Opret ny alarm

Guldbrevet nr. 11 - 2016

Offentliggjort af Tavex A/S i kategori Nyheder på 03.11.2016
Guldpris (XAU-DKK)
16 207,20 DKK/oz
  
+ 51,50 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
190,45 DKK/oz
  
+ 0,83 DKK
Guld Tavex danmark blog banner

Guldpris i oktober: Svagt opadgående trend efter fald

Begyndelsen af oktober bød på et fald for guldprisen fra det plateau på mellem 1320 og 1370, som guldet havde ligget på fra begyndelsen af juli til slutningen af september. For guldentusiaster er der grund til at glæde sig over, at den faldende tendens ikke har bidt sig fast i oktober, men at faldet i begyndelsen af måneden blev fulgt af en svagt opadgående korrektion. Vi er langt fra tilbage i sensommerens højder, men heller ikke så langt derfra med en pris på den første dag i november på foreløbig 1281 USD/ounce.

Opadgående trend efter 14. oktober

Efter at være faldet  siden slutningen af september, lå guldprisen den 4. oktober på 1268 USD/ounce, hvorefter den zigzaggede sig ned til 1256 USD/ounce den 6. oktober og op 1259 den 10. oktober og ned igen til 1254 dagen efter, op igen og ned til månedens lavpunkt, 1251 USD/ounce den 14. oktober. Siden da har tendensen været opadgående. Prisen gik til 1270 USD/ounce den 19. oktober, faldt lidt igen, men nåede 1274 USD/ounce den 25. oktober, hvorpå den korrigerede ned til 1266 USD/ounce dagen efter. Herefter er prisen kun gået opad til 1281 USD/ounce den første dag i november.

Vil Fed hæve renten?

Forklaringerne er som sædvanlig mange. Men det står ret klart, at vi ikke behøver at gå til Brexit i Storbritannien eller blodig krig i Syrien for at finde hovedårsagerne – det er nok at kigge på det uden sammenligning vigtigste land for guldprisen og verdensøkonomien i øvrigt: USA.

Dér har snakken på de finansielle markeder været præget af to ting den seneste måned: Feds mulige renteforhøjelse, der kan komme ved mødet i Federal Open Markets Committee-mødet den 2. november eller ved det kommende møde i december. Den generelle konsensus har været – understøttet af mange vink med vognstænger fra forskellige personer i Fed-systemet fra Janet Yellen og nedefter – at der kommer en renteforhøjelse i år og så et antal (fra en og opefter) næste år.

På den anden side har der stadig været en del usikkerhed om det, eftersom makrotallene, som man har set i løbet af efteråret, ikke entydigt har peget på en renteforhøjelse i forhold til de økonomiske mål, som Fed tidligere har meldt ud.

Ny usikkerhed om præsidentvalg

Renten er altså den ene vigtige faktor. Den anden er – som ingen sikkert kan være i tvivl om – præsidentvalget. Hillary Clinton klarede sig godt i samtlige tre debatter mellem hende og Donald Trump, og Clinton havde i henhold til meningsmålingerne en klart forspring i slutningen af september, især efter frigivelsen af optagelsen, hvor Trump praler med, hvad han kan slippe af sted med i forhold til kvinder.

Efter medvind til Clinton i lang tid, så er det nu Clinton, der er på hælene – FBI har ti dage før valget den 8. november genåbnet et nyt afsnit i den sag om usømmelig omgang med e-mails, som aldrig ser ud til at ville slippe Hillary Clinton.

Samtidig har meningsmålinger i længere tid vist mindsket overvægt til Clinton og flere meningsmålinger har vist, at forskellen mellem de to er så lille som 1-2% procent. Der er med andre ord igen spænding om udfaldet af valget den 8. november – og enhver indikation af, at Donald Trump er en mulig vinder den 8. november er, som det ser ud nu, en god ting for guldprisen.

Opsummerende kan vi sige: Vi bliver (muligvis) klogere på spørgsmålet om, hvad Fed vil gøre med renten allerede den 2. november. Med hensyn til valget må vi vente til den 8. november, så det er en spændende begyndelse på den nye måned, der venter på os.

Se den sidste måneds guldpris her:
https://tavex.dk/dk/aktuelle-guldpriser-og-soelvpriser/

Fandt guldmønt til 2 mio. kr. i søns legetøj

En 35-årig brite fra Bishop’s Stortford i nærheden af Stansted lufthavn nord for London blev for kort tid siden glædeligt overrasket. Det viste sig nemlig, at en mønt, som han havde fået af sin bedstefar og givet videre til sin søn, var af guld og godt 2 mio. kroner værd.

Mønten lå blandt Legoklodser og andet i en kiste med sønnens legetøj, og da manden genfandt den, besluttede han sig for at få den vurderet. Det viste sig, at mønten er en ekstremt sjælden 5 guinea mønt fra 1703, lavet af guld som englænderne tog fra spanierne i et søslag i Vigo-bugten i det nordlige Spanien året inden. Mønten bærer et portræt af Storbritanniens regent, dronning Anne, der i øvrigt var dansk gift.

Mønten er nu til salg ved auktionshuset Boningtons Fine Art Auctioneers med en vurderingspris på 200.000-250.000 GBP – læs mere her: http://www.boningtons.com/boys-pirate-chest-yields-britains-rarest-coin

Den sagnomspundne guinea

Guinea-mønten var hovedmønten i Storbritannien fra 1663 og frem til møntreformen i 1816, den såkaldte Great Recoinage, hvor den blev erstattet af pundet nominelt og af sovereign-mønten i udmøntningen. Navnet stammet naturligvis fra Guinea, det område i Vestafrika, som man kender som Guldkysten på dansk, og som stadig er kendt for sine meget rige naturressourcer.

En guinea var lig med 21 shilling, og møntenheden guineas blev meget længe betragtet som “finere” end “pounds”, der kun var lig med 20 shilling. Derfor lod forfatteren Sir Arthur Conan Doyle sin mesterdetektiv Sherlock Holmes beregne sit honorar i guineas, selvom Holmes og hans assistent Dr. Watson løste mordgåder 60-70 år efter, at guinea-mønten formelt var afskaffet.

“Old money” – og de nye

Som nogle af de ærede læsere vil vide, så er rigdom og penge ikke ens for alle i Storbritannien. Penge og aktiver, som er ejet af fine, gamle og gerne adelige familier, ofte kaldet “old money”, er finere end andre penge. Derfor angav de klassebevidste briter prisen for det meste, som en “gentleman” kunne tænke sig at ville købe – f.eks. jord, heste, kunst, målsyet beklædning og fodtøj, møbler og naturligvis væddeløbsheste – i guineas, selv efter at pundet i 1971 gik over til decimalsystemet. Når der skulle betales, blev der omregnet til pund.

Prisen for væddeløbsheste angives den dag i dag i guineas for køber, mens sælger får antallet guineas udbetalt i pund uden omregning. Differencen, som opstår ved, at en guinea er lig med 1,05 pund, går til mellemhandleren som salær. Jo, de holder skam på formerne, de briter.

Mønthistorien hos Tavex

Du kan også få del i denne utrolige mønthistorie, uden at skulle betale helt så meget som Boningtons forlanger for 5 guinea-mønten fra Bishop’s Stortford. Tavex lagerfører som regel et antal britiske sovereign-mønter præget under Victoria, Edward VII eller George V. Prisen hos os er godt 2.000 DKK, afhængig af guldpris, for denne historiske mønt, der en gang var verdens vigtigste, se f.eks. her: https://tavex.dk/dk/guld/storbritanniens-victoria-guldmont/

Guldpris (XAU-DKK)
16 207,20 DKK/oz
  
+ 51,50 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
190,45 DKK/oz
  
+ 0,83 DKK

Du vil måske også gerne læse