Fransk 20 franc Genius (Engel) guldmønt

Historie

Den franske guldfrancs oprindelse

Guldfrancens fascinerende historie begynder i 1300-tallet under hundredeårskrigen. Krigen var en række konflikter mellem Frankrig og England, og under slaget ved Poitiers i 1356 blev den franske konge Jean II fanget af sine engelske fjender. Englænderne ville have løsepenge for kongen, tre millioner guldmønter for at være mere præcis. Da aftalen var opfyldt, blev kongen frigivet, og hans tilbagekomst fra fangenskabet blev fejret med introduktionen af en guldmønt kaldet franc, hvilket er fransk for fri. Selvom den nye franc blev brugt i handel over hele Frankrig, blev den ofte revalueret. Dette ændrede sig, da Napoleon Bonaparte kom til magten i begyndelsen af 1800-tallet.

Den franske 20 franc i guld blev autoriseret af Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte var et militært geni og en ganske dreven politiker. Han tog magten i 1799 og kronede sig selv som fransk kejser i 1804. Napoleon var en varm fortaler for guld og han autoriserede standardiseringen og skabelsen af den nye Napoleon-guldmønt i 1803. Den nye mønt blev oprindelig præget i to værdier, 20 og 40 franc. Man introducerede senere 5, 10, 50 og 100 franc, som blev præget på forskellige tidspunkter, men den mest populære og derfor den mest prægede var 20 franc-guldmønten. Napoleons 20 franc i guld vejede 6,45 gram og indeholdt 90% guld eller 5,805 gram guld. Denne ensartethed skulle vare ved i over et århundrede og bidrog til, at mønten blev anerkendt og populær som en guldmønt, der var til at stole på. Selvom udformningen og portrætterne skiftede i løbet af denne periode, så forblev møntens værdiangivelse og tekniske egenskaber de samme. Derfor blev alle 20 franc i guld, som blev præget i 1800- og 1900-tallet, kaldt for Napoleon eller Napoléon d’or.

Den franske 20 franc i guld – Europas guldmøntfod

Ironisk nok lykkedes det bedre for Napoleons 20 franc-guldmønt at forene Europa, når det gjaldt valuta, end det lykkedes Napoleon at forene Europa med magt. De områder, som Napoleon havde erobret, blev snart tabt, men for 20 franc-guldmønten gik det modsat. Den overlevede og etablerede sig som basis for Europas første valutaunion, kaldet den latinske møntunion. Unionen blev først indgået i 1865 mellem Frankrig, Belgien, Italien og Schweiz og var et forsøg på at forene de respektive landes valutaer til en fælles valuta. Den franske guldfrancs enestående ensartethed og den relativt store franske økonomi udgjorde basis for en ny “europæisk” valuta.

Unionens grundlæggere accepterede francen og de blev enige om frit at veksle hinandens guld- og sølvmønter til kurs 100, uanset om mønterne havde en anden udformning eller motiv. Forholdet mellem de to ædelmetaller blev også standardiseret, sådan at 4,5 gram sølv blev lig med 0,290322 gram guld, et forhold på 15,5 til 1. Standardiseringen gjorde det lettere at handle blandt medlemsstaterne og blev opfattet positivt, hvilket fik det ene europæiske land efter det andet til at gå med. Selvom unionen havde en lang række indbyggede fejl – en af dem var, at de individuelle stater udstedte for mange seddelpenge i forhold til den faste relation, som var aftalt mellem papirpenge og ædelmetalmønter i cirkulation – var disse resultater af dårlig menneskelig dømmekraft, mere end det var en fiasko for de ensartede mønter i ædelmetal. Uanset dette fortsatte unionen med at ekspandere indtil begyndelsen af 1. verdenskrig – Dansk Vestindien gik i praksis med i 1904. Formelt blev unionen først afskaffet i 1927.

20 franc-guldmønten er stadig populær

Napoleon-guldmønter opnåede stor udbredelse i 1800- og 1900-tallet, både i Europa og i resten af verden. Frankrig havde erobret store dele af Europa i begyndelsen af 1800-tallet og blev en af verdens store koloniimperier i slutningen af 1800-tallet og op mod første verdenskrig. Til understøttele af handel og investeringer blev Napoleons 20 franc-guldmønt et foretrukket valg på grund af deres stabile ensartethed og troværdighed. De fleste af Napoleon-guldmønterne blev udstedt efter 1850’erne, hvilket falder sammen med den latinske møntunions ekspansion og opblomstringen af det franske koloniimperium. Fremstillingen af Napoleon-mønterne sluttede i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den sidste version er den såkaldte Hane-guldmønt. Selvom Napoleon-guldmønter ikke længere produceres, er de stadig populære, og de er den dag i dag de mest handlede guldmønter i en række europæiske lande, herunder Frankrig.

Den franske 20 franc i guld med engel

Bagsiden af mønten blev udformet i 1791 af den berømte franske gravør Augustin Dupré. Den portrætterede engel kaldes også “lykkens engel”, “frihedens ånd” eller “Frankrigs beskyttende engel”. Årsagen til de mange forskellige navne er den rige tradition, der knytter sig til mønten samt usikkerhed om fortolkningen af Duprés værk. Da kongen blev reduceret fra enevældig til konstitutionel i 1789 og helt blev afskaffet og henrettet i 1792, var der brug for nye mønter til at proklamere den nye tingenes tilstand. Det gav kunstnere og gravører mere kreativ frihed, eftersom mønterne inden da som regel kun var udsmykket med herskerens portræt. Dupré, hvis værk var inspireret af antikkens symbolik, vandt konkurrence om at udforme de nye mønter.

Det formodes, at den “engel”, som Dupré har designet, er en “ånd”, et ældgammelt guddommeligt væsen, der stammer tilbage fra romersk religion, hvor man mente, at hver enkelt menneske eller kollektiv (menneskeheden, naturen, dyrene osv.) havde en guddommelighed i sig, en ånd eller sjæl. Ånden på Duprés mønt kan være kunstnerens fortolkning af “sjælen” eller “ånden” fra den franske revolution.

Baggrunden for at kalde ånden på mønten for en engel, skyldes historien om hvordan Augustin Dupré selv undgik henrettelse under rædselsregimet under den franske revolution ved, at de “englemønter”, som han havde i sin lomme, beskyttede ham mod onde tilskikkelser. Historien blev fortalt igen og igen og bidrog til at opbygge legenden om mønternes heldige egenskaber. Legenden voksede sig så stærk, at man sagde, at årsagen til, at Napoleon tabte slaget ved Waterloo var, at han forinden havde tabt den 20 franc englemønt i guld, som han ellers altid havde med sig som en amulet under sine felttog.

Selvom ingen af disse fantasifulde historier med sikkerhed kan siges at være sande, er en ting i hvert fald sikkert: De har bidraget til at gøre mønten til en af de kendteste og mest efterspurgte blandt Napoleon-guldmønterne.

Prægningen af franske 20 franc-guldmønter

Efterhånden som det franske imperium blev større, øgedes behovet for guld- og sølvmønter. For at tilfredsstille den store efterspørgsel blev der udmøntet 20 franc-mønter mange forskellige steder, og i løbet af de år, hvor Napoleon-mønten blev udstedt, blev den udmøntet af flere end 20 franske mønter, men også møntudstedere i lande, som var under fransk overhøjhed og endda helt andre lande. Hver mønt, som prægede 20 franc-mønter, skulle afsætte et møntmærke på mønten, så den var lettere at spore. Møntmærket kunne enten være et bogstav, et symbol eller et monogram. For eksempel betød bogstavet A Paris, mens bogstavet R eller symbolet kronen kunne være Rom. Selvom fremstillingen af 20 franc-guldmønten var spredt ud over Frankrig og Europa, blev de fleste af mønterne slået af mønten i Paris, Monnaie de Paris. Mønten i Paris blev grundlagt af den vestfrankiske konge Karl den Skaldede i 864 og er den største og ældste mønt i Frankrig og også den ældste franske statsinstitution. Selvom mønten var en statsinstitution og var ansvarlig for prægningen af mønt til omløb i Frankrig, så delte den i mere end et årtusind dette ansvar med mønter andre steder i Frankrig – deraf de mange forskellige møntmærker på Napoleon-guldmønterne. I 1878 fik mønten i Paris eneret til at producere mønt til cirkulation og i dag er den landets største mønt og eneste producent af Frankrigs officielle euromønter.

Den franske guldfrancs oprindelse

Guldfrancens fascinerende historie begynder i 1300-tallet under hundredeårskrigen. Krigen var en række konflikter mellem Frankrig og England, og under slaget ved Poitiers i 1356 blev den franske konge Jean II fanget af sine engelske fjender. Englænderne ville have løsepenge for kongen, tre millioner guldmønter for at være mere præcis. Da aftalen var opfyldt, blev kongen frigivet, og hans tilbagekomst fra fangenskabet blev fejret med introduktionen af en guldmønt kaldet franc, hvilket er fransk for fri. Selvom den nye franc blev brugt i handel over hele Frankrig, blev den ofte revalueret. Dette ændrede sig, da Napoleon Bonaparte kom til magten i begyndelsen af 1800-tallet.

Den franske 20 franc i guld blev autoriseret af Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte var et militært geni og en ganske dreven politiker. Han tog magten i 1799 og kronede sig selv som fransk kejser i 1804. Napoleon var en varm fortaler for guld og han autoriserede standardiseringen og skabelsen af den nye Napoleon-guldmønt i 1803. Den nye mønt blev oprindelig præget i to værdier, 20 og 40 franc. Man introducerede senere 5, 10, 50 og 100 franc, som blev præget på forskellige tidspunkter, men den mest populære og derfor den mest prægede var 20 franc-guldmønten. Napoleons 20 franc i guld vejede 6,45 gram og indeholdt 90% guld eller 5,805 gram guld. Denne ensartethed skulle vare ved i over et århundrede og bidrog til, at mønten blev anerkendt og populær som en guldmønt, der var til at stole på. Selvom udformningen og portrætterne skiftede i løbet af denne periode, så forblev møntens værdiangivelse og tekniske egenskaber de samme. Derfor blev alle 20 franc i guld, som blev præget i 1800- og 1900-tallet, kaldt for Napoleon eller Napoléon d’or.

Den franske 20 franc i guld – Europas guldmøntfod

Ironisk nok lykkedes det bedre for Napoleons 20 franc-guldmønt at forene Europa, når det gjaldt valuta, end det lykkedes Napoleon at forene Europa med magt. De områder, som Napoleon havde erobret, blev snart tabt, men for 20 franc-guldmønten gik det modsat. Den overlevede og etablerede sig som basis for Europas første moderne valutaunion, kaldet den latinske møntunion. Unionen blev først indgået i 1865 mellem Frankrig, Belgien, Italien og Schweiz og var et forsøg på at forene de respektive landes valutaer til en fælles valuta. Den franske guldfrancs enestående ensartethed og den relativt store franske økonomi udgjorde basis for en ny “europæisk” valuta.

Unionens grundlæggere accepterede francen og de blev enige om frit at veksle hinandens guld- og sølvmønter til kurs 100, uanset om mønterne havde en anden udformning eller motiv. Forholdet mellem de to ædelmetaller blev også standardiseret, sådan at 4,5 gram sølv blev lig med 0,290322 gram guld, et forhold på 15,5 til 1. Standardiseringen gjorde det lettere at handle blandt medlemsstaterne og blev opfattet positivt, hvilket fik det ene europæiske land efter det andet til at gå med. Selvom unionen havde en lang række indbyggede fejl – en af dem var, at de individuelle stater udstedte for mange seddelpenge i forhold til den faste relation, som var aftalt mellem papirpenge og ædelmetalmønter i cirkulation – var disse alle resultater af dårlig menneskelig dømmekraft, mere end det var en fiasko for de ensartede mønter i ædelmetal. Uanset dette fortsatte unionen med at ekspandere indtil begyndelsen af 1. verdenskrig – Dansk Vestindien gik i praksis med i 1904. Formelt blev unionen først afskaffet i 1927.

20 franc-guldmønten er stadig populær

Napoleon-guldmønter opnåede stor udbredelse i 1800- og 1900-tallet, både i Europa og i resten af verden. Frankrig havde erobret store dele af Europa i begyndelsen af 1800-tallet og blev en af verdens store koloniimperier i slutningen af 1800-tallet og op mod første verdenskrig. Til understøttele af handel og investeringer blev Napoleons 20 franc-guldmønt et foretrukket valg på grund af deres stabile ensartethed og troværdighed. De fleste af Napoleon-guldmønterne blev udstedt efter 1850’erne, hvilket falder sammen med den latinske møntunions ekspansion og opblomstringen af det franske koloniimperium. Fremstillingen af Napoleon-mønterne sluttede i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den sidste version er den såkaldte Hane-guldmønt. Selvom Napoleon-guldmønter ikke længere produceres, er de stadig populære, og de er den dag i dag de mest handlede guldmønter i en række europæiske lande, herunder Frankrig.

Prægningen af franske franc-guldmønter

Efterhånden som det franske imperium blev større, øgedes behovet for guld- og sølvmønter. For at tilfredsstille den store efterspørgsel blev der udmøntet 20 franc-mønter mange forskellige steder, og i løbet af de år, hvor Napoleon-mønten blev udstedt, blev den udmøntet af flere end 20 franske mønter, men også møntudstedere i lande, som var under fransk overhøjhed og endda helt andre lande. Hver mønt, som prægede 20 franc-mønter, skulle afsætte et møntmærke på mønten, så den var lettere at spore. Møntmærket kunne enten være et bogstav, et symbol eller et monogram. For eksempel betød bogstavet A Paris, mens bogstavet R eller symbolet kronen kunne være Rom. Selvom fremstillingen af 20 franc-guldmønten var spredt ud over Frankrig og Europa, blev de fleste af mønterne slået af mønten i Paris, Monnaie de Paris. Mønten i Paris blev grundlagt af den vestfrankiske konge Karl den Skaldede i 864 og er den største og ældste mønt i Frankrig og også den ældste franske statsinstitution. Selvom mønten var en statsinstitution og var ansvarlig for prægningen af mønt til omløb i Frankrig, så delte den i mere end et årtusind dette ansvar med mønter andre steder i Frankrig – deraf de mange forskellige møntmærker på Napoleon-guldmønterne. 

I 1878 fik mønten i Paris eneret til at producere mønt til cirkulation og i dag er den landets største mønt og eneste producent af Frankrigs officielle euromønter.