Fransk 10 franc Napoleon III

Historie

Den franske guldfrancs oprindelse

Guldfrancens fascinerende historie begynder i 1300-tallet under hundredeårskrigen. Krigen var en række konflikter mellem Frankrig og England, og under slaget ved Poitiers i 1356 blev den franske konge Jean II fanget af sine engelske fjender. Englænderne ville have løsepenge for kongen, tre millioner guldmønter for at være mere præcis. Da aftalen var opfyldt, blev kongen frigivet, og hans tilbagekomst fra fangenskabet blev fejret med introduktionen af en guldmønt kaldet franc, hvilket er fransk for fri. Selvom den nye franc blev brugt i handel over hele Frankrig, blev den ofte revalueret. Dette ændrede sig, da Napoleon Bonaparte kom til magten i begyndelsen af 1800-tallet.

Den franske 10 franc i guld blev autoriseret af Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte var et militært geni og en ganske dreven politiker. Han tog magten i 1799 og kronede sig selv som fransk kejser i 1804. Napoleon var en varm fortaler for guld og han autoriserede standardiseringen og skabelsen af den nye Napoleon-guldmønt i 1803. Den nye mønt blev oprindelig præget i to værdier, 20 og 40 franc. Man introducerede senere 5, 10, 50 og 100 franc, som blev præget på forskellige tidspunkter, men den mest populære og derfor den mest prægede var 20 franc-guldmønten og 10 franc-guldmønten. Napoleons 10 franc i guld vejede 3.225 gram og indeholdt 90% guld eller 2.902 gram guld. Denne ensartethed skulle vare ved i over et århundrede og bidrog til, at mønten blev anerkendt og populær som en guldmønt, der var til at stole på. Selvom udformningen og portrætterne skiftede i løbet af denne periode, så forblev møntens værdiangivelse og tekniske egenskaber de samme.

Den franske Napoleon 3. 10 franc-guldmønt

Charles Louis-Napoleon (3.) Bonaparte blev født i Paris i 1808 og var nevø til Napoleon 1. Han voksede op i eksil, eftersom Napoleon var blevet fjernet fra tronen og hans dynasti var gået i landflygtighed. Under sit voksne liv i eksil arbejdede Charles Louis-Napoleon hele tiden på planer for, hvordan han skulle kunne etablere sig som den retmæssige arving til sin onkels kejserrige.

I 1848 viste der sig en mulighed, da den franske konge Louis Philippe blev afsat som følge af februarrevolutionen. Charles Louis-Napoleon, som var vendt tilbage til Frankrig, opnåede flertal i det valg, som fulgte. Dermed blev han taget i ed som præsident for den franske republik, der er kendt som den anden republik. Under den første del af sin embedsperiode regerede han som præsident, men eftersom forfatningen kun gav ham lov til at sidde en enkelt periode, satte han forfatningen ud af spillet og gjorde sig selv til kejser af Frankrig, hvorefter han kunne fortsætte sin regering som diktator.

Selvom Napoleon 3. regerede som en autoritær hersker, viste han sig at være en effektiv leder, som ændrede det franske samfund dramatisk i positiv retning. Under hans to årtier ved magten gik det fremad for Frankrig, både økonomisk og socialt. Til hans mere kendte sociale reformer hører, at arbejderne fik ret til at strejke og ret til at organisere sig, ligesom kvinder fik bedre adgang til offentlig skolegang. Hans økonomiske politik handlede om at åbne den franske økonomi op ved at sætte toldsatserne ned og dermed fremme handelen. Han investerede store summer i Frankrigs infrastruktur: jernbaner, kanaler, veje og havne blev anlagt. I løbet af hans regeringstid blev den franske flåde næststørst i verden, kun overgået af briternes. Landbrugs- og industriproduktionen øgedes også dramatisk, hvilket for første gang i århundreder fjernede truslen om sultepidemier i Frankrig.

Selvom Napoleon 3. havde bred støtte blandt franskmændene, blev oppositionen mod ham gradvist stærkere. I 1870 blev Napoleon 3. taget til fange, da hans hær tabte et afgørende slag mod preusserne. Frankrig kapitulerede og tabte den fransk-tyske krig. Napoleon 3.’s politiske fjender udnyttede Frankrigs svaghed og Napoleons fravær og afsatte ham som kejser af Frankrig. Da fredstraktaten mellem Frankrig og Preussen var klar, blev Napoleon 3. frigivet. På trods af at han var fri, kunne han stadig ikke vende hjem på grund af sin politiske position og vreden i Frankrig over nederlaget til preusserne. Charles Louis-Napoleon Bonaparte slog sig i stedet ned i Storbritannien, hvor han døde i 1873.

Prægningen af franske 10 franc-guldmønter

Efterhånden som det franske imperium blev større, øgedes behovet for guld- og sølvmønter. For at tilfredsstille den store efterspørgsel blev der udmøntet 10 franc-mønter mange forskellige steder, og i løbet af de år, hvor Napoleon-mønten blev udstedt, blev den udmøntet af flere end 10 franske mønter, men også møntudstedere i lande, som var under fransk overhøjhed og endda helt andre lande. Hver mønt, som prægede 10 franc-mønter, skulle afsætte et møntmærke på mønten, så den var lettere at spore. Møntmærket kunne enten være et bogstav, et symbol eller et monogram. For eksempel betød bogstavet A Paris, mens bogstavet R eller symbolet kronen kunne være Rom. Selvom fremstillingen af 10 franc-guldmønten var spredt ud over Frankrig og Europa, blev de fleste af mønterne slået af mønten i Paris, Monnaie de Paris. Mønten i Paris blev grundlagt af den vestfrankiske konge Karl den Skaldede i 864 og er den største og ældste mønt i Frankrig og også den ældste franske statsinstitution. Selvom mønten var en statsinstitution og var ansvarlig for prægningen af mønt til omløb i Frankrig, så delte den i mere end et årtusind dette ansvar med mønter andre steder i Frankrig – deraf de mange forskellige møntmærker på Napoleon-guldmønterne. I 1878 fik mønten i Paris eneret til at producere mønt til cirkulation og i dag er den landets største mønt og eneste producent af Frankrigs officielle euromønter.

Den franske guldfrancs oprindelse

Guldfrancens fascinerende historie begynder i 1300-tallet under hundredeårskrigen. Krigen var en række konflikter mellem Frankrig og England, og under slaget ved Poitiers i 1356 blev den franske konge Jean II fanget af sine engelske fjender. Englænderne ville have løsepenge for kongen, tre millioner guldmønter for at være mere præcis. Da aftalen var opfyldt, blev kongen frigivet, og hans tilbagekomst fra fangenskabet blev fejret med introduktionen af en guldmønt kaldet franc, hvilket er fransk for fri. Selvom den nye franc blev brugt i handel over hele Frankrig, blev den ofte revalueret. Dette ændrede sig, da Napoleon Bonaparte kom til magten i begyndelsen af 1800-tallet.

Den franske 10 franc i guld blev autoriseret af Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte var et militært geni og en ganske dreven politiker. Han tog magten i 1799 og kronede sig selv som fransk kejser i 1804. Napoleon var en varm fortaler for guld og han autoriserede standardiseringen og skabelsen af den nye Napoleon-guldmønt i 1803. Den nye mønt blev oprindelig præget i to værdier, 20 og 40 franc. Man introducerede senere 5, 10, 50 og 100 franc, som blev præget på forskellige tidspunkter, men den mest populære og derfor den mest prægede var 20 franc-guldmønten og 10 franc-guldmønten. Napoleons 10 franc i guld vejede 3.225 gram og indeholdt 90% guld eller 2.902 gram guld. Denne ensartethed skulle vare ved i over et århundrede og bidrog til, at mønten blev anerkendt og populær som en guldmønt, der var til at stole på. Selvom udformningen og portrætterne skiftede i løbet af denne periode, så forblev møntens værdiangivelse og tekniske egenskaber de samme.

Den franske 10 franc i guld – Europas guldmøntfod

Ironisk nok lykkedes det bedre for Napoleons 20 franc-guldmønt at forene Europa, når det gjaldt valuta, end det lykkedes Napoleon at forene Europa med magt. De områder, som Napoleon havde erobret, blev snart tabt, men for 10 franc-guldmønten gik det modsat. Den overlevede og etablerede sig som basis for Europas første moderne valutaunion, kaldet den latinske møntunion. Unionen blev først indgået i 1865 mellem Frankrig, Belgien, Italien og Schweiz og var et forsøg på at forene de respektive landes valutaer til en fælles valuta. Den franske guldfrancs enestående ensartethed og den relativt store franske økonomi udgjorde basis for en ny “europæisk” valuta.

Unionens grundlæggere accepterede francen og de blev enige om frit at veksle hinandens guld- og sølvmønter til kurs 100, uanset om mønterne havde en anden udformning eller motiv. Forholdet mellem de to ædelmetaller blev også standardiseret, sådan at 4,5 gram sølv blev lig med 0,290322 gram guld, et forhold på 15,5 til 1. Standardiseringen gjorde det lettere at handle blandt medlemsstaterne og blev opfattet positivt, hvilket fik det ene europæiske land efter det andet til at gå med. Selvom unionen havde en lang række indbyggede fejl – en af dem var, at de individuelle stater udstedte for mange seddelpenge i forhold til den faste relation, som var aftalt mellem papirpenge og ædelmetalmønter i cirkulation – var disse alle resultater af dårlig menneskelig dømmekraft, mere end det var en fiasko for de ensartede mønter i ædelmetal. Uanset dette fortsatte unionen med at ekspandere indtil begyndelsen af 1. verdenskrig – Dansk Vestindien gik i praksis med i 1904. Formelt blev unionen først afskaffet i 1927.

10 franc-guldmønten er stadig populær

Napoleon-guldmønter opnåede stor udbredelse i 1800- og 1900-tallet, både i Europa og i resten af verden. Frankrig havde erobret store dele af Europa i begyndelsen af 1800-tallet og blev en af verdens store koloniimperier i slutningen af 1800-tallet og op mod første verdenskrig. Til understøttele af handel og investeringer blev Napoleons 10 franc-guldmønt et foretrukket valg på grund af deres stabile ensartethed og troværdighed. De fleste af Napoleon-guldmønterne blev udstedt efter 1850’erne, hvilket falder sammen med den latinske møntunions ekspansion og opblomstringen af det franske koloniimperium. Fremstillingen af Napoleon-mønterne sluttede i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den sidste version er den såkaldte Hane-guldmønt. Selvom Napoleon-guldmønter ikke længere produceres, er de stadig populære, og de er den dag i dag de mest handlede guldmønter i en række europæiske lande, herunder Frankrig.

Prægningen af franske franc-guldmønter

Efterhånden som det franske imperium blev større, øgedes behovet for guld- og sølvmønter. For at tilfredsstille den store efterspørgsel blev der udmøntet 20 franc-mønter mange forskellige steder, og i løbet af de år, hvor Napoleon-mønten blev udstedt, blev den udmøntet af flere end 20 franske mønter, men også møntudstedere i lande, som var under fransk overhøjhed og endda helt andre lande. Hver mønt, som prægede 20 franc-mønter, skulle afsætte et møntmærke på mønten, så den var lettere at spore. Møntmærket kunne enten være et bogstav, et symbol eller et monogram. For eksempel betød bogstavet A Paris, mens bogstavet R eller symbolet kronen kunne være Rom. Selvom fremstillingen af 20 franc-guldmønten var spredt ud over Frankrig og Europa, blev de fleste af mønterne slået af mønten i Paris, Monnaie de Paris. Mønten i Paris blev grundlagt af den vestfrankiske konge Karl den Skaldede i 864 og er den største og ældste mønt i Frankrig og også den ældste franske statsinstitution. Selvom mønten var en statsinstitution og var ansvarlig for prægningen af mønt til omløb i Frankrig, så delte den i mere end et årtusind dette ansvar med mønter andre steder i Frankrig – deraf de mange forskellige møntmærker på Napoleon-guldmønterne. 

I 1878 fik mønten i Paris eneret til at producere mønt til cirkulation og i dag er den landets største mønt og eneste producent af Frankrigs officielle euromønter.