Opret ny alarm

Guldpris op med 2% på en uge

Offentliggjort af Tavex A/S i kategori Nyheder på 06.02.2017
Guldpris (XAU-DKK)
14 819,00 DKK/oz
  
+ 109,20 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
172,27 DKK/oz
  
+ 0,96 DKK

“Sorg er til glæde vendt, klagen endt”, skrev Grundtvig i salmen “Julen har englelyd”. Om klagen helt er endt fra min side kan jeg ikke love, men sorgen blev i hvert fald vendt til glæde, når det gælder guldpris i uge 5.

Med et udgangspunkt på 1191 USD/ounce fredag den 27. januar og 1197 USD/ounce mandag den 30. januar, er guldprisen i uge 5 steget mere end 2% til 1228 USD/ounce i skrivende stund. Guldprisen har dermed passeret årets hidtil højeste pris 23. januar (1217 USD/ounce) og ligger på sit højeste niveau siden medio november – altså de sidste 12 uger.

Op, op og op

Bevægelsen for det gule metal har med andre ord været op, op, op hele tiden. Fra mandagens udgangspunkt på 1197 USD/ounce forcerede den tekniske modstand ved 1210 USD/ounce, hvilket betød, at den ramte 1211 USD/ounce den 31. januar og holdt sig rundt 1210 USD/ounce i et par dage frem til torsdag den 2. februar.

Derpå bød fredagen på stærk fremgang, der fortsatte weekenden over – og ind på mandagen, så prisen nu er i 1228 USD/ounce.

USD ned og kineserne tilbage i gamet

En del af stigningen skyldes naturligvis regneenheden USD, der oplevede et skarpt fald 30.-31. januar, hvor USD-indekset målt i forhold til en kurv af store valutaer faldt til under 100, nærmere bestemt 99,512 og selvom den amerikanske dollar er steget lidt siden da, er det ikke lykkedes den at komme tilbage på den pæne side af 100-mærket.

Kineserne og diverse andre dele af det asiatiske marked er også vågnet op til dåd efter den kinesiske nytårsfejring og overgangen til det, der nu er hanens år.

Dow Jones op, men ikke negativt for guld

Dow Jones holdt ikke stand på den gode side af 20.000, som den havde passeret den 25. januar, men tog turen ned i respektfuld afstand til i dag mandag den 6. februar, hvor markedet åbnede med en flot stigning, som tog Dow Jones op i nærheden af rekordniveauet på 20.100 – men stigningen har altså ikke taget pusten ud af guldefterspørgslen.

Årsagen kan være årsagen – stigningen i Dow Jones var nemlig drevet af, at præsident Trump fredag udstedte et dekret om pause i den finansielle regulering og mere specifikt, at han vil trække en masse tænder ud af The Dodd-Frank Act.

Lær noget nyt: Dodd-Frank

Dodd-Frank er en lov fra 2010. Her havde demokraterne ud over præsidentposten flertal i begge kongressens kamre, og Dodd-Frank øgede kravene til bankernes kapitalstillelse generelt, men især for banker med en balance på over 50 mia. USD og endnu mere for tre banker, som kaldes “global systemically important banks”, nemlig JP Morgan Chase, Bank of America og Citigroup.

Det var især disse indeksstærke banker, som dømmes store nok til på egen hånd at kunne bringe det globale økonomiske system i fare, og deres fætre og kusiner som Goldman Sachs osv., der hev Dow Jones tilbage over 20.000, når den særlige belastning på bankernes balance ser ud til at bortfalde.

Næste uge: tweets eller reformer?

Det korte af det lange er, at investorerne ikke har forbundet disse ting med guldpris – i hvert fald ikke på den korte bane.

Hvad skal vi så holde øje med i ugen, der kommer?

Jo, der er ingen amerikanske nøgletal adviseret, så guldet vil fokusere på den internationale politiske situation, og der er en udbredt stemning af usikkerhed i forhold til, hvad der kommer fra Det Hvide Hus og især præsident Trump. Hvad bliver det næste tweet? Det kan gavne guldet. Hvis det derimod lykkes for Trump at fokusere på den skattereform og den finansielle reform, som han har indledt, kan det blive godt for papirmarkederne og dermed skidt for guldet.

Dollaren i vælten

Så er der dollaren. Det har været traditionel politik for USA’s regeringer at værne om en stærk dollar – det ligger i hele den monetaristiske tradition, som har været i kridthuset siden 1980’erne – men Trumps handelsrådgiver Peter Navarro sagde i den forgangne uge, at Tyskland gavnes af en stærkt undervurderet EUR. (Det ved vi godt, vi der investerer i guld, for guldprisen i EUR er steget, mens den er faldet i USD.)

Den udtalelse kunne betyde, at støtten til den stærke dollar er kølnet. Under alle omstændigheder er flere internationale analytikere, blandt andet Saxo Banks Ole Sloth Hansen, opmærksomme på den relativt stærke USD og betragter den som overvurderet. Og så er der håb, for et hvert fald i USD giver en stigning i guldprisen.

Guldpris (XAU-DKK)
14 819,00 DKK/oz
  
+ 109,20 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
172,27 DKK/oz
  
+ 0,96 DKK

Du vil måske også gerne læse