. Billede: Tavex

Og så en lille morsom ting til allersidst. Vi har altid vidst, at schweizerne er glade for guld. Her hos Tavex sælger vi bl.a. guldprodukter fra to schweiziske smelterier, Valcambi og PAMP. Vi sælger også de smukke schweiziske Vreneli-guldmønter i 20-francvaløren.

Nu er det kommet frem, at en glemsom schweizer i oktober sidste år glemte guld for 152.000 euro i toget mellem St. Gallen og Luzern. Passageren har fem år til at melde sig hos hittegodskontoret, men han er altså ikke dukket op endnu.

Guldpris (XAU-DKK)
18122,70 DKK/oz
  
+ 184,10 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
215,12 DKK/oz
  
+ 2,63 DKK

Du vil måske også gerne læse