Opret ny alarm

Falsk guld sikkerhed for lån på 2,8 mia. USD

Offentliggjort af Peter Kyhn i kategori Nyheder på 09.07.2020
Guldpris (XAU-DKK)
16 733,40 DKK/oz
  
+ 62,50 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
200,81 DKK/oz
  
+ 2,92 DKK

Falsk guld sikkerhed for lån. Ikke alt, der skinner, er guld.

Det må de sande i Kina, efter at det er blevet afsløret, at en tilsyneladende velrenommeret og Nasdaq-noteret guldvirksomhed har brugt gulddoublerede barrer af kobber og aluminium som falsk sikkerhed for lån. Det skriver det seriøse Hongkong-dagblad South China Morning Post.

Virksomheden i centrum for det hele er Kingold Jewelry, der er en af Kinas største ædelmetalvirksomheder og noteret på Nasdaq i New York.

Forgyldte kobber-barrer

Kingold er mistænkt for at have brugt barrer af kobber og aluminium overtrukket med et tyndt lag guld som sikkerhed for lån på i alt 20 mia. RMB (2,83 mia. USD.). Det rapporterede det kinesiske medie Caixin den 29. juni. Virksomheden afviser at have gjort noget forkert, men grundlæggeren Jia Zhihong er ikke til at få fat på.

”Guldet” vejer i alt 83 tons og svarer til 20% af Kinas guldproduktion i 2019. Værdien med dagens guldpris er ca. 4,5 mia. USD. Det betyder, at Kingold kunne have fået meget mere ud af sit bedrageri, hvis det havde ventet.

Bedrageriet kom for en dag, da det viste sig, at Kingold slet ikke havde bogført så meget guld, som det anvendte som sikkerhed for de store lån.

Kunne ikke få sit guld igen

Forinden, i løbet af 2019, var der sat spørgsmålstegn ved Kingolds seriøsitet. En række investorer, som havde deponeret værdier i guld og andre ædelmetaller hos Kingold, kunne ikke få deres værdier udleveret.

Minsheng Trust, en fastlandskinesisk virksomhed og Kingolds største kreditor med i alt udeståender for 574 mio. USD, havde fået udleveret guldbarrer som sikkerhed. Minsheng lod barrerne undersøge og fandt ud af, at de indeholdt en kobberlegering.

Kingold er grundlagt i 2002 af dets nuværende bestyrelsesformand og adm. direktør Jia Zhihong.

Kina er verdens største marked for fysisk guld. Det er også hjemsted for verdens største guldbørs, Shanghai Gold Exchange, der ligger i det 53 etager høje Bank of China Tower i Shanghai. Bygningen er kendt fra filmen Mission Impossible III fra 2006, hvor Tom Cruise laver et bungee jump fra den. Foto: Ferox Seneca/Wikipedia

 

 

Gode forbindelser i Wuhan

Virksomheden ligger i coronabyen Wuhan i den folkerige Hubei-provins i det centrale Kina, hvor Kingold var den største guldforædlingsvirksomhed. Kingold har også et kontor i New York og blev noteret på Nasdaq via en såkaldt backdoor listing.

Den 59-årige Jia beskrives som en mand med rigtig gode lokale forbindelser i Hubei-provinsen. Det er ofte en forudsætning for at drive virksomhed i Kina.

Årsregnskab mangler hos Nasdaq

I en børsmeddelelse fra 14. maj meddelte Kingold, at det ville offentliggøre sin årsrapport for 2019 senest den 29. juni, da den var blevet forsinket som følge af coronavirus. Og det lyder jo meget rimeligt for en virksomhed med hovedsæde i Wuhan.

Nasdaq har dog endnu ikke modtaget noget årsregnskab fra Kingold.

Guldpris (XAU-DKK)
16 733,40 DKK/oz
  
+ 62,50 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
200,81 DKK/oz
  
+ 2,92 DKK

Du vil måske også gerne læse