Nye bankgebyrer: Nu også på hidtil gratis netydelser

Har du lige som jeg været kunde i en bank, siden før netbank og andre elektroniske bankydelser blev rullet ud? Så kan det være, at du har det som jeg: at du også fornemmede, at der var et stiltiende løfte fra banken om, at disse ydelser skulle være gratis, fordi vi kunder ved at gøre bankens arbejde for den sparede banken for en masse omkostninger.

Men vi tog fejl, du og jeg. Der var intet løfte.

Nye gebyrer hvor der ingen var

For nu er bankerne ved at indføre – ganske vidst små – gebyrer for netbetalinger og så videre. Hvis man ser på udviklingen for andre bankgebyrer, har de færreste vidst fantasi til at forestille sig, at det vil holde sig til, at det kun er nogle banker, som indfører gebyrer – og at gebyrernes størrelse ikke gradvis vil blive skruet op og endnu mere op. For selvfølgelig vil de det. Al erfaring tilsiger det.

DR’s P1 Morgen tog sagen op torsdag den 16. marts – og de havde oven i købet fået MyBanker til at lave en analyse af området. Redaktionen havde inviteret juridisk direktør i Finans Danmark (som det nu hedder efter at Finansrådet og Realkreditrådet er gået sammen) Kenneth Joensen og Morten Bruun Pedersen fra Forbruger Tænk.

Joensen mener, at diskussionen om gebyrer i banken ikke er ny – de ændrer sig bare. Gebyrerne er et konkurrenceparameter, mener Kenneth Joensen.

Bankerne løber med gevinsten

Morten Bruun Pedersen mener, at bankernes klarer sig udmærket med rekordoverskud og at gebyrerne, som de danske kunder betaler, allerede kan finansiere en Storebæltsbro årligt. Han påpeger, at den rationaliseringsgevinst, som bankerne har vundet ved at indføre elektroniske ydelser, ikke kommer forbrugerne til gode.

Finans Danmarks juridiske direktør svarer dertil, at hvis man ikke vil betale, må man tale med sin bank – det vil sige forhandle sig ud af gebyrer under trussel om at forlade banken. Hør hele udsendelsen her: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2017-03-16#!/35:22 fra kl. 6.38.

“Din” bankrådgiver er ikke din, men bankens

Pointen fra bankernes repræsentant understreger bare det, som vi egentlig godt ved, nemlig at “din” bankrådgiver ikke er “din” rådgiver, men bankens sælger, der forsøger at sælge så mange af bankens produkter til dig som muligt. Flere af os må simpelthen “call his bluff”, som det hedder, når man spiller poker. Flyt bank, for søren!

bankflial
Denne tidligere bankfilial i det nordlige Randers er en af mange, som bankerne har kunnet lukke, alt eftersom kunderne er gået over til elektroniske bankydelser. Nu er det solidt byggede hus til salg for 3 mio. kr. hos Nybolig Erhverv Randers – se mere her. Foto: ejendomstorvet.dk

Og at der har været en nærmest eventyrlig rationalieringsgevinst ved at jage os bankkunder ud af filialen og ind i netbanken, kan der ikke være tvivl om. I 1991 havde de danske banker og sparekasser 51.000 ansatte, 2.651 filialer og en balance på 981 mia. kr. I 2015 havde bankerne (for der var knap nogen sparekasser tilbage) en balance på 3.600 mia. kr., der blev forvaltet af 37.000 ansatte fordelt på kun 1.004 filialer. Altsammen i følge Finans Danmarks egne tal.

Del af kampen mod kontanter

Det er svært at se de nye stramninger af gebyrerne uden samtidig at skelne til den kamp mod kontanterne, som føres af de selvsamme banker, som nu sætter gebyrer på hidtil gratis ydelser. For uden en effektiv kamp mod kontanter og bankfri betalinger er det svært at tjene penge på elektronisk betalingsformidling.

Og det kan godt være, som Kenneth Joensen siger, at gebyrerne forandrer sig, lige som alt andet gør det. Men da bankerne i løbet af halvfemserne virkelig strammede gebyrskruen, var det for at jage kunderne over til de digitale ydelser. Det kan godt være, at der ikke den gang blev udtalt noget løfte om, at netbank skulle være gratis til evig tid. Men vores fornemmelse af, at vi er blevet snydt kan bankerne ikke tage fra os.


PARTNERE

Nye bankgebyrer: Nu også på hidtil gratis netydelser - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Nye bankgebyrer: Nu også på hidtil gratis netydelser - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Nye bankgebyrer: Nu også på hidtil gratis netydelser - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Nye bankgebyrer: Nu også på hidtil gratis netydelser - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Nye bankgebyrer: Nu også på hidtil gratis netydelser - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Nye bankgebyrer: Nu også på hidtil gratis netydelser - Tavex - Køb og salg af guld & valuta