Gylden usikkerhed kan komme fra handelskrig

af Peter Kyhn

Guldet kæmper for at holde sig på afstand af 1250 USD/ounce – eller mere bestemt for at komme tilbage i nærheden af de priser, som guldet befandt sig i for godt en måned siden, men det ser ikke ud til at lykkes.

Guldet under 8000 DKK

Lad os se lidt nærmere på bevægelserne. Mandag den 2. juli lå guldprisen målt i danske kroner på 7949 DKK/ounce på vej ned fra årets næsthøjeste 13. juni, hvor den havde været helt oppe på 8359 DKK/ounce.

Til onsdag den 4. juli rettede prisen sig lidt og kom op over de 8000 DKK, idet den lagde sig på 8031 DKK/ounce. Men så langt er den ikke kommet siden da – allerede fredag den 6. juli var prisen nede på 7956 DKK/ounce og de to første dage af denne uge har den vippet omkring 1070 EUR eller ca. 7970 DKK.

Bundnotering i USD

Hvordan ser det da ud i USD? Jo, mandag den 2. juli var guldet nede i sin laveste notering i lang tid, 1242 USD/ounce, – ned fra 1303 USD/ounce den 13. juni. Tilbage i forrige uge rettede kursen sig til 1256 USD/ounce onsdag den 4. juli, hvilket den holdt i nogle dage, indtil mandag den 9.juli, hvor den øgede til 1265 USD/ounce. Siden da har den været tilbage ved 1255 USD/ounce. En langt fra gylden pris.

Hvad betyder så alt dette?

David_Ricardo_-_On_the_principles_of_political_economy_and_taxation_(1817,_title)
Det var i denne bog fra 1817, at den britiske økonom David Ricardo forklarede sin teori om komparative fordele, som den dag i dag er basis for idéen om frihandel – og hvorfor told og handelskrige er af det onde.

Det betyder, at alt er stort set som det har været den sidste 1½ måneds tid. USA’s økonomi går som en velsmurt maskine, USD er relativ stærk (selvom den er svækket lidt på det seneste), aktieindekserne er urørte, Fed er sendt på ferie og kompasset for pengepolitikken – altså renteforhøjelser – står på en uændret stribe, der venter på os efter ferien.

Hvor er usikkerheden?

Er der da slet ikke noget uro, der kan skabe lidt røre i andedammen eller lidt usikkerhed, som kan give vores dejlige gyldne metal lidt rygstød?

Jo, der er nyhederne om en stadigt eskalerende handelskrig mellem USA på den ene side og stort set alle dets økonomiske partnere, fra Canada over Europa til Riget i Midten, på den anden side. Mange iagttagere er meget bekymrede over dette, fordi det udfordrer deres ideologiske basis: frihandel, som vi siden 2. verdenskrig – og nogle meget tidligere – har fået tudet ørerne fulde med er basis for større velstandsskabelse til alle.

Og mig bekendt er der ikke nogen, der for alvor har kuldkastet denne sandhed, at frihandel er grundlaget for velstand for alle parter, men for præsident Trump er det vigtigere at give USA retfærdighed og at gøre landet stort igen.

Venter på gylden effekt af handelskrig

Det korte af det lange er, at handelsbegrænsningerne endnu kun har ramt ca. 0,3% af verdenshandlen – de har kurs mod op mod 4% af verdenshandlen – og selvom WTO er meget bekymret, USA’s partnere og Kina er irriterede, så er konsekvenserne af toldforhøjelserne altså ikke rigtig slået igennem endnu. Lidt på jobskabelsen i USA, og så Harley-Davidson, som er samspilsramt, har flyttet produktion væk fra Europa. Men dette er trods alt usikre konsekvenser – og så er vi altså i en ferieperiode, hvor tingene kan være i limbo længere end normalt.

Men: som guldelskere har vi et håb om gylden usikkerhed stammende fra Trumps toldkampagne. Vi må helt enkelt vente og se.

Nyd nu sommeren! Det vil jeg gøre, for modsat guldprisen er min græsplæne nemlig gylden og skal ikke slås…

 

 


PARTNERE

Gylden usikkerhed kan komme fra handelskrig - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Gylden usikkerhed kan komme fra handelskrig - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Gylden usikkerhed kan komme fra handelskrig - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Gylden usikkerhed kan komme fra handelskrig - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Gylden usikkerhed kan komme fra handelskrig - Tavex - Køb og salg af guld & valuta
Gylden usikkerhed kan komme fra handelskrig - Tavex - Køb og salg af guld & valuta