Opret ny alarm

Guldpris træder vande lige over 1200 USD

Offentliggjort af Tavex A/S i kategori Nyheder på 21.11.2016
Guldpris (XAU-DKK)
16 925,30 DKK/oz
  
+ 340,40 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
201,51 DKK/oz
  
+ 3,32 DKK
Guld Tavex danmark blog banner

Guldprisen bød ikke på megen positiv bevægelse for de af os, som har investeret i guld, snarere et let fald med 10 USD fra 1224 USD/ounce til 1214 USD/ounce. Den store nyhed er, at prisen tester området lige over 1200 USD/ounce, og at den ser ud til at kunne holde den i forhold til futurespriserne.

Entusiaster: Guldet stiger i denne uge…

Guldentusiaster mener, at guldet med sit afgørende fald fra et niveau +1250 USD/ounce til nu +1200 USD/ounce nu står over for en bounce back, der kan give højere guldpriser i denne uge. Det baserer de bl.a. på udregninger af relative styrker i markeder. Undertegnede indrømmer gerne, at han ikke forstår sig meget på disse beregninger, men til gengæld husker han på det gamle ord: “Ther are lies, there are damned lies and then there are statistics” – og det betyder, at man kan få statistik til at underbygge hvad som helst, bare man tager det rigtige udsnit og stiller de rigtige spørgsmål til tallene.

Lade os tage tallene, som de ligger for ugen, der gik. Fredag den 11. november, sidste dag i uge 45, lå guldet på 1227 USD/ounce, hvorefter det faldt let til 1224 USD/ounce mandag den 14. november. Derefter holdt det sig stabilt, næsten ubevægeligt til 1226 USD/ounce den 16. november, hvorpå det faldt ret markant til 1208 USD/ounce fredag den 18. november. Her testede det prisgrænsen på 1200 USD/ounce – men den ser ikke ud til at være moden til at falde, så i dag, mandag, korrigerede guldet op til foreløbig 1214 USD/ounce.

Skurk nr. 1: “normaliseringen” af Trump…

Det ser ud til, at der er en støttezone for guld lige over 1200 USD, som slog til fredag og over weekenden. Årsagen til presset nedad mod guld er, som vi har været inde på tidligere, især “normaliseringen” oven på valget af Trump. Og så var vi beklageligvis en del, der oversolgte effekten af at vælge Trump til præsident. Undskyld.

Markedet reagerer som bekendt altid mere på bristede forventninger end på faktiske kendsgerninger – og dermed er det rimeligt, at den positive reaktion på, at “Trump nok ikke er så slem, som ventet” er større end den negative af, at han faktisk blev valgt.

Geopolitik og bristede forventninger

Rent geopolitisk er det meget muligt, at mange investorer har reageret positivt på Trumps sejr og hans forsonlige tale over for Rusland – i modsætning til Hillary Clinton, som mange har set som fortaler for “krigspartiet” i Washington. Markeder vil i reglen ikke have krige, slet ikke uforudsigelige krige, som kan tage årevis at afslutte – men foretrækker med Grundtvigs ord “et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”.

Skurk nr. 2: dollaren…

En anden væsentlig skurk bag guldets fald er dollaren, der nu står på sit højeste siden 2003. En højere USD-kurs betyder en lavere guldpris – det er, næsten, et nulsumsspil. Dollaren er blevet styrket primært af Feds bebudede renteforhøjelse og nu også normaliseringen efter Trumps sejr.

Skurk nr. 3: obligationsmarkedet…

Obligationsmarkederne er også vågnet af deres dvale med det højeste afkast endnu dette år for tiårige amerikanske statsobligationer og tyske ditto, hvis afkast er gået fra negativt til over 0,25 procentpoint. Lavt, javist, men meget bedre end negativt. Det er skidt for guldet, da behovet for en sikker havn forsvinder, hvis man kan investere i rentebærende instrumenter, der rent faktisk bærer rente. Guld bærer, som bekendt, aldrig rente. 

Men hvad venter der os så?

I det korte perspektiv er det svært at se. Der er knap en måned frem til, at vi får vished fra Fed om renten. Det kan i sig selv give inflation – og guld vigtigste historiske funktion har været som forsikring mod inflation i forskellige former for papirpenge.

Normaliseringen af Trumps sejr er vel heller ikke mere, end at markederne blot forholder sig positivt afventende til den kommende præsident – for endnu mangler der for mange puslespilsbrikker i at se, hvordan byggematadoren fra New York vil opbygge sin økonomiske politik.

Konflikter forude i Trumps økonomiske politik

Der lurer nogle aldeles konkrete konfliktpunkter, som kan arbejde til gavn for guldet: hvad betyder en opsigelse af frihandelsaftalen med Mexico og Kina for USA’s (og verdens) økonomi. Og hvad kommer Trumps signaler om mere amerikansk protektionisme til at betyde for væksten i økonomien?

Men, lad os gøre som markederne i forhold til Trump: forholde os afventende positivt.

 

Guldpris (XAU-DKK)
16 925,30 DKK/oz
  
+ 340,40 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
201,51 DKK/oz
  
+ 3,32 DKK

Du vil måske også gerne læse