Guldbrevet nr. 6 – Tavex nyhedsbrev

Guldprisen ikke knækket

Guldprisen har i løbet af maj overbevist os om, at den opadgående trend ikke er knækket.

Det gule metal startede ellers måneden på 1257 USD/ounce den 2. maj, men prisen stod stadig under indflydelse af Macrons sejr i første runde af det franske valg og faldet blev ved overraskende længe efter, at vælgerne havde forladt stemmeboksene.

Fransk lettelse

Lettelsen over at undgå Marine Le Pen, EU- og euromodstander, for bordenden i EU’s næstvigtigste land var så stor, at faldet fortsatte til 1228 USD/ounce den 4. maj og til lavpunktet 1219 USD/ounce den 10. maj.

Faldet er næsten parallelt med det, vi oplevede i begyndelsen af marts, hvor guldet var nede og kysse 1200 USD/ounce to gange.

Heldigvis var opturen klar – optrenden var ikke knækket, nøjagtig som den heller ikke var det i marts. 16. maj nåede guldprisen 1237 USD/ounce og allerede dagen efter var den oppe i 1261 USD/ounce, hvilket er et niveau, hvor der var teknisk modstand i forhold til den opadgående guldpris i hele sidste del af maj.

Brød 1260 USD

De følgende dage lå prisen og svingede midt i 1250’erne (som den havde gjort i slutningen af april også) med teknisk modstand lige efter 1260 USD/ounce og lige efter (for nedadgående) omkring 1251-1252 USD/ounce.

Modstanden omkring 1260 USD/ounce blev brudt fredag den 26. maj, og prisen har bevæget sig langsomt opad siden da frem mod ny teknisk modstand, som mange iagttagere placerer omkring 1275 USD/ounce.

Den sidste måneds guldpris i USD per troy once.

USA-aktier stråler

Styrkelsen af guldet på det seneste har ikke betydet en svækkelse af aktiemarkedet. Her er Dow Jones faktisk krøbet over 21.000 samtidig med, som guldet er styrket.

Til gengæld ligger USD endnu lavere end i forrige måned i forhold til andre førende valutaer, på indeks 97,7 i forhold til 99,1 for en måned siden. Det er faktisk på niveau med, hvad den var, lige inden Trump blev valgt til præsident i begyndelsen af november 2016.

Det er nærliggende at se dette som en indikator for mistilliden til Trumps administration og som et resultat af, at der er forskellige undersøgelser i gang af centrale aktører i administrationen, f.eks. tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og præsidentens svigersøn Jared Kushner.

Paradoksalt nok har det været en prioritet for Trump-administrationen at svække USD-kursen for at forbedre konkurrencedygtigheden for amerikanske virksomheder. Det må man sige er lykkedes.

USD-indeks det sidste år. Kilde Bloomberg

Politik slår Fed på usikkerhed

Det ville være helt forkert at påstå, at den amerikanske rente ikke spiller nogen rolle for guldprisen, men vægtningen af usikkerhederne, der føder guldprisens bevægelser, er i følge mange iagttagere skiftet fra Janet Yellen og Fed til den politiske usikkerhed om Trump-administrationen. Det er pludselig ikke så interessant, om Yellen øger renten med 0,25% i juni, når der potentielt i USA er sat gang i en proces, som kan føre til, at præsidenten går af før tid.

Det er et andet paradoks, at interessen for Feds rentefastsættelse er relativt ringe, al den stund at der er mere spænding om udfaldet af rentemødet 13.-14. juni, end der længe har været. I sidste måned var der blandt iagttagere (ifølge dem, der måler sådan noget) 75% sandsynlighed for en rentestigning i tråd med, hvad Fed har sagt siden medio 2016.

Desværre har der været en hel del skuffende økonomiske nøgletal – den økonomiske vækst i 1. kvt. viste, at væksten i USA er aftagende – og referatet af rentemødet i maj, som blev offentliggjort i slutningen af måneden, klargjorde, at der er stigende bekymring i Fed for levedygtigheden af opsvinget i USA’s økonomi.

Mange medlemmer i Federal Open Markets Committee, som er det officielle navn på det organ, der fastsætter renten, vil gerne være sikre på, at faldet i væksten kun er et overgangsfænomen. Det kan man ikke være til mødet i juni, fordi man ikke har de nødvendige tal på det tidspunkt, så odds for en uforandret amerikansk rente efter junimødet er pludselig meget bedre, end de var for kort tid siden.

May, Nordkorea, NATO

På den udenrigspolitiske front ser det britiske valg ud til at blive en mere usikker affære, end premierminister Theresa May sikkert havde håbet på, da hun udskrev det for få uger siden. Det er sådan set hendes egen skyld, for hvis man går til valg på at være det sikre kort i Brexitforhandlingerne og den eneste, der har format og evne til at lede landet, skal man ikke fremstå usikker, når man er uden talepapir og møder vælgerne. Det er usikkert, hvad denne usikkerhed konkret betyder for guldprisen.

Nordkorea er fortsat en sten i skoen for Trump og den civiliserede verden. USA’s præsident gav til gengæld de europæiske ledere tørt på, da han i slutningen af maj var til NATO-topmøde i Bruxelles. Det var (formentlig) mest kommunikation beregnet på vælgerne hjemme i USA, men afspejler også, at USA’s kontinuerlige opvurdering af samarbejdet i Asien matches af en tilsvarende nedvurdering af samarbejdet i Europa.

Hold øje med 1275 USD/ounce og mere

Hvad så nu? Ja, der er en positiv stemning omkring guldet, så mens vi stadig holder øje med 1250 USD/ounce på vej ned, så er det 1275 USD/ounce lige om lidt, som vi skal holde øje med på vej op. Hvis guldet bryder modstanden dér, kan det ramme 1300 USD/ounce, som er den næste tekniske barriere.

Så er der den tekniske ting, at det løbende niveau for guldprisen målt over 50 dage har krydset niveauet for 200 dage og skabt et mønster, som kaldes “det gyldne kors”, hvilket indikerer stort kortsigtet prispres.

Det skal blive spændende at se, hvordan det udmønter sig.

————–

Shanghai nu størst med fysisk guld

De sidste år har set en meget stor ændring i det internationale guldmarked. Fysisk guld udgør en alt mindre del af det ‘guld’, som omsættes på de vestlige børser i hovedsagelig London og New York.

London har indtil fo

 

r kort tid siden været accepteret som det internationale handelscentrum for ædelmetaller, herunder guld, via London Bullion Market Association. Så kom ETF’erne, altså de børshandlede fonde, der baserer sig på guld – og så blev det helt anderledes. Det meste, faktisk ca. 88%, af det guld, der omsættes på børserne i London og i New York, er i dag papirguld i form af ETF’er.

London følger Comex

Man troede længe, at London-børsen var drivende i den internationale prissættelse af guld, men det er ikke tilfældet. Statistik viser, at London-børsens priser følger Comex, altså den New York-baserede børs for råvarefutures.

Var man pessimist kunne man sige, at det hele er blevet spekulation uden kontakt til det fysiske guld, som er basis for det hele.

Shanghai tager over

I mellemtiden er den kinesiske Shanghai Gold Exchange næsten ubemærket blevet førende inden for handel med fysisk guld, som primært skaffes i Kina via egen udvinding og ved import fra smelterier i Schweiz.

Af det fysiske guld, som omsættes i verden, omsættes langt under 10% på børser. Af det står Shanghai Gold Exchange for ca. 5% og New York-børsen kun for ca. 1% – det vil sige, at Shanghai er fem gange så stor som New York, når det gælder fysisk guld.

Denne stille magtovertagelse i guldverdenen burde ikke komme som nogen overraskelse. Shanghai Gold Exchange er godt nok først grundlagt i 2002, men der eksisterer en årtusindgammel tradition for at spare op i guld i Kina. Desuden har Kina i de sidste år satset på guld som en del af landets moderne finansieringsvirksomhed – som et alternativ til USD og andre internationale handelsvalutaer, som Kina ikke har indflydelse på.

Eksport forbudt

Der er et stort problem med guldmarkedet i Shanghai – og det er, at eksport af guld fra Kina er forbudt. Det kan dog ordnes – via de medlemsbanker og andre i guldbørsen, som kan føre kontrabog uden for Kina for de handler, der foregår ved børsen i Shanghai.

En anden ting er, at guld ikke er det samme i Shanghai, som det er i New York og London. I Shanghai udgår man nemlig fra guld med en renhed på 0,9999, mens man i London sætter prisen på guld i renheden 0,995. Derfor kan guldprisen i Shanghai virke højere end den i London.

 

————

Foredrag med Tavex i Trekantsområdet

Guldfolkene hos Tavex er netop hjemkommet fra et foredrag, som man holdt for 50 tilhørere på Skærsøgaard Vingård nord for Kolding. Arrangementet var arrangeret af Dansk Aktionærforening Trekanten, den lokale aktieklub, der dækker Vejle, Kolding, Horsens og Fredericia.

Udover foredraget var der rundvisning i vingården. Fra Tavex deltog guldchef Wesley Valdez og Nikolaj Vølver med indlæg.

“Der var en god stemning på Skærsøgaard Vingård, og det skyldtes ikke kun, at vi fik lejlighed til at smage på den lokale drue. Tilhørerne var meget interesserede, og de fik meget ny viden hjem om fysisk guld som investeringsprodukt,” suger Wesley Valdez.

Foredraget er et led i den oplysningsvirksomhed om fysisk guld, som Tavex bedriver i Danmark. Så hvis du har en forening eller en kreds af bekendte, som er interesseret i at høre mere om guld som investeringsprodukt, skal du bare henvende dig til Wesley Valdez på eller tlf. 33 12 09 07. Og husk, det er ganske gratis!


Recent news

PARTNERS

Guldbrevet nr. 6 – Tavex nyhedsbrev - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Guldbrevet nr. 6 – Tavex nyhedsbrev - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Guldbrevet nr. 6 – Tavex nyhedsbrev - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Guldbrevet nr. 6 – Tavex nyhedsbrev - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Guldbrevet nr. 6 – Tavex nyhedsbrev - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Guldbrevet nr. 6 – Tavex nyhedsbrev - Tavex - Køb og salg af guld & valuta