Slut med danske penge fra nytår

Danmarks Nationalbank ophører med at præge mønter i Danmark fra og med nytår. Trykningen af pengesedler ophører også, idet Nationalbanken de seneste år har produceret pengesedler til lager. Når der om fire år introduceres en ny serie sedler, skal de også trykkes i udlandet.

Det betyder ikke, at det er slut med danske kroner og øre. Produktionen af mønter flyttes til Finland, nærmere bestemt det statsejede Myntverket i Finland (finsk Suomen Rahapaja). Myntverket i Finland, der hedder Mint of Finland på engelsk, varetager allerede i dag produktionen af mønter til mange forskellige lande i hele verden. F.eks. købte Myntverket i Finland tilbage i 2001 den svenske mønt, Myntverket AB, af Sveriges Riksbank, og har siden da produceret alle svenske mønter.

Læs mere i BT her: http://www.bt.dk/danmark/slut-med-1.000-aar-gammel-dansk-tradition-et-tab-for-vores-kultur-og-nationalfoele

Siden 1739 har det været Den Kgl. Mønt, som har præget mønter og trykt pengesedler i Danmark. Inden da var møntretten bortforpagtet og det var typisk landets allermægtigste og rigeste, som opnåede den ret. Fra 1975 har Den Kgl. Mønt været en del af Danmarks Nationalbank. Beslutningen om at udlicitere produktionen af penge har været taget i lang tid – og i 2012 flyttede Den Kgl. Mønt fra sine egne lokaler i Brøndby til Nationalbanken i Havnegade i København.

Som det fremgår af artiklen i BT har der også fra politisk side været rejst kritik af beslutningen om at opgive produktionen af mønter og sedler i Danmark. Kritikerne mener, at det hører til en selvstændig stats opgaver at producere sine egne mønter og sedler, ligesom man f.eks. har et forsvar. Men som det fremgår af ovenstående er det ikke noget nyt, at staten (tidligere kongen) udliciterer produktionen af “kongens mønt”.

Det er dog værd at bemærke, at beslutningen om at udlicitere produktionen af kontanter kommer samtidig med, at kontanternes position i samfundet er meget presset. Bankerne betragter kontantsystemet som en udgift sammenlignet med andre nyere betalingsformer (netbank, overførsler, MobilePay osv., som de selv kontrollerer) og har som mål helt at afskaffe kontanterne. Det har bl.a. ført til, at den gamle pligt til at modtage kongens mønt som betaling i Danmark er blevet meget udhulet.


Seneste nyheder

PARTNERE

Slut med danske penge fra nytår - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Slut med danske penge fra nytår - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Slut med danske penge fra nytår - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Slut med danske penge fra nytår - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Slut med danske penge fra nytår - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Slut med danske penge fra nytår - Tavex - Køb og salg af guld & valuta