Opret ny alarm

Det lysner af guld over agres felt

Offentliggjort af Tavex A/S i kategori Nyheder på 19.09.2018
Guldpris (XAU-DKK)
14 797,90 DKK/oz
  
+ 94,70 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
171,17 DKK/oz
  
- 0,10 DKK
Guld stykker

af Peter Kyhn

“Det lysner over agres felt” hedder en dansk efterårssang fra 1915. Den er skrevet af digteren Ludvig Holstein, hvis familie stammede fra herregården Holsteinborg, der ligger, hvor Sjællands kyst knækker mellem Smålandshavet og Storebælt. Sangen handler om at opleve efteråret, og særlig markerne efter efterårspløjningen – den gang var der nemlig ikke så mange vinterafgrøder.

I dag er efterårspløjningen tegn til, at en helt anden aktivitet kan begynde: skatsøgning med metaldetektor. Og skal man tro medierne, så er den danske muld fuld af gyldne skatte fra vores forfædre.

DR’s 21 Søndag bragte søndag den 16. september et længere indslag om et års eftersøgninger udført af Museum Østjylland og en række amatørarkæologer på en mark på Hjarnø ved Horsens.

Med hjælp af bl.a. en gravko, der har skrællet jorden af i lag på ca. 15 cm, har de fundet 27 guldgenstande på marken, herunder perler og trådstykker.

En af amatørarkæologerne er Tine Refsgaard, der til daglig arbejder som tandplejer i Aarhus, men som bruger det meste af sin fritid på at lede efter skatte i jorden. Hun synes, det er fantastisk at være med til at skrive historien for Danmark og for Hjarnø.

Fundene fra Hjarnø bliver udstillet på Vejle Museum i løbet af 2019.

Museum Vestsjælland kan her berette om fundet af en guldskat på en mark ved Jyderup på Sjælland.

Fundet gjordes af detektorfører Jesper Løkke Jørgensen, og det var hans første guldfund.

Guldskatten består af fire guldbarrer, to stykker tråd oprullet til ringe og et afhugget stykke af en guldtråd. Den samlede guldmængde er på ca. 120 gram. Guldstykkerne vil i efterårsferien blive udstillet på Holbæk Museum.

Begge disse fund stammer fra yngre germansk jernalder, altså fra ca. år 500 efter Kristus. Den periode blev tidligere kaldt for folkevandringstiden og var en periode med store forandringer i Europa, hvor mange folk flyttede på sig – alt sammen i skyggen af det mægtige og tidligere så rige Romerrige, der var i gang med et langsomt sammenbrud.

Det var med andre ord en foranderlig tid, hvor mange investerede i guld for at have sin formue i guld, der nu som dengang var praktisk, let at tage med sig og let at omsætte til penge eller nødvendigheder. Nogle blev nødt til at grave sin skat ned, når fjenden kom for tæt på – og det er disse skatte, der ikke blev genfundet af deres ejermænd, som vi nu får frem i lyset på efterårspløjede marker.

Digteren får de sidste ord:

Det lysner over Agres Felt,
hvor sløve Plovspand kravle.
Det sortner over Store Bælt
med Sol paa Kirkegavle.

 

 

Guldpris (XAU-DKK)
14 797,90 DKK/oz
  
+ 94,70 DKK
Sølvpris (XAG-DKK)
171,17 DKK/oz
  
- 0,10 DKK

Du vil måske også gerne læse